
Pernille Tine Jensen
Kærligst hendes nuværende og tidligere ph.d.-studerende. Malene Korsholm, Siv Lykke Jørgensen, Sara Sponholtz Haugaard, Louise Krogh, Dina Overgaard Eriksen, Lea Kristine Hansen og Sarah Marie Bjørnholt
3.9.1964 – 30.1.2026
Pernille Tine Jensen var et hjertevarmt og ambitiøst menneske; et fagligt fyrtårn – vores vejleder og mentor.
Vi har ofte tænkt på, om Pernille mon havde 48 timer i døgnet i stedet for de 24, vi andre har til rådighed. Hun havde altid tid til et møde, nåede altid at læse manuskripter igennem og gjorde aldrig noget halvt. Hun gjorde sig umage. Det samme forventede hun af sine samarbejdspartnere og af os, der havde hende som vejleder.
Som vejleder var Pernille engageret, ærlig og kompromisløs ambitiøs. Hun stillede høje krav, men altid med et klart formål: at vores arbejde gjorde en reel forskel for patienterne. Hun lærte os at tænke stort, arbejde systematisk og holde fast i den kliniske relevans. Pernille var et fagligt fyrtårn, der viste retning – ikke ved at råbe højest, men ved sit engagement, sin grundighed og sine vidtrækkende ambitioner.
Pernille ydede en enorm indsats for at forbedre behandlingen for kvinder med kræft. Hun etablerede og drev flere nationale forskningsprojekter inden for blandt andet cervix-, endometrie- og vulvacancer, altid med fokus på den kliniske behandling, det nationale samarbejde og patienternes perspektiv. Hendes ambitioner rakte ud over den enkelte afdeling; hun tænkte i helheder og i fælles løsninger til gavn for patienterne.
Men vigtigst af alt var Pernille et menneske med stor varme. Hendes kontordør stod altid åben. Her var der kaffe, slik fra slikdåsen og plads til at samle tankerne. Når man sad dér, var hun helhjertet til stede. Samtalen kunne blive afbrudt af telefonopkald og kolleger, men så snart telefonen var lagt på, var hendes opmærksomhed tilbage i rummet. Man gik derfra med fornyet energi og lyst til at yde mere – og til at være en del af den faglige bevægelse, hun skabte.
Pernille var åben om sin sygdom, men lod den aldrig dominere. Hun fortsatte sit meningsfulde arbejde som professor og varetog sit vejlederskab helhjertet til det allersidste. ”I kan altid skrive og skal aldrig holde jer tilbage for at skåne mig,” sagde hun. Og sådan var det – uden undtagelser.
Vi har mistet Pernille, en enestående vejleder, mentor, ven og kollega. Hendes lys vil fortsat være synligt i alle de elementer af kvinders sundhed, hvor hun har været engageret. Vi skatter og værdsætter de redskaber og muligheder hun har givet os og vil tage dem med os fremad.