Årsmøde i LVS: Lægestanden lider af »kronisk sammenklumpningssyndrom«

»Er der en læge til stede?«. Det var spørgsmålet ved Lægevidenskabelige Selskabers (LVS) årsmøde, hvor salen var godt fyldt op af netop læger. Alligevel var svaret et andet: Nej. For der er dele af landet, hvor der ikke er en læge til stede. Ligesom der er sygdomme og lidelser, der ikke er læger nok til at behandle.

LVS-formand, Susanne Axelsen, foretog fra talerstolen en verbal MR-skanning af lægestanden. Diagnosen var klar: kronisk sammenklumpningssyndrom. En tilstand hos læger, forklarede hun, hvor man klumper sig sammen i de store byer og i bestemte prestigefyldte specialer. Hvor man graver sig ned i subspecialisering og kravler op i elfenbenstårnet, hvorfra man mister blikket for populationsansvar og multisygdom.

»Hierarkier og snobberier« kaldte dagens vært det, som i årtier har præget lægers valg af speciale og postnummer.

»Jeg har selv spillet med på de hierarkier«, erkendte Susanne Axelsen: Når hun har følt, at det var finere, at en kollega opererede for at redde liv, mens hun selv opererede en nedsynkning i en kvindes underliv blot for at redde livskvalitet. Men også når hun med en vis selvtilfredshed skriver »Universitetshospital« under sit navn i mailsignaturen.

Alt sammen en kultur, der spænder ben for ambitionerne i sundhedsreformen om at skabe lægefaglighed i hele landet, mente LVS-formanden.

»Det kan vi ikke være bekendt«, sagde hun og skød dagens mange interessante oplæg og debatter i gang.

Mere fokus på sociale markører

Første oplægsholder var læge og professor, Peter Vedsted, Universitetsklinik for Innovative Patientforløb, Aarhus Universitet. Han havde taget velkendte statistikker med, som viser, at den omvendte omsorgslov betyder, at risikoen for at dø, før man fylder 75 år, er halvt så stor i Rungsted eller Risskov som landsgennemsnittet, mens den i områder som Gedser er det dobbelte.

Peter Vedsted fremhævede Lolland-Falster som et eksempel på systemsvigt: Her er der 38% færre lægebesøg end landsgennemsnittet på trods af, at befolkningen har 60% større sandsynlighed for at dø tidligt og kæmper med mere kræft, KOL og psykiatriske diagnoser.

»Det er den omvendte omsorgsorlov i fuldt flor i Danmark«, sagde han og tilføjede:

»Den skal vi afskaffe«.

Han fortalte om et finsk studie, der viser, at risikoen for at dø af diabetes bliver dobbelt så høj, hvis man bor alene. Men selv om vi i Danmark har fuldstændig styr på alle med sukkersyge, bruger vi ikke det at bo alene som en risikomarkør. Dermed overser vi væsentlige sociale faktorer, og han opfordrede til, at man allerede fra mandag begynder at planlægge sundhedsvæsenet derefter.

Som ludobrikker

Professor emeritus og sundhedsøkonom, Kjeld Møller Pedersen, SDU, var inviteret for at tale om de seneste årtiers centralisering og specialisering. Og ikke mindst spørgsmålet: Har vi fået overspecialisering?

Specialisering har øget kvaliteten, slog han fast, men har også skabt sammenklumpningsproblemerne. Han mente, at det er nået til et punkt, hvor der er »ulemper ved de fordele«, der er ved specialiseringen.

Med udgangspunkt i en patienthistorie fra egen familie illustrerede han, hvordan »specialisering er blevet lig med fragmentering«, idet hans storesøster var blevet indlagt akut med voldsomme smerter i benet, men udskrevet, da der kom styr på det forhøjede blodtryk. Smerterne gik dog ikke væk, og først da hun kom ind på en ældremedicinsk afdeling, blev hun set som en hel person – og en fysioterapeut blev tilkaldt.

Han havde desuden et slide med af en mark med et kunstvandingssystem. Et billede på den »managermodel«, som bruges til at løse problemer med specialisering og centralisering. Et eksempel er dimensioneringsplanen frem mod 2030, som er styring – det vil sige kunstvanding – frem for frivillighed.

»Vi stopper vandet, hvor der ikke er behov, og fører det hen, hvor der er behov for det«, sagde han, hvortil en yngre læge i salen opponerede mod at blive flyttet rundt »som en ludobrik«.

Derfor understregede Kjeld Møller Pedersen også vigtigheden af, at kunstvandingen sker »gelinde«.

Klinikophold flytter læger

Rebecca Kjær Andersen, forperson for FADL’s politiske udvalg, præsenterede en omfattende undersøgelse foretaget i 2025 blandt medicinstuderende. Her var der især én klar tendens: Tilfredsheden med klinikophold er faldende. Rebecca Kjær Andersen koblede den faldende tilfredshed sammen med den politiske beslutning om at øge optaget på medicinstudiet, hvilket presser de enkelte afdelinger.

Det største fald i tilfredshed ses i Aalborg, hvor indtaget af studerende er øget mest. De studerende føler sig her i højere grad overladt til sig selv med ansvaret for deres egen læring, fortalte hun.

Der var dog også gode nyheder: Interessen for nogle af de specialer, der er brug for, er høj og stabil. Det gælder særligt for almen medicin. Mens interessen for psykiatri stadig ikke er stor nok til at dække behovet. Der var dog i 2023 en stigning, måske grundet øget fokus på faget i den offentlige debat.

»Det tyder på, at fokus på de gode historier har en positiv effekt«, lød det fra Rebecca Kjær Andersen.

Hun kunne dog også fortælle, at de studerende i 2025-undersøgelsen udtrykker markante bekymringer for deres kommende arbejdsliv: Ikke at kunne få deres ønskespeciale eller overhovedet at kunne få en uddannelsesstilling. Balancen mellem arbejde og privatliv. Samt frygten for at blive tvunget til at flytte for at få et job.

Sidst, men ikke mindst fortalte hun, at personlig erfaring gør en stor forskel. En tredjedel af de studerende, der har været i klinik i et yderområde, fik et mere positivt billede af at arbejde der efterfølgende. Hun foreslog derfor, at man aktivt »skruer på«, at alle får lov at prøve et klinikophold i et yderområde i løbet af deres uddannelse.

Flere livsfasesamtaler

Gitte Valsted Eriksen, uddannelseskoordinerende ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, præsenterede en dugfrisk undersøgelse blandt læger i hoveduddannelse (HU).

Den viser, at kommende speciallæger prioriterer privatlivet højt, og at geografi er en væsentlig beslutningsfaktor for at få hverdagen til at hænge sammen. Hun understregede:

»Det levede liv skal også hænge sammen for speciallæger«.

Undersøgelsen viser entydigt, at fleksibilitet og work-life-balance er afgørende, og hun talte for, at ønsket om nedsat tid eller deltid ikke længere bør betragtes som en luksusting, men en nødvendighed for børnefamilier.

Et citat fra undersøgelsen gav indblik i, hvad HU-lægerne ønsker sig:

»Jeg går derhen, hvor der er ledelse, som gør, at mit arbejdsliv bliver bæredygtigt«.

Gitte Valsted Eriksen kaldte det gode lærings- og arbejdsmiljø en »hård kapital« i kampen om at tiltrække læger, og hun opfordrede til en ny tilgang til personaleledelse for at mindske modstanden mod at arbejde uden for universitetshospitalerne.

»Vi har brug for at tage nogle professionelle livsfasesamtaler med vores kolleger omkring, hvad er det, der skal til for at reducere friktionen«, sagde hun og ønskede sig væk fra one size fits all-løsninger til en større nysgerrighed på den enkelte læges ønsker.

Opgør i kardiologien

Et af dagens mest livlige indlæg var en battle mellem generationerne. Den »gamle« og »gnavne« kardiolog og cheflæge, Jacob Thorsted Sørensen, AUH, og den »unge«, »overambitiøse« og næsten nybagte kardiolog, Kasper Korsholm, spillede verbal pingpong om højteknologisk og dyb specialisering versus behovet for bredere forebyggelse og populationsansvar.

Jacob Thorsted Sørensen udfordrede sit eget »prestigespeciale« ved at påstå, at man kunne redde flere liv ved at fokusere på forebyggelse og enkel, lige behandling frem for at vente på, at skaden er sket, og så reparere med dyre højteknologiske indgreb.

Han pegede på, at ekstrem subspecialisering nedsætter lægers fleksibilitet. Når læger kun interesserer sig for meget specifikke nicher – f.eks. en bestemt hjerteklap – bliver det svært at håndtere multisyge patienter.

Han advarede mod, at subspecialister har en tendens til at bestille for mange unødvendige og dyre undersøgelser for at udelukke sjældne sygdomme inden for deres eget felt – selv ved simple symptomer som let forhøjet blodtryk.

Kasper Korsholm præsenterede modargumenterne og fremhævede det innovative drive og den faglige dybde i kardiologispecialet. Han argumenterede for, at specialisering sikrer kvalitet, og at dyb ekspertise gør det muligt for specialister at skære igennem og faktisk reducere antallet af undersøgelser, fordi de ved præcis, hvad de skal kigge efter.

Han mindede om, at forebyggelse ikke kan stå alene. »Brande« vil stadig opstå, og her er der brug for et effektivt »brandvæsen« i form af højtspecialiseret behandling.

Deres battle mundede ud i en fælles erkendelse af, at det ikke er et spørgsmål om enten-eller, men om at finde en balance.

»Læger skal være bedre til at træne deres evne til at vælge den rette behandling til den rette patient på det rette niveau«, rundede Jacob Thorsted Sørensen battlen af.

Succes i syd

Programmet bød også på indlæg fra læger fra yderområder, hvor man arbejder målrettet med at tiltrække læger til specialer og geografier, der ikke ligger øverst på hitlisten.

En af dem var HU-læge, Maria Jeppesen Knudsen, Nefrologisk Afsnit, Sygehus Sønderborg, som kunne bevidne, hvordan arbejde i periferien kan tilbyde en faglig bredde og medbestemmelse, som kan være sværere at finde på de store universitetshospitaler.

»Jeg får lov at arbejde rigtig dejligt bredt. Jeg oplever virkelig at kunne tilbyde en kvalificeret behandling til den multisyge patient, fordi jeg ikke kun er sporet ind på én tankegang«, fortalte hun.

Hun beskrev en hverdag præget af et tæt og fladt hierarki, hvor morgenkonferencer inkluderer alt fra medicinstuderende til erfarne speciallæger, og hvor samarbejdet med sygeplejersker og fysioterapeuter er en integreret del af patientbehandlingen.

Hun betonede – med tråd tilbage til dagens tidligere oplæg – vigtigheden af at skabe gode oplevelser for medicinstuderende i deres klinikophold, da det er her, kimen til et fremtidigt jobvalg lægges.

Succes i nord

Sønderborg i syd blev efterfulgt af Thisted i nord. Kommende speciallæge i intern medicin, Nikolaj Brix Hansen, og professor, Ulla Møller Weinreich, Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, fortalte, hvordan man i Nordjylland arbejder med at sikre lægefaglighed i perifere områder som Thisted.

Nikolaj Brix Hansen havde truffet et strategisk valg om at søge en slutstilling i Thisted.

»Ja, det er overraskende nok. Men jeg tager til Thisted for at fremme min karriere«, fortalte han.

Ved at vælge Thisted får han hurtigere adgang til ledelsesansvar og indflydelse, end han ville få i Aalborg, hvor anciennitet vejer tungere. Han betegnede Thisted som en »øvebane« for sin karriereplan om at blive cheflæge.

Desuden fortalte han varmt om Lægebussen, et mobilt kontor, der løser den geografiske udfordring ved at være læge bosiddende i Aalborg, men arbejdende i Thisted.

Ulla Møller Weinreich supplerede med det erfarne perspektiv på, hvordan man opbygger faglige miljøer på satellitmatrikler, og hun brugte en fiskemetafor til at illustrere, hvad læger som Nikolaj Brix Hansen kan få ud af vælge periferien: Som læge kan man vælge at være en »lille fisk i en stor sø« (universitetshospitalet i Aalborg) eller en »stor fisk i en lille sø« (matriklen i Thisted).

»Man har ansvaret for mere bredde i den lille sø«, forklarede hun.

Kald versus tvang

Resten af årsmødet gik med paneldebatter, hvor både et par regionspolitikere, Sundhedsstyrelsens direktør, en prodekan og en håndfuld af årsmødets øvrige oplægsholdere deltog på skift.

Især spørgsmålet om fremtidens lægeantal og overproduktion fik debatten i gang. Der blev sat spørgsmålstegn ved, om man uddanner for mange læger i de forkerte specialer.

Rebecca Kjær Andersen adresserede lægekaldet versus tvang. Hun understregede, at mange unge læger stadig har et stærkt kald, men at deres bekymringer bunder i en følelse af at blive tvunget ind i arbejdssituationer, som de ikke selv har valgt eller kan se sig selv i.

Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, sluttede af med et velkendt løfte:

»Jeg har lært i min tid som politiker, at vi aldrig skal gå på kompromis med kvalitet. Kvalitet skal være høj uanset postnummer. Derfor investerer vi målrettet i uddannelsesmiljøer, supervision og forskning også uden for universitetshospitalerne. Vi er klar til at investere i de faglige miljøer, der skal til for at skabe det gode lægeliv i hele landet«, sagde han.