78 år og 1.600 patienter: »Jeg kan godt lide den respekt, jeg bliver mødt med«

Man skal ikke tale længe med Lars Larsen, før man fornemmer, at der her vist er tale om et både passioneret og humoristisk menneske.

Han er 78 år og tager sig som praktiserende sololæge af 1.600 patienter af mange forskellige nationaliteter i det københavnske nordvestkvarter.

Arbejdet, det »elsker« han, og han har da også indrettet sig hjemligt i praksis med bogreoler, klaver og sofa. Bøgerne er der ikke plads til derhjemme mere, så de står nu i venteværelset, så patienterne kan læse i dem. Sofaen lægger han sig på, når han trænger til det – og klaveret? Det vender vi tilbage til.

Hvorfor bliver du ved med at arbejde?

»Jeg kan godt lide det. Hvorfor skal man lave om på sit liv, når det kører godt? Jeg elsker mit arbejde og har altid gjort det. Der er jo mange andre, der også bliver ved med at arbejde, Clint Eastwood er da stadig i fuld gang«, siger Lars Larsen.

Han gnægger lidt. Det gør han tit, mens vi taler sammen.

Hvad er det, der er dejligt ved dit arbejde?

»Det er dejligt at møde sine medmennesker, og det er dejligt, at man kan være betragter til deres liv, samtidig med at man kan gøre dem en tjeneste. Nogle af patienterne konverserer jeg med om alt muligt mellem himmel og jord. Vi taler om livsanskuelser og politik, og jeg finder ret ofte ud af, at mine »bonuspatienter« - som jeg kalder dem – har de samme synspunkter, som jeg selv har. Det er selvfølgelig ikke afgørende for den lægefaglige behandling, at man er enig med mig, men jeg kan godt lide, at det er en del af jobbet, at man sidder og sludrer med sine patienter – også om andet end sygdom«.

Jeg har aldrig været udbrændt

Inde i Lars Larsens konsultation står et klaver. Klaveret er en anden væsentlig grund til, at han nyder at komme på arbejde. Indimellem giver han et nummer for patienterne, de musikalske vel at mærke. Chopin er hans store idol.

Du har 1.600 patienter, du har tid til at spille Chopin og ligge på sofaen, og du sludrer med patienterne om livsanskuelser og politik foruden at behandle dem … jeg synes ikke rigtig, det harmonerer med det gængse billede af travle praktiserende læger?

»Nej, de taler meget om, at de er udbrændte, men jeg har aldrig været udbrændt. Det er jo meget individuelt, og tid betyder ikke så meget, hvis man har rutinen, og det har jeg med 40 års erfaring i branchen. Og så er vi jo heldigt stillet i København, fordi vi har så mange speciallæger. Jeg kan ikke rose mig af at bruge meget tid på samtlige mine patienter. Jeg visiterer jo en del videre, som jeg ikke ordner selv, og hvis det er noget relativt banalt, vorter og den slags, så ryger de videre til hudlægen«, forklarer Lars Larsen.

Han kalder konsultationen på Frederiksborgvej for sit »andet hjem«, og hans russiskfødte kone arbejder der da også. Hun er uddannet ingeniør, men arbejder som hans sekretær. Sygeplejerske har han ikke.

Du har jo en solopraksis. Tror du, du kan sælge sådan en?

»Tiderne er blevet bedre, og i København har vi fået vinden lidt i ryggen, mens det stadig kniber i yderområderne. Jeg bliver i hvert fald ikke ved, fordi jeg ikke tror, at jeg kan sælge min praksis, og et salg skal ikke oppebære min økonomi«.

Respekt

Lars Larsen var i september i Styrelsen for Patientsikkerhed og fik fornyet sin dispensation til fortsat at arbejde selvstændigt i praksis. Han holder sig fagligt i gang, tager efteruddannelse, går til møder, til lægekollegial selskabelighed, læser sit ugeskrift og så videre ...

Hvor længe har du tænkt dig at blive ved?

»Det tænker jeg af og til på. Som det er nu, har jeg ikke lyst til at stoppe, og det har heller ikke været nødvendigt af helbredsmæssige årsager. Jeg bliver stimuleret af mit arbejde, og spørgsmålet er, om jeg ville have det sjovt ved at være pensionist. De tidligere kolleger, jeg møder i supermarkedet, har et lidt trist udtryk i ansigtet, og de siger også, at de savner arbejdet, og at de føler, at de er gået lidt i stå«, siger Lars Larsen.

Han tilføjer:

»Hvorfor skal jeg stoppe, når jeg har sådan et dejligt job? Jeg kan godt lide den respekt, jeg bliver mødt med i det daglige arbejde. Nogle patienter giver mig rødvin og gaver. Det er ikke noget, man ser på andre arbejdspladser«.

Læs også:

Flere gamle læger: De bliver ved og ved … og ved

Han er 86 år og har 20 hjertepatienter om ugen: »Jeg trives med det«