Fakta og vurdering
Musicalen »Dear Evan Hansen« har danmarkspremiere på Det Kongelige Teater i disse dage. Musicalen, som har vundet adskillige priser efter sin verdenspremiere i 2015, er blevet kaldt en moderne klassiker og handler om noget så vedkommende som ensomhed.
Vores hovedperson er Evan. En amerikansk high school-elev dybt præget af social angst. Han har ingen venner, og hans mor, som er eneforsørger, er altid på arbejde eller aftenskole. Evan har svært ved at være til i verden, og hans psykiater har bedt ham skrive breve til sig selv for at arbejde på sit selvværd. Uheldigvis havner et af disse breve i hænderne på en anden dreng, Connor, som heller ingen venner har.
Connor kæmper desværre sine egne voldsomme kampe og tager sit eget liv kort efter – med Evans brev i lommen. Forvekslingen opstår så, da Connors familie overbeviser sig selv om, at deres søn rent faktisk havde en ven, og tager Evan under deres kærlige vinger. Evan, som nyder godt af den bedre stillede families overskud og i øvrigt bliver kærester med afdøde Connors søster, kan ikke finde ud af at fortælle sandheden og vikles dybere ind i løgnen. Til sidst må sandheden dog ud, og Evan indser, at han ikke kan blive ved med at lade som om, han er en anden.
Opsætningen er vedkommende og rimelig relaterbar. Thorbjørn Hedegaard leverer en enormt troværdig og charmerende Evan, mens Johanne Louise Schmidt giver et hjerteskærende portræt af hans velmenende, men underdrejede mor. Resten af karaktererne glider – ligesom scenografien – glat hen over scenen uden for meget støj, farve eller gennemslagskraft. Musikken er let at lytte til uden at levere egentlige overbevisende hits. Stykket bæres primært af karaktererne, som ikke får megen hjælp fra den skrabede, grå scenografi, og selv om forestillingen rummer rørende momenter, er de få. Måske netop derfor føles forestillingen en smule langtrukken.
Forestillingen sætter en ny type helt i førersædet, hvilket er forfriskende og formentlig vil tale til mange unge, som føler sig ensomme eller forkerte. Det er jo en musical, så selvfølgelig ender den lykkeligt: Evan får en gul jakke og forstår, at han er god nok, som han er. At han har udnyttet en dybt traumatiseret families tragedie til at nå frem til den erkendelse fremstilles imidlertid ikke som specielt problematisk.
Forestillingen sælger budskabet »du er god nok, præcis som du er!«, men uden at tilbyde nogen reel nuancering eller genoprejsning til afdøde Connor, der af sin egen søster beskrives som »et monster«. Hans selvmord bruges udelukkende til at accelerere Evans udviklingsrejse, hvilket mildest talt virker smagløst. Ikke desto mindre har forestillingen høstet mange seksstjernede anmeldelser, og begejstringen var da også tydelig i salen. Hvis man kan lukke øjnene for den ene drengs skæbne og i stedet glædes over den andens, kan man formentlig få en dejlig aften i teatret. Denne anmelder kunne dog ikke lade sig begejstre til fuldt antal stjerner.
