Han er 86 år og har 20 hjertepatienter om ugen: »Jeg trives med det«

»Vil du have kaffe«?

I vindueskarmen i Alf Wennevolds konsultation står en kaffemaskine. For han vil gerne selv have kaffe, og han kan jo ikke sidde og drikke kaffe uden også at byde sine patienter.

I speciallægepraksissen i Charlottenlund er kaffen sort.

»Men nogle af patienterne tager selv mælk med. Mange af dem kender mig jo godt og er kommet her gennem flere år. Når de har været her 100 gange, får de deres egen kop. Det er der to, der har«.

Alf Wennevold klukler. Han læner sig tilbage i sin stol ved skrivebordet, tydeligt veltilpas her i konsultationen. Selv om han er 86 år – og bliver 87 til marts –har han da heller ikke tænkt sig at lægge kitlen foreløbig.

»Hvorfor skulle jeg stoppe? Jeg trives med det. Hvis helbredet holder, bliver jeg ved. Jeg forsager jo ikke noget«, forklarer han.

Alf Wennevold er en af de 128 læger, der sidste år frem til 15. december fik dispensation fra Styrelsen for Patientsikkerhed til at kunne bevare retten til selvstændigt virke efter det fyldte 75. år. Ifølge Ugeskrift for Lægers oplysninger er Alf Wennevold det ældste erhvervsaktive medlem af Lægeforeningen, og vi har valgt at aflægge ham et besøg i klinikken for at finde ud af, hvad det er, der driver ham.

»Jeg kan lide det. Jeg kan lide at sidde og tale med patienterne, og min erfaring er, at man kommer meget langt, hvis man giver sig god tid til anamnesen og lytter efter, hvad patienterne fortæller«.

De orker ikke alt det udstyr

Alf Wennevold har i snit 20 patienter om ugen, de fleste er ældre, og de fleste er gengangere. Der kommer nok en lille håndfuld nye patienter om ugen. Han holder åbent tre dage om ugen, og er det nødvendigt, åbner han en ekstra dag.

»Jeg har 14 dages ventetid, og jeg vil helst ikke have, at patienterne skal vente længere. Hvis der er for mange, kan jeg tage en patient ind om lørdagen. Jeg kan heldigvis være fleksibel«.

Er der nogen patienter, der siger noget til, at du er så gammel?

»Nej, ikke rigtig. Deres praktiserende læge har som regel forberedt dem på det, og de kan jo selv vælge. Jeg tror, at mange af mine ældre patienter søger mig, fordi jeg er på deres alder. Så har de en fornemmelse af, at jeg har bedre tid end de unge, forjagede læger, og at jeg har en større forståelse for alderdommens problemer«.

Patienterne kommer til udredning og behandling for alt fra atrieflimren, hypertension og hjerteinsufficiens til mislyde på hjertet og smerter i brystet. Nogle gange må Alf Wennevold henvise patienter til en af de øvrige praktiserende kardiologer, fordi han ikke har det udstyr, som der er behov for, for eksempel ekkokardiografi.

»Jeg har aldrig haft ekko. Jeg har simpelthen ikke håndelaget. Jeg prøvede at lære det, da jeg var på Rigshospitalet, men det kræver en særlig fingerfærdighed, og den har jeg ikke«, forklarer han.

Men flere af de ældre patienter vil slet ikke henvises videre.

»De har brug for at snakke. De siger, at de ikke orker alt det udstyr, teknik og ledninger og dit og dat«, fortæller han.

Det er nu ikke, fordi Alf Wennevold kun holder sig til samtalen ved skrivebordet. Slet ikke. Han iagttager patienterne, undersøger dem, føler på leveren, måler puls, tjekker journaler og blodprøver, udfører ekg, og lytter til hjerte og lunger med stetoskopet.

»Jeg har et ganske almindeligt stetoskop« – han tager stetoskopet op i hænderne – »men det afgørende er ikke stetoskopet. Det er det, man har mellem ørerne«.

Noget skal jeg jo lave

Alf Wennevold blev læge i januar 1960, og efter ophold i Sverige og USA blev han i efteråret 1961 ansat på Rigshospitalets Hjerteafdeling.

Kone, fire børn og hus blev det også til, og den unge 1. reservelæge måtte køre lægevagter aften og nat for at forsørge familien. Det var hårdt, så det var faktisk »af nød«, som han siger, at han i 1972 nedsatte sig med egen praksis, skilt i vinduet og annonce i lokalavisen og telefonbogen.

Og sådan gik årene godt. Med meget arbejde fordelt på de to matrikler; Hjerteafdelingen på Rigshospitalet og praksissen i Charlottenlund. Hans daværende kone ville helst gå hjemme ved børnene, og han ville helst arbejde, så sådan blev den arbejdsdeling.

Da Alf Wennevold fyldte 70 år i marts 2003, måtte han lade sig pensionere fra sin overlægestilling på Rigshospitalet. Det skulle man dengang. Det gav ham mere tid til sin speciallægepraksis. Og dér er han så blevet.

»Noget skal jeg jo lave«.

Har du ikke andet at lave - nogle interesser?

»Jo, jo min tid går udmærket. Jeg har hus, have, kone, børn og børnebørn. Jeg passer ikke mine børnebørn – jeg har jo dårligt passet mine egne børn – men der er talrige fødselsdage. Jeg har også engageret mig i politik i det lokale seniorråd, hvor jeg er næstformand. Og så går jeg til sprog: russisk, arabisk og – indtil for nylig - portugisisk«.

Tre sprog… Hvorfor det?

»Portugisisk, fordi jeg har familie i Brasilien, og jeg vil gerne kunne tale med de mindste børn også. Russisk, fordi jeg i 1982 skulle til en konference i Moskva, og så ville jeg gerne kunne læse gadeskiltene. Siden er jeg fortsat. Og arabisk – det er mest for at holde hovedet i gang. Men det er også praktisk at kunne flere sprog, for jeg rejser en hel del og har været i 115 lande«.

»Det er alderen«

Siden 2009 har Alf Wennevolds praksis ligget på 1. sal ved Jægersborg Allé Midtpunkt, hvor han deler venteværelse og frokoststue med en hudlæge, en praktiserende læge, en kirurg og en lungemediciner.

»Så kan de også sige til, hvis jeg begynder at blive underlig i hovedet. De vil ikke kunne acceptere, hvis jeg ikke kan udføre mit arbejde ordentligt, for jeg har jo med patienter at gøre«, siger han.

Alf Wennevold har et godt helbred og et højt aktivitetsniveau, og man kan godt blive mentalt forjaget af at forsøge at holde trit med ham. I denne uge skal han for eksempel på kursus i Nyborg og til to aftenforestillinger i Det Kongelige Teater – foruden at han selvfølgelig passer sin praksis.

Det er ikke, fordi han har gjort alverden for at holde sig sund. Han har ikke røget, men han er bestemt ingen asket og »spiser gerne en kage«, hvis han kan komme til det.

Men alderen trykker lidt nu. Alf Wennevold kan ikke gå helt så langt og helt så hurtigt, som han før har kunnet.

»Sidste sommer var jeg i Kirgisistan og Kasakhstan. Vi skulle vandre opad i 35 graders varme i fuld sol, og da kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne følge med dem, der var langt yngre end mig. Det har jeg ikke oplevet før, men det begynder selvfølgelig at komme. Det er alderen«.

Hvor længe bliver du ved med at arbejde?

»Det har jeg overladt til Vorherre. Jeg tager et år ad gangen«.

Er glad, når det er overstået

Men Styrelsen for Patientsikkerhed har også et ord at skulle have sagt. Den 14. januar skal han til samtale i styrelsen for at få fornyet sin dispensation fra 75-årsreglen.

Alf Wennevold er fortrøstningsfuld, for der er ikke sket det store siden sidst, og han holder sig som sædvanlig godt fagligt opdateret. Går til konferencer og til kurser, som er arrangeret af Lægeforeningen, Indsatser for Rationel Farmakoterapi og Dansk Cardiologisk Selskab.

»Jeg sidder altid oppe foran til konferencer. Før var det for at blive set, nu er det for at kunne høre«, griner han.

Er du nervøs for at skulle ind i styrelsen?

»Neeiij« – han trækker lidt på det – »de er altid meget flinke, og de er ikke ude på at slagte en. Så jeg er ikke direkte nervøs. Men jeg er da glad, når det er overstået«.

Læs også:

Flere gamle læger: De bliver ved og ved … og ved

78 år og 1.600 patienter: »Jeg kan godt lide den respekt, jeg bliver mødt med«