Camilla Rathcke ærgrer sig over LVS-budskab: »Billedet af læger som uvillige til at flytte sig er forkert«

Da Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) for nylig afholdt årsmøde under overskriften »Er der en læge til stede?«, tegnede LVS-formand Susanne Axelsen fra talerstolen et billede af en profession, der klumper sig sammen i store byer og prestigefyldte specialer. Hun pegede på, at »hierarkier og snobberier« i årtier har præget lægers valg af både speciale og postnummer, hvilket har ført til en skæv fordeling på danmarkskortet.

Diagnosen lød: »Kronisk sammenklumpningssyndrom«, og så var årsmødet skudt i gang med overordnet fokus på lægers manglende mobilitet.

Men den udlægning vækker ærgrelse hos Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, der kalder billedet af læger som uvillige til at flytte sig både forkert og uretfærdigt.

»Det er et fortegnet billede, fordi læger er den akademiske gruppe, der er mest mobil og kommer mest rundt i landet. Det viser f.eks. en analyse, vi har lavet i Lægeforeningen«, siger hun og mener derfor, at diagnosen »kronisk sammenklumpningssyndrom«, som blev præsenteret fra talerstolen, rammer ved siden af skiven.

Sandt uden at ramme rigtigt

Det var ikke kun LVS-formand Susanne Axelsen, der talte ind i årsmødets tema om lægers mobilitet. Professor emeritus og sundhedsøkonom, Kjeld Møller Pedersen, påpegede i sit indlæg, at den ekstreme specialisering har skabt sammenklumpningsproblemer.

Han sammenlignede de nuværende dimensioneringsplaner med et »kunstvandningssystem«, hvor man politisk styrer og stopper vandet (lægerne), hvor der ikke er behov for dem, og fører dem hen, hvor manglen er størst – frem for et system, der er baseret på frivillighed.

Årsmødedeltagerne var også engagerede i tematikken. En yngre læge på tilhørerrækkerne rejste sig og opponerede mod at blive flyttet rundt som »ludobrikker«.

Et par yngre læger og deres ældre overlæger og cheflæger fra udkanterne i Danmark var inviteret for at tale om deres egne erfaringer med at »vende magneten« og »strømmen«, så flere læger søger ind i specialer, der ikke ligger højest på hitlisten, og ligeledes kommer ud i »periferien« geografisk set.

Camilla Rathcke var selv til stede ved årsmødet og lyttede med på de mange oplæg.

»Jeg havde en fornemmelse af gennem flere oplæg, at der er en sandhed i det sagte, i hvert fald for nogle år siden, men det ramte ikke helt rigtigt. Der manglede nuancer. Det blev jeg lidt ærgerlig over af flere grunde«, siger hun.

Tal viser et andet billede

Når Lægeforeningens formand går i rette med LVS-budskabet om sammenklumpning, er det fordi, hun ikke mener, at budskabet stemmer overens med data. Hun henviser til Lægeforeningens analyse af lægers fordeling på tværs af landet – sammenlignet med øvrige akademikere. Den viser, at læger i langt højere grad end andre akademikere bosætter sig bredt i landet. Faktisk er andelen af læger i provinskommuner 30% højere sammenlignet med øvrige akademikergrupper.

Analysen viser også, at i landsdele som Fyn, Sydjylland, Vestjylland og på Bornholm, hvor akademiske job generelt er færre, er læger overrepræsenterede i forhold til andre akademikere.

Forskellene hænger delvist sammen med sundhedsvæsenets organisering, hvor sygehusene og praksissektoren er mere geografisk spredt end andre akademiske arbejdspladser.

Har arbejdet benhårdt

Men tallene viser ifølge Lægeforeningens formand, at læger har en høj grad af mobilitet og er villige til at flytte sig – hvis rammer og incitamenter understøtter det.

En undersøgelse af introduktionsstillinger viser, at 75% af lægerne er villige til at søge stillinger uden for deres eget nærområde. Knap 60% af lægerne er villige til at pendle op til en time hver vej, og hver fjerde læge er villig til at transportere sig i op til to timer for det rette job.

En undersøgelse blandt yngre almenmedicinere viser, at 51% gerne vil arbejde i et lægedækningstruet område.

»Analyserne afdækker, at verden ser anderledes ud. Det er ærgerligt, når en stor tilhørerskare af kolleger i alle aldre og fra mange specialer går hjem med et billede, der ikke er helt rigtigt, og som lige mangler det sidste for at være dækkende«, siger Camilla Rathcke og påpeger, at læger gennem mange år har arbejdet »benhårdt« og »udvist stor mobilitet« for at få hverdagen og karrieren til at gå op.

Ikke individuelt ansvar

Lægeforeningens formand anfører, at man med LVS-oplægsholdernes måde at tale om lægers manglende mobilitet på placerer et urimeligt ansvar på de enkelte læger for noget, der er strukturelt.

»Jeg sad med en ærgrelse over at høre udlægningen af sammenklumpningssyndrom gjort til et individuelt lægeligt ansvar i forhold til at flytte sig«, siger Camilla Rathcke.

»Det er taget ud af den kontekst, at man i mange år har været i arbejdsmarkedets magt. Vi har tidligere manglet læger, og nu mangler vi speciallæger, og det er ikke lægers ansvar, at vi har været for få læger i en lang periode, som har gjort rekruttering nemmere i de største byer, hvor universiteterne ligger«, siger hun og slår fast:

»Vi kan ikke tage ansvar for sundhedsvæsenets underprioritering i forhold til, hvor mange speciallæger der skal være. Det er altså politikerne, der i årevis har sovet i timen og ladet manglen på speciallæger vokse sig større«.

Anerkender prestige

Når det er sagt, så medgiver Lægeforeningens formand, at der findes kulturelle udfordringer med prestige i visse specialer frem for andre. Det, som LVS-formand, Susanne Axelsen, på årsmødet kaldte »hierarkier og snobberier«, og som »i årtier har præget lægers valg af både speciale og postnummer«.

Her ramte LVS-formanden »fint hovedet på sømmet«, lyder det fra Camilla Rathcke, som mener, at der er tale om en kultur, som også læger selv er nødt til at gøre op med. Her fremhæver hun et indlæg på årsmødet fra kardiologisk cheflæge, Jacob Thorsted Sørensen, som under overskriften »Et prestigespeciale taler ud« udfordrede sit eget privilegerede speciale.

Men Camilla Rathcke pointerer samtidig, at »vi er på vej i den rigtige retning«, bl.a. ved at have et bredere fokus i den lægelige videreuddannelse og ved, at man også erkender, at hverken speciallægeuddannelserne eller specialeplanen skal føre til så meget dybdespecialisering, at det forglemmes, hvad en speciallæge inden for hvert speciale i en vis udstrækning bør kunne håndtere, lyder det fra Lægeforeningens formand.

Ikke ansvar for underprioritering

Samtidig afviser hun det billede, som hun også mener blev tegnet på årsmødet, nemlig at man politisk kun fokuserer på de fire specialer i sundhedsreformen: almen medicin, geriatri, psykiatri samt børn og unge-psykiatri.

»Det er ikke rigtigt, at man ikke kan blive andet end de fire specialer. Der er løbende udskiftning i alle specialer, og siden 2011 er der i to tredjedele af alle specialer kommet flere forløb«, understreger hun og tilføjer:

»Vi kan tage ansvar for mange ting, men vi skal ikke tage ansvar for underprioritering i forhold til, hvor mange speciallæger der skal være«.

Afslutningsvis forklarer Camilla Rathcke, hvorfor hun som Lægeforeningens formand finder det nødvendigt at påpege sin uenighed i budskaberne på LVS-årsmødet.

»Vi har brugt rigtig meget tid og mange år på at arbejde benhårdt for flere hoveduddannelsesstillinger og gøre opmærksom på, hvor mange speciallæger der er brug for, hvad der skal sikre yngre lægers mobilitet, den gode rekruttering og fastholdelse. Det afkog, der kom frem på årsmødet, var ikke den måde, jeg ville koge det ned på. Der mangler dybde og nuancering«, slutter Camilla Rathcke.