Fakta og vurdering
Sted: Panum, Blegdamsvej 3, 2200 København. Spilleperiode: 23. – 28. februar. Varighed: 2,5 time
4 ud af 5 stjerner
Siden 1994 har Medicinerrevyen taget samfunds og særligt læge(videnskabs)-aktuelle emner under kærlig behandling. Og heldigvis fortsætter det. Studenterklubbens kælder har dannet rammerne indtil for nylig, hvor revyen flyttede i kantinen i det nye Mærsk tårn. Dette var afgjort en af aftenens højdepunkter; ikke at det er ros til kantinen, men til instruktørerne for at udnytte de nye omgivelser på fineste vis med en ekstra scene på gulvet og tilhørende trappe, som gnidningsfrit gled ind og ud af den samlede forestilling.
Imellem disse stod det knivskarpe band med en sand kopi af Jan Glæsel i front, som afgjort gav den samlede forestilling et markant løfte. Når man så oveni i at glæde ørene fra denne trompetledede supergruppe også præsenterer en meget flot håndfuld dansere, der ud over at lave stående backflips (!) også kan skrue koreografi sammen, som må gøre professionelle teatre lidt møre i knæene, har du fundamentet til en god forestilling.
En samlet spilletid på 2,5 time (inkl. kort pause) er lang tid. Også for lang tid, når der var flere af indslagene, der var originale i sin fortælling men bare alt for lange, herunder idéen om at udstille bornholmernes særhed ved et mord var sjovt og finurligt, men langsomt og langtrukket.
Der var meget originalt materiale, der behandlede aktuelle emner. Særligt var etablering af den kommende Region Østdanmark skiftet ud med munkeordener og kirkelige problemstillinger skarp med den fine krølle på halen at sno speciallægeloftet ind i sketchen. Og lige så sjovt var det også at se vores alle sammen Anna og Lotte fra Børnetimen på DR agere læger over for lille Georg.
En publikumbanger, de fleste i salen kunne være med på, var den velfortjente hån af »forelæsningskonceptet«. Selv om sketchen i lignende form er præsenteret før, var den kondenseret præcis til alle de dårlige forelæsninger, vi alle har set. Det var sjovt.
Noget der også er set før i lignende koncepter, fungerede dog mindre godt. Blandt andet den »klassiske« sketch med, at ortopædkirurger er mindre begavede end andre læger og ikke kan læse et ekg. Det bliver en lavthængende frugt, som er blevet gammel og mangler et nyt element i sin fortælling. Og på samme måde at seksualisere blodprøvetagning uden at komme med en egentlig afslutning, fungerede ikke.
Dertil savnede jeg, at Grønland og Grøndlandsmedicinen kom under behandling, hvor der må være masser af sjov at hente.
Når det så er sagt, så grinte jeg (og dem omkring mig) det meste af aftenen, da det er en utrolig dygtig skare af frivillige, der bruger et umætteligt antal timer på at få dette op at stå. Og hvis ikke du er til revy og sketches, så vil jeg næsten anbefale dig showet, kun for at høre »Jan Glæsel«. Og jo – se også sketchen, hvor en spætte laver sjov med livet som single på et skørt datingmarked.
