I alt 16 ud af 17 medlemmer af Det Etiske Råd siger nej til, at dødshjælp bør indføres i Danmark. Det er fjerde gang siden 1996, at Det Etiske Råd udtaler sig om dødshjælp, og det er fjerde gang, et overvældende flertal i rådet siger nej.
Dagens udmelding er så krystalklar, at den bør få regeringen til alvorligt at genoverveje, hvordan drøftelserne om at sikre en værdig død skal fokuseres, lyder det fra formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke.
»Det Etiske Råd påpeger, at dødshjælp risikerer at medføre uacceptable ændringer af grundlæggende normer for samfund, sundhedsvæsen og menneskesyn. Hvis først dødshjælp bliver en mulighed, så er der for stor risiko for, at det bliver til en forventning rettet mod særlige grupper i samfundet. Lægeforeningen er helt på linje med Det Etiske Råd. Vi mener, at aktiv dødshjælp er i grundlæggende strid med lægens og sundhedsvæsenets rolle, som er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg. Ikke at forårsage patientens død. Vi bør ikke indføre aktiv dødshjælp i Danmark«, siger Camilla Rathcke i en skriftlig kommentar.
Hun fortsætter:
»Vi bør som samfund have debatten om en værdig død, men den skal dreje sig om, hvordan vi yder den bedste pleje, behandling og smertelindring for mennesker i den sidste tid« Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
»Debatten i offentligheden om aktiv dødshjælp er desværre præget af manglende viden og mange misforståelser, men Det Etiske Råd har haft øje for nuancerne og for, at der er for meget på spil omkring vores grundlæggende menneskesyn. Aktiv dødshjælp er en glidebane. Det, der starter med kun at være målrettet myndige døende patienter med fysiske smerter, udvider sig til personer med alvorlige handikap, børn og mennesker med psykiske smerter«.
Flertallet i Det Etiske Råd, heriblandt samtlige lægemedlemmer af rådet, mener, at der er for meget på spil omkring vores grundlæggende menneskesyn til, at dødshjælp bør indføres i Danmark. Flertallet mener ikke, at det er muligt, at der kan udvikles en lovgivning, som vil kunne fungere på forsvarlig vis og samtidig beskytte de mest sårbare i samfundet.
Et enkelt medlem, den juridiske tænketank Justitias direktør Birgitte Arent Eiriksson, mener, at der i princippet bør kunne etableres en forsvarligt reguleret form for dødshjælp, og at det derfor bør undersøges nærmere, hvordan en mulig model kan tage hensyn til grundlæggende samfundsværdier og til selvbestemmelsesretten for de personer, der ifølge dem selv lever et liv i ubærlig lidelse.
Adskillige meningsmålinger har gennem tiden vist et stort flertal for aktiv dødshjælp i Danmark. Senest i dag, 4. oktober, har DR offentliggjort en meningsmåling fra Epinion, hvor 72% af de adspurgte siger ja til at gøre aktiv dødshjælp lovlig, 10% siger nej, mens 18% ikke har taget stilling.
Selv om Det Etiske Råd tre gange tidligere har udtalt sig om dødshjælp, er der sket afgørende ændringer i verden omkring os, der taler for at tage emnet op igen.
Før 1997 var det således kun i Schweiz, at borgere fik aktiv hjælp til at dø. Men ved udgangen af 2022 er forskellige former for dødshjælp indført i Holland (2002), Belgien (2002), Luxembourg (2009), Columbia (2014), Canada (2016), Østrig (2021), New Zealand (2021), Spanien (2021), Australien (2022) og følgende amerikanske delstater: Californien, Colorado, District of Columbia, Hawaii, Montana, Maine, New Jersey, New Mexico, Oregon, Vermont og Washington.
Når Det Etiske Råd nu igen udtaler sig om aktiv dødshjælp, hænger det også sammen med, at borgerforslaget om »Legalisering af aktiv dødshjælp« i maj måned opnåede 50.000 støtter, hvilket betyder, at Folketinget skal behandle forslaget. Folketingets sundhedsudvalg har efterfølgende bedt Det Etiske Råd om en udtalelse i sagen.
På dette års folkemøde på Bornholm satte statsminister Mette Frederiksen (S) imidlertid yderligere strøm til debatten, da hun fra talerstolen tilkendegav, at hun selv går ind for aktiv dødshjælp.
»Jeg ved godt, at det her er en svær debat, og jeg er også opmærksom på, at for eksempel Etisk Råd flere gange har udtalt sig imod. Selv har jeg det helt anderledes«, sagde hun og fortsatte:
»Det handler om værdighed i den sidste tid i livet. Hvordan rammerne for den sidste tid som menneske skal være. Og hvor meget vi mennesker selv skal have lov til at bestemme – og hvornår«.
I slutningen af september, et par uger før Det Etiske Råds offentliggørelse af deres anbefaling, nedsatte regeringen et nyt udvalg om aktiv dødshjælp med præst Kathrine Lilleør som formand. Det ny udvalg har til formål »at understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død«.
Fakta
Ønsker man at legalisere dødshjælp, vil det kræve en stillingtagen til, hvilken form for dødshjælp der skal være tale om. Der er to måder, hvorpå dette kan finde sted.
Ved assisteret selvmord ordinerer en læge et dødeligt middel til en patient, som derefter selvadministrerer midlet.
Ved eutanasi er der tale om en anden person, ofte en læge, som anvender det dødelige middel og dermed ender med at give den dødelige dosis.
Nogle vil muligvis finde assisteret selvmord mindre problematisk end eutanasi, fordi patienten selv er årsag til sin død. Principielt set har alle borgere i Danmark den mulighed at tage deres eget liv, hvis de ikke ønsker at leve længere. I praksis har meget syge patienter imidlertid sjældent denne mulighed, fordi de er bundet til deres sengeleje. En lovliggørelse af assisteret selvmord kan derfor siges at bibringe dem de muligheder for at tage sig selv af dage, som de fleste andre borgere har. Særligt for læger må man formode, at det vil være mindre ansvarspådragende at medvirke til selvmord end at udøve eutanasi.
I Det Etiske Råds arbejde med spørgsmålet om dødshjælp har rådet gennemgået de to modeller for dødshjælp, sådan som de er gennemført i henholdsvis Oregon og Holland, forklarede rådets formand Leif Vestergaard Pedersen, da Det Etiske Råd den 25. september holdt pressemøde om rådets overvejelser. De to modeller er på en række punkter afgørende forskellige.
»Hvis man sætter lægen til det, kommer det så til at påvirke lægers adfærd og vores tillid til læger, hvis de den ene dag hjælper folk til at dø, og den anden dag hjælper folk til at leve? Kan man overhovedet håndtere det i sit faglige hoved?«Leif Vestergaard Pedersen, formand for Det Etiske Råd
I Oregon tillader man kun assisteret selvmord og stiller krav om terminal sygdom. Et sådant krav findes ikke i den hollandske model, hvor både assisteret selvmord, hvor personen selv udfører den sidste afgørende handling, og eutanasi, hvor en anden udfører den afgørende handling, er tilladt for patienter med »ubærlig lidelse«. Hermed har bl.a. mindreårige og personer med psykisk lidelse også mulighed for at modtage dødshjælp. Antallet af personer, som afgår ved døden gennem dødshjælp, er ti gange større i Holland end i Oregon.
Det Etiske Råd har gennemgået de etiske argumenter for og imod aktiv dødshjælp, ligesom rådsmedlemmerne har drøftet, hvilke kriterier der i givet fald bør opstilles for at tillade aktiv dødshjælp, samt hvilke personer der skal udføre handlingen. Dette fortalte Leif Vestergaard Pedersen på rådets pressemøde.
Han tog udgangspunkt i DR-dokumentaren fra 2022 om Preben Nielsen, der ved en arbejdsulykke på en byggeplads var blevet lam fra halsen og nedefter. Preben Nielsen ønskede at dø og fik sit ønske om at få hjælp til at dø opfyldt i Belgien i maj 2022.
»Hvilke konsekvenser har det for andre og for vores samfund, hvis vi siger til Preben, at han gerne må dø?« spurgte Leif Vestergaard Pedersen retorisk og fortsatte:
»Det følger af det her, at vi skal finde en, der vil hjælpe Preben til at dø. Skal det være lægen, eller hvem skal det være? Og hvis man sætter lægen til det, kommer det så til at påvirke lægers adfærd og vores tillid til læger, hvis de den ene dag hjælper folk til at dø, og den anden dag hjælper folk til at leve? Kan man overhovedet håndtere det i sit faglige hoved?«
Centralt i Det Etiske Råds overvejelser har stået de afledte konsekvenser for samfundet og for andre mennesker i en udsat situation, ligesom spørgsmålet om beslutningskompetencen hos bl.a. psykisk syge også er blevet debatteret.
»Skal man bare have lov til at bestemme selv? Mange tænker: ,Giv ham nu lov til at dø’. Men det kommer til at påvirke mange andre mennesker, at vi giver et menneske lov til at dø. Først og fremmest alle andre, der er i samme situation som ham. De bliver direkte eller indirekte tvunget til at tænke: ,Er det egentlig rimeligt, at jeg gerne vil blive ved med at leve – at være til besvær i det her samfund?’« sagde Leif Vestergaard Pedersen på pressemødet.
Når danskerne gentagne gange har tilkendegivet, at de ønsker aktiv dødshjælp, er ønsket ofte blevet sammenkoblet med utilstrækkelig palliativ behandling.
Og der er noget at komme efter. I 2020 og igen i år har Rigsrevisionen kritiseret regionernes indsats på det palliative område, og i undersøgelserne fra The European Association for Palliative Care (EAPC ) scorer Danmark også lavt, når det handler om den samlede palliative indsats, skrev Ugeskrift for Læger i en artikel i juni.
I kølvandet på anbefalingerne, skriver et samlet Det Etiske Råd om netop palliation:
»Særligt to forhold angående de eksisterende muligheder for at lindre spiller ind i debatten om dødshjælp: en manglende adgang til en tilstrækkelig palliativ indsats og en manglende viden om adgangen til en sådan palliativ indsats. Skal debatten om dødshjælp føres på et oplyst grundlag, bør langt flere kende til muligheden for at frabede sig behandling og for at modtage lindrende pleje og omsorg samt smertebehandling, til døden indtræder«.
Camilla Rathcke efterlyser ligeledes et løft af den palliative indsats:
»Man får ikke en mere gennemarbejdet og klar udmelding end den, Det Etiske Råd nu har leveret, og det bør få regeringen til at genoverveje, ad hvilke veje en værdig død kan sikres. Det er ikke gennem et tilbud om aktiv dødshjælp. Vi bør som samfund have debatten om en værdig død, men den skal dreje sig om, hvordan vi yder den bedste pleje, behandling og smertelindring for mennesker i den sidste tid. Der er behov for et meget stort løft af blandt andet det palliative område, som Rigsrevisionen har påpeget flere gange. Her bør regeringen sætte ind«.
I førnævnte artikel i Ugeskrift for Læger i juli i år beklager Anette Hygum, der er formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin (DSPaM), at Sundhedsstyrelsen i sin nye plan for den lægelige videreuddannelse ikke lægger op til, at palliativ medicin skal være et lægefagligt speciale. Hun kalder det »meget tankevækkende« i forhold til debatten om aktiv dødshjælp.
Anette Hygum sagde dengang til Ugeskrift for Læger:
»Lidt populistisk kan man sige, at danskerne i høj grad efterspørger palliation – de ved bare ikke helt, at det er det, de efterspørger. Rigtig mange aner ikke, hvad palliation kan, og hvordan vi kan undgå unødvendig livsforlængende behandling og lindre symptomer i den sidste tid. I det lys er det paradoksalt, at styrelsen netop nu siger, at der ikke er en grund til, at vi bliver et lægefagligt speciale med den styrkelse af feltet, det kunne give, samtidig med at vi taler om noget så fundamentalt som aktiv dødshjælp«.
Fakta
Følgende medlemmer af Det Etiske Råd er af den overbevisning, at det i princippet er umuligt at etablere en forsvarlig regulering af dødshjælp, og anbefaler derfor, at man ikke legaliserer dødshjælp i Danmark: Berit Andersen, Svend Brinkmann, Grethe Christensen, Ida Donkin, Christian Gamborg, Anette Hygum, Henrik Nannestad Jørgensen, Knud Kristensen, Jacob Giehm Mikkelsen, Lise Müller, Christine Nellemann, Merete Nordentoft, Mie Oehlenschläger, Leif Vestergaard Pedersen, Rasmus Willig og Mikkel Wold.
Som begrundelse for denne anbefaling har rådsmedlemmerne lagt vægt på en eller flere af følgende overvejelser:
Medlemmerne anerkender, at der findes situationer for et ukendt antal personer, hvor ønsket om at fremskynde sin egen død, og ønsket om at hjælpe et andet menneske ind i døden, er forståeligt, men vil samtidig påpege, at selv mennesker med et langvarigt dødsønske, oplever stunder med ambivalens. De finder dog ikke, at der kan udvikles en lovgivning, som vil kunne fungere på forsvarlig vis. Det eneste, som vil kunne beskytte livet hos og agtelsen for dem, som er mest sårbare i samfundet, vil være et undtagelsesløst forbud.
Medlemmerne påpeger, at dødshjælp risikerer at medføre uacceptable ændringer af grundlæggende normer for samfund, sundhedsvæsen og menneskesyn. Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre. Hvis først dødshjælp bliver en mulighed, er der for stor risiko for, at det bliver til en forventning rettet mod særlige grupper i samfundet. En institutionalisering af dødshjælp risikerer derfor at true princippet om, at vi har samme krav på respekt og værdighed uafhængigt af, hvor meget vi lider, og hvor høj livskvaliteten vurderes til at være. Hvis vi tilbyder dødshjælp, så siges det, direkte eller indirekte, at nogle liv ikke er værd at leve.
Disse rådsmedlemmers kendskab til Oregon-modellen og den nederlandske model indikerer, at de to væsentligste spørgsmål om samtykke og adgang ikke lader sig regulere på betryggende vis. 1) Det vil være umuligt at afgøre med tilstrækkelig sikkerhed, hvornår et ønske om dødshjælp har den fornødne dybde og vedholdenhed. Medlemmerne noterer sig, efter at have konsulteret fagmiljøer, at mange terminale patienter oplever et meningsskifte i forbindelse med dødshjælp, når den rette hjælp i form af palliativ behandling bliver givet. Disse ændrer deres syn på, hvad et værdigt liv er, efterhånden som de bliver mere syge, og ændrer dermed den målestok, de bedømmer livet med. 2) Det vil være umuligt at tilbyde dødshjælp til de medlemmer af patientgrupper, der måtte ønske det, uden at personer i samme livssituation påvirkes og belastes urimeligt. Det vil desuden være for vanskeligt at afgøre, hvornår der er tilstrækkeligt gode grunde til at ønske dødshjælp, til at sundhedsprofessionelle bør stilles over for den slags afgørelser.
Medlemmerne anser dødshjælp for at stå i et modsætningsforhold til den palliative indsats og er derfor imod en lovliggørelse af dødshjælp, så længe vi som samfund ikke har udtømt mulighederne for at lindre. Hvis man i sundhedsvæsenet bliver bedre til ikke at overbehandle døende patienter og bliver bedre i stand til at tale med patienter om de nødvendige beslutninger at træffe ved livets afslutning, og hvis den palliative indsats er fuldt udviklet og fungerer tilfredsstillende, så vil det i høj grad være muligt at skabe anstændige rammer for en værdig død for alvorligt syge mennesker alene ved at have tilstrækkeligt fokus på den palliative omsorg.
Fakta
Ét medlem af Det Etiske Råd, Birgitte Arent Eiriksson, er af den overbevisning, at det i princippet kan være muligt at etablere en forsvarlig regulering af dødshjælp, og anbefaler derfor, at man igangsætter en grundig udredning med henblik på at undersøge behovet for dødshjælp i Danmark, og om der kan etableres en ordning, som kan fungere forsvarligt under hensyntagen til både grundlæggende samfundsværdier mv. og selvbestemmelsesretten for personer, der ifølge dem selv lever et liv i ubærlig lidelse og ønsker en værdig afslutning. En sådan udredning bør tillige have fokus på at belyse utilsigtede følgevirkninger i forhold til specifikke danske værdimæssige, sundhedsfaglige, juridiske, politiske og økonomiske forhold.
Som begrundelse for denne anbefaling har medlemmet blandt andet lagt vægt på følgende overvejelser:
Medlemmet finder, at spørgsmålet om dødshjælp udgør et reelt dilemma i forhold til et begrænset antal personer, som er tvunget til at føre liv eller livsafslutninger præget af ubærlig lidelse, som vanskeligt kan nås af de palliative tilbud. Disse personer er vanskelige at beskrive som samlet gruppe, men kriterier vil kunne blive belyst under den foreslåede udredning.
Medlemmet finder, at de risici, der er til stede ved en lovliggørelse af dødshjælp, i princippet bør kunne identificeres og til en vis grad minimeres, blandt andet gennem en omhyggeligt udarbejdet screeningsproces, hvor det ud fra både en objektiv og subjektiv vurdering sikres, at der er tale om en fornuftshabil person med et fast og vedvarende ønske om at afslutte sit liv på grund af en varig ubærlig lidelse, som ikke kan afhjælpes. Medlemmet anser ikke de to udenlandske modeller, som Det Etiske Råd har forholdt sig til, for at have opnået en betryggende regulering.
Desuden finder medlemmet, at den nuværende retstilstand indebærer betænkeligheder, f.eks. når pårørende føler sig forpligtede til at assistere med at afslutte et liv og dermed – afhængig af omstændighederne – risikerer en kortere eller længere fængselsstraf, og hvor der samtidig kan sås tvivl om aktualiteten og fastheden af afdødes ønske. Hertil kommer, at personer, der selv er i stand til at gennemføre et selvmord, kan forværre deres situation ved mislykkede forsøg, ligesom omstændighederne ofte vil være stærkt belastende for både dem selv, deres pårørende og øvrige omgivelser.
