Peter Ege

Peter Ege blev socialoverlæge i Københavns kommune i 1993. Valget af samfundsmedicineren Peter Ege på denne post var intet mindre end et scoop for landets største amt, der i 1996 skulle overtage ansvaret for flere tusinde metadonpatienter fra almen praksis.

Baggrunden var en lovændring, som gav amterne monopol på behandling med metadon. Udfordringen bestod i en udbredt modstand mod substitutionsbehandling blandt institutioner og personale. Og her vandt Peter gehør som det faglige fyrtårn, der havde styr på den medicinske evidens og forstod at forklare betydningen af skadesreduktion.

Peter blev som ung læge indfanget i arbejdet med samfundets svageste. Anledningen var kusinen, socialrådgiver Tine Bryld, som var leder af et center for unge stofbrugere på Nørrebro. Her blev Peter huslæge i 1969. Den var i stofbehandlingens barndom, hvor brugerne var unge og målet var stoffrihed, og hvor mange troede at man nemt kunne behandle sig ud af problemet. Substitutionsbehandling var ikke stuerent – og slet ikke blandt venstresnoede læger som Peter, der betragtede metadon som camouflage af samfundsskabte problemer.

Peter blev imidlertid også den, der siden gjorde op med paradigmet om stoffrihed som eneste mål. Det skete under hans ansættelse i Alkohol- og Narkotikarådet i startfirserne med publikationerne Metadon og hvad så? og At møde mennesket hvor det er, som markerede et opgør med den hidtidige formynderiske tilgang.

Misbrugsområdet er på mange måder et minefelt, som nemt kalder på følelser og fordomme. Peter forstod at vælge sine kampe med omhu. Han brugte behændigt sine forskellige kasketter fra kommune, Lægeforening, Narkotikaråd og Sundhedsstyrelse. Og så havde han gode kanaler til dagbladet Politiken, som villigt gav ham spalteplads.

Som kliniker udfoldede Peter sin varme og forståelse for stofbrugernes sammensatte problemer, at behandlingen er underlagt det muliges kunst, og at omsorg også er behandling. Man mærkede her den stærke påvirkning, han som ung læge fik af overlæge Svend Heinild på Rigshospitalets socialpædiatriske ambulatorium.

Efter pensioneringen som 70-årig blev han hædret med et daglangt symposium i Rigshospitalet store auditorium, der cementerede hans profil som sin generations mest vidende og indflydelsesrige læge på rusmiddelområdet.

Han efterlader sig hustruen Bodil og to børn samt børnebørn.

Æret være hans minde.