LVS-formand svarer på kritik: »Det billede, vi tegnede, er ikke et fortegnet billede«

Da formand Susanne Axelsen på Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) årsmøde beskrev en lægestand præget af »hierarkier og snobberier«, der klumper sig sammen i store byer og prestigefyldte specialer, mødte det hurtigt modstand fra Lægeforeningen. Formand Camilla Rathcke kaldte billedet for »fortegnet« og »uretfærdigt« og påpegede, at læger er mere mobile end andre akademikere, bl.a. med henvisning til en analyse lavet af Lægeforeningen.

Men Susanne Axelsen ryster ikke på hånden over for kritikken.

»Det billede, vi tegnede, er ikke et fortegnet billede«, lyder hendes klare svar.

LVS-formanden forklarer, at fokus for årsmødet, afholdt under overskriften »Er der en læge til stede?«, ikke var den enkelte læges villighed til at flytte sig, men de overordnede mønstre i lægestanden.

»Årsmødet handlede om det faktum, at læger i generationer har søgt mod storbyer«, siger hun og mener, at det er et kendt faktum, at nogle specialer opfattes som mere tiltrækkende end andre. Bl.a. på grund af bedre muligheder for forskning og flere midler fra f.eks. industrien og fonde. En mekanisme, der har geografiske konsekvenser:

»Da subspecialer typisk udøves på de største sygehuse, der ligger i de største byer, er det der, mange læger søger hen«, fastholder Susanne Axelsen.

Men hun understreger også, at det ikke er en kritik af den enkelte læges indsats eller mobilitet.

»Det er på ingen måde en anklage om, at læger ikke vil flytte sig. For det gør læger«, lyder LVS-formand Susanne Axelsens svar på kritikken.

Kan ikke vente på reformer

Fra talerstolen på LVS’ årsmøde gav Susanne Axelsen lægestanden diagnosen »kronisk sammenklumpningssyndrom«. Det er den, der bl.a. har ærgret Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, som har udtalt, at der er en sandhed i det sagte, i hvert fald for nogle år siden, men at man er på vej i den rigtige retning med flere hoveduddannelsesstillinger, mere opmærksomhed på, hvor mange speciallæger der er brug for, hvad der skal sikre yngre lægers mobilitet, den gode rekruttering og fastholdelse samt et bredere fokus i den lægelige videreuddannelse.

Susanne Axelsen anerkender fuldt ud, at sundhedsreformen og speciallægerevisionen handler om at få flest læger derhen, hvor patienterne er mest syge, samt at speciallægeuddannelserne fremover bliver mere brede og mindre subspecialiserede sammenlignet med tidligere.

Men hun påpeger også, at sundhedsreformen ikke er rullet fuldt ud endnu, og at man heller ikke endnu kender indholdet af hele speciallægerevisionen og dens effekt.

»Arbejdet slår først fuldt igennem om 8-9 år. Det er om ni år, der skal være 5.000 privatpraktiserende læger ude i hele landet. Ikke i morgen«, siger Susanne Axelsen og tilføjer:

»Indtil sundhedsreformen og speciallægerevisionen slår igennem, synes vi i LVS, at især seniore læger har et ansvar for at gøre uddannelsen så god som mulig og gøre det så attraktivt som muligt at arbejde i periferien. Det kan vi gøre ved at gøre arbejdsmiljøet godt alle steder, ikke kun inde på de store sygehuse«, siger Susanne Axelsen.

Hun pointerer, at der også er brug for at blive ved med at gøre politikerne opmærksomme på det uholdbare og urimelige i, at vi uddanner langt flere læger på universiteterne, end der er uddannelsesstillinger til i sundhedsvæsenet.

»Vi er helt enige med Lægeforeningen. Der skal være uddannelsesstillinger nok i alle specialer til dem, der gerne vil tage en speciallægeuddannelse. Der er brug for dem«.

Også lægers ansvar

Italesættelsen af det individuelle ansvar for mobilitet og specialevalg var også et af Camilla Rathckes kritikpunkter. Hun gav udtryk for, at læger kan tage ansvar for mange ting, men ikke for underprioritering i forhold til, hvor mange speciallæger der skal være. Det er politikerne, der har sovet i timen, har hun understreget.

Susanne Axelsen kan ikke genkende, at LVS gør lægers specialemæssige og geografiske sammenklumpning til et individuelt ansvar. Hun ser det som en opgave for de lægefaglige miljøer generelt.

»Det er netop ikke vores individuelle ansvar. Det er vores ansvar som gruppe – og dermed bliver det også mit ansvar og mine kolleger i specialerne ved siden af at sikre, at der både bliver bedre uddannelse og godt arbejdsmiljø i periferien, så man får flere unge læger derud. Hvis vi ikke gør det faglige miljø attraktivt på regionshospitalerne og ude i praksis, langt væk fra storbyen, så mener jeg, vi har sovet i timen. Det er også vores ansvar«, fastholder hun og advarer mod at overlade det hele til politikerne. Lægerne selv skal tage teten:

»Vi læger er de eneste, der kan prioritere det lægefaglige. Vi skal ikke vente på, at politikerne gør det«, mener hun.

Læger har evnen og derfor pligten

Susanne Axelsen holder fast i både temaet for årsmødet og sin diagnose i åbningstalen om geografisk og specialemæssig »sammenklumpning«. Hun medgiver, at hendes formidling var skarp. Men det var et bevidst valg for at sætte gang i samtalen.

»Åbningstalen har skabt debat og diskussion. Det var også meningen. Vi kan i hvert fald konstatere, at dette årsmøde har været omgærdet af en meget stor interesse og er det bedst besøgte nogensinde. Så det er et tema, der ligger mange på sinde«, siger hun og kalder ordvalget »sammenklumpning« for »lidt provokerende«.

For selvfølgelig skyldes geografiske og specialemæssige ubalancer også politiske omstændigheder, understreger hun.

»Det er vi helt enige i. Men vi advokerer for, at vi som læger har et medansvar for at bekæmpe ulighed i sundhed«, siger Susanne Axelsen og afviser, at LVS som lægevidenskabelig paraplyorganisation blander sig utidigt i politik.

»Til det vil jeg sige, at vi læger er en meget veluddannet faggruppe. Vi udvikler os fagligt hele livet, vi er til stede i klinikken hver dag, og vores sigte er meget længere end den politiske horisont typisk er. Vi har en pligt til at udfordre os selv og diskutere den faglige udvikling, fordi vi har evnen. Vi blander os ikke i selve reformarbejdet, men vi vil gerne bidrage til udviklingen i sundhedsvæsenet med alt, hvad vores lægefaglighed indebærer«, siger Susanne Axelsen.

Læs eller se Susanne Axelsens tale på LVS’ årsmøde her.