Lis Barfred

Lis startede på medicinstudiet på Odense Universitet i 1973, men inden havde hun lige taget Gymnasialt Supplerings Kursus, for selvfølgelig var hun blevet smidt ud af gymnasiet, fordi hun ventede sit første barn. De flest af os lærte Lis at kende på førstedel, hvor hun var socialt og studenterpolitisk engageret.

Enlig mor, to børn, lægesekretær og med mange arbejdstimer ved siden af studiet sørgede hun for sin familie, og alligevel var der energi til at engagere sig i alt omkring sig. Imponerende!

Lis blev et aktivt og meget inspirerende medlem af vores studiegruppe, som var en gensidig uvurderlig støtte for os alle. Nu er den tredje fra gruppen død. Alt for tidligt for alle tre.

Lis ville være ortopædkirurg og havde såvel specialistens som den almene tilgang til sit fag. Den almene indstilling havde Lis i sig, men fik den også udviklet gennem lange perioder i almen praksis i Bollnäs i Sverige, både sidst i studiet og efter kandidateksamen.

Lis blev ortopædkirurg trods visse overherrer inden for specialet og var med til at danne det uformelle selskab »Bad Girls Society« efter talemåden: »Good girls go to heaven, bad girls go everywhere«. Mikrokirurg og ph.d. Hvad enten vi var kolleger på samme afdeling eller havde tusinde kilometer imellem os, var det altid spændende at følge Lis' beretninger udi specialet.

Lis hvilede ikke på laurbærrene, og i 1999 blev det til et halvt års fellowship i Johannesburg, Sydafrika, med fokus på behandling af plexus brachialis-skader, og dem var der nok af. Samtidig underviste Lis deres kommende håndkirurger. Ved de efterfølgende mange besøg i Sydafrika kunne Lis følger de dengang yngre læger, som nu var blandt cheferne.

De sidste ti år boede Lis på Frederiksberg. Det var vigtigt at komme tæt på børn, svigerbørn og børnebørn. Meget aktive år i starten med boligpolitisk arbejde og dannelsen af mange nye venskaber, men de gamle venner blev ikke glemt, og hvis man bad om hjælp, var Lis altid klar.

De sidste par år var Lis plaget af sygdom, og helt slemt blev det i efteråret, da en kræftdiagnose blev stillet. Heldigvis var der en rolig periode, hvor der blev tid til at tage afsked med familie og venner, men efter jul måtte Lis give op. Sønnerne Peter og Martin samt deres familier var hos hende i den sidste tid.

Vi vil savne Lis.