Skip to main content
Mindeord

Niels Juel Christensen

Jannik Hilsted, Ebbe Eldrup, Jens Henrik Henriksen, Sten Madsbad & Ebbe Winther Jensen

18.01.1939 – 20.09.2024

Niels voksede op i Grenå og demonstrerede tidligt betydelige matematiske evner. Hans opvækst blev imidlertid præget af hårde vilkår – Niels blev forældreløs allerede som 12-årig, en realitet som betød, at han kom på kostskole i Tarm, hvorfra han blev student i 1957.

Medicinstudiet var et oplagt valg for Niels, og han blev cand. med. fra Aarhus Universitet i 1964. Umiddelbart herefter blev han involveret i projekter omkring dialyse, men hans gennembrud blev etablering af radioenzymatisk bestemmelse af koncentration af adrenalin, noradrenalin og dopamin i blodet – analyser, som på det tidspunkt kun blev mestret i ganske få laboratorier globalt. Dette potentiale udnyttede Niels i første omgang til en række epokegørende studier omhandlende sendiabetiske komplikationers patofysiologi (i forbindelse med ansættelser i Medicinsk afdeling M, Aarhus Kommunehospital) og efterfølgende til monitorering af sympathoadrenal aktivitet ved en bred vifte af intern medicinske sygdomme og normalfysiologiske tilstande.

Niels var således en stærk profil i en stærk universitetsafdeling, og da muligheden bød sig for ansættelse i København på den nyoprettede afdeling F, Københavns Amtssygehus i Herlev, blev Niels ansat som overlæge i 1977. Han prægede derfra dansk endokrinologi i 35 år – fra 1993 som professor i Medicinsk Endokrinologi ved Københavns Universitet, hvor han var prodekan 1998-2002. Niels blev meget glad, da han blev årets underviser i 1993.

Han blev en dominerende figur i dansk intern medicin – med et stort internationalt netværk. Niels havde en formidabel evne til at identificere medicinske problemstillinger og formulere forskningsmæssige modeller i forbindelse hermed – ligesom han altid var åben for at levere assistance til yngre medarbejdere, som kom til ham. Vi er mange, som har haft stor glæde og læring gennem samarbejdet med ham. Niels havde en meget stor og flot videnskabelig produktion, og han modtog en lang række priser for sin originale forskning, bl.a. Hagedornprisen.

Niels havde den sorg at miste sin datter Sigrid i en ung alder og måtte også alt for tidligt tage afsked med sin hustru Merete Sanvig Christensen, som døde i 2001. De sidste år var Niels svækket.

Niels var konsekvent, ordholdende og hjælpsom – og et varmt menneske, både i relation til patienter, medarbejdere og familie: Døtrene Anne, Cathrine, svigerbørn og børnebørn.

Æret være Niels Juel Christensens minde.

Kolleganyt