Kristian Rørbæk Madsen
På vegne af Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin:
Stine Kähler
Mads Astvad
Mads Kristian Holten
Nanna Reiter
Peter Blom Jensen
Joachim Hoffmann-Petersen
31.5.1975-november 2018
Selv det største træ kan falde.
Det er med en følelse af dyb sorg og stor tomhed, at vi prøver at forstå tabet af Kristian Rørbæk Madsen.
Som overlæge på Intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital var Kristian kendt og respekteret for sit store arbejde og engagement i udviklingen af intensiv medicin. Han havde et eminent overblik og delte ud af sine ekstremt høje faglige kompetencer, uden at det overskyggede de menneskelige relationer. Kristian var et helt igennem venligt, omsorgsfuldt og humoristisk menneske. Han var altid behagelig og berigende at være i selskab med og han var yderst vellidt som kollega og ven.
Blandt de yngre kolleger var Kristian kendt som et uopnåeligt forbillede, hos hvem man dog altid kunne søge råd. Han var en blændende formidler af vanskeligt stof og superviserede gerne uanset tidspunktet på døgnet. Han var meget opmærksom på især de yngre lægers arbejdsglæde og trivsel, uden at det fjernede hans fokus fra patienterne og deres pårørende, og han var der altid for dem, der havde brug for trøst og støtte efter kritiske og ubehagelige situationer. Denne kombination af egenskaber blev han i 2014 hædret for med DASAIM's uddannelsespris.
Kristian var en ildsjæl som kun få andre, og han var dybt engageret i sit arbejde. Hans retfærdighedssans og integritet svigtede aldrig. Han kæmpede ukueligt mod uretfærdigheder trods stor modstand ovenfra. Det fik vi alle at se i forbindelse med Svendborgsagen og #detkuhaværetmig.
Kristian sparede aldrig sig selv og tog gerne »en for holdet« og efterlader sig et stærkt eftermæle.
Det er derfor så uendeligt tragisk, at Kristians engagement også blev hans skæbne, da han efter en periode med svær depression ultimativt valgte livet fra.
Vores tanker går til Kristians hustru og tre børn.
Lægestanden og anæstesiologien har mistet en af sine fremmeste læger – æret være Kristians minde.
Læs flere mindeord over Kristian Rørbæk Madsen her:
Formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing
Marianne Simonsen, Bodil Steen Rasmussen, Anders Morten Grejs, Lars Hein og Nanna Reiter