Michael Wilhelmsen
Asbjørn Hasselager, Jesper og Julie Rydberg, Kasper Linde Ankjærgaard, Kristian Nebelin Hvidt, Troels Gammeltoft Dolin og Andreas Aarenstrup Karlsen
11.10.1979 - 19.11.2023
Vi modtog med største sorg den frygtelige nyhed om, at Michael gik bort natten til søndag d. 19.11.
Michael døde pludseligt og uventet under vagt som organkirurgisk bagvagt på Regionshospitalet i Horsens.
Vi lærte alle Michael at kende i de tidlige studieår på medicinstudiet i København, hvor fællesskabet i og omkring studiets rusvejledning, revy og studenterklub blev rammen for de tætte venskaber, som skulle holde resten af Michaels liv. Som rusvejleder var Michael i sit es, og hundredvis af kommende kollegaer fra hele Norden måtte overgive sig til hans uendeligt store charme, humor og viden om alt mellem himmel og jord.
Michael engagerede sig fagpolitisk og sad i FADLs repræsentantskab. Han stod blandt andet på talerstolen på Christiansborg Slotsplads ved den store demonstration mod den netop vedtagende 4-årsregel i foråret 2007.
I årene 2011-19 uddannede Michael sig til speciallæge i mave-/tarmkirurgi. Uddannelsen blev i perioder sat i bero til fordel for fordybelse i forskning, og Michael fik en imponerende publikationsliste efter samarbejde med førende kolleger fra ind- og udland.
Michael blev ansat på organkirurgisk afdeling i Horsens; en ansættelse, der tillod samvær med familie og venner i København, hvor Michael til trods for den geografiske afstand fortsatte med at være en nær ven og omdrejningspunkt i kredsen af venner.
Under sin KBU på Bornholm tabte Michael sit hjerte til øen og vendte siden tilbage, så ofte som muligt. Dels som konsulent på Bornholms Hospital og dels som sommerhusejer, hvor vi alle har nydt af Michaels store gæstfrihed og lagt øre til Michaels selvsikre fortolkning af den lokale dialekt.
For Michael var der altid høj ”bølgegang”, masser af projekter, ideer og gang i den. Når »bølgerne« i livet slog mod Michael, formåede han altid at holde sig stående med overskud og smittende humør. Han var en trofast ven, der oprigtigt kerede sig om os alle. Tabet af Michael er ubærligt for os venner, der nu må mindes rusture, middage, rejser, nytårsaftener og “Tour de France”-barer i Michaels fravær. Vores minder om Michaels originalitet, humoristiske påfund, men også dybe samtaler vil dog for altid leve videre.
Størst er tabet for Michaels allernærmeste, og vi sender derfor vores dybeste tanker og omsorg til børnene Linus og Agnes og deres mor Lisbeth, til Michaels forældre Henny og Erik og til hans bror Morten.
Æret være hans minde!