Søren Damgaard Carlsen

Søren voksede op på en gård i Smidstrup ved Gilleleje, og han blev som dreng sat til at tage hårdt fat i landbruget. Denne opvækst med jord og dyr prægede ham for livet.

Søren blev læge i 1982 og efter ansættelser i Danmark, Helsingborg, Linköping og Lund blev han specialist i diagnostisk radiologi. Allan kendte Søren allerede fra medicinstudiet og udviklede et fortroligt og livslangt venskab med ham og familien. Senere mødtes vi ved ansættelser i Esbjerg, hvor mange læger boede på sygehusets livlige kollegium. Her arbejdede han i flere perioder på radiologisk afdeling, og det var tydeligt, at Søren var en personlighed der ikke var mange af. Hans humør gjorde, at man ikke kunne undgå at komme i munter kontakt med ham, ikke mindst om aftenen når han udfoldede sig på kollegiets gangkøkken.

Søren arbejdede en periode som overlæge på radiologisk afdeling i Slagelse. Men han trivedes bedst med friere forhold i vikariater, og han pendlede derfor i mange år til Sverige og ikke mindst til sygehuset i Lærdal, Norge. Ordningen var god, idet han så havde friperioder hjemme hos familien. Under et ophold i Lærdal i 2008 blev Søren alvorligt akut syg med længere ophold på tre norske hospitaler før han kom hjem. I kølvandet fulgte de næste år flere sygdomme, som plagede ham de sidste år.

Sørens centrum var familien, Bodil og børnene Lars, Louise, Cecilie og Anders, og de var et tilbagevendende emne i hans fortælleglæde. I hjemmet var gæstfriheden stor og uforbeholden, og man blev nærmest en del af familien, hvor stort og småt kunne diskuteres og afsluttes med latter.

Søren ville gerne diskutere, ikke mindst politik, og yndede også at spidde tidens populære massetrends i skeptisk-humoristiske vendinger. Han var en begavet sprogets mester, og der var en hurtig nerveforbindelse fra det kvikke og lyse hoved til tungebåndet, og han kunne let og elegant formulere sin præcise mening om en sag, så man morede sig alene over hans energiske sproglige trylleri. Hans retfærdighedssans var stor, og han formåede ene uden juridisk bistand at føre og vinde en retssag mod en modpart, som havde skarp juridisk opbakning.

Søren med familie blev boende i nærheden af fødegården. Han var præget af den nordsjællandske sprogtone, og han svævede aldrig bort fra opvækstens jordbundethed. Han var et klogt, venligt og hjælpsomt menneske, som snildt kunne finde de skæve vinkler og vende dem venligt i muntert lag, hvor man altid var godt tilpas i hans selskab.

Vi kommer til at savne Søren. Tak for venskabet og tak og medfølelse til Bodil og familien.

Æret være hans minde.