Skip to main content
Pris

Jens Lundgren

Læge og professor på Rigshospitalet Jens Lundgren har modtaget dette års Kauffmann-pris for sit store bidrag til håndteringen COVID-19-pandemien i Danmark. Jens Lundgren har, ud over at have løftet store formidlingsopgaver under COVID-19-pandemien, blandt andet ydet en ekstraordinær indsats for det internationale samarbejde og koordinering af en række kliniske studier. Eksempelvis med henblik på at optimere behandlingen af COVID-19-patienter og kliniske studier af vacciner. 

Ud over Jens Lundgren er også professor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet og afdelingschef Claus Nielsen, Statens Serum Institut, hædret med årets Kauffmann-pris. De har også modtaget prisen for deres særlige, og forskelligartede, videnskabelige bidrag under COVID-19-pandemien. 

I år er Kauffmann-prisen på 300.000 kr., og de tre prismodtagere tildeles hver 100.000 kr. 

Prisen blev uddelt mandag den 31. maj i Jernsalen på Statens Serum Institut. Statens Serum Instituts direktør Henrik Ullum overrakte prisen ved en coronasikker ceremoni med få deltagere.

Om Kauffmann-prisen

Kauffmann-prisen uddeles af Fritz Kauffmanns Forskningsfond, og det er fondens bestyrelse, der vælger prismodtagerne.

Formålet med prisen er at anerkende en forskningsindsats inden for mikrobiologien. Det gælder især de områder, hvor professor, dr.med. Fritz Kauffmann ydede sin indsats, samt andre relaterede videnskabelige områder. 

Kilde: www.ssi.dk/aktuelt/nyheder
Foto: Claus Bech 

Kolleganyt