Med let sammenknebne øjne skuer ordstyrer Sigge Winther ud over rækkerne af sorte klapstole, der er tæt besat af sommerklædte folkemødegæster.
»Nu vil jeg gerne høre, om der er nogen spørgs…«
Inden han når at færdiggøre sin sætning, er Christoffers arm røget i vejret på første række, og der er hverken brug for VAR eller målfoto for at afgøre, at han vandt mikrofonen. Christoffer siger henvendt til panelet lige foran ham:
»Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvorfor I ikke overvejer tidligere rekruttering – allerede på medicinstudiet?«, siger han og kommer med flere dugfriske eksempler fra sin egen nyligt overståede studietid i København.
Det er 29-årige Christoffer Kraul Ibsens første folkemøde. Sammen med syv andre yngre almenmedicinere udgør han Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM)’s delegation på dette års folkemøde i Allinge på Bornholm.
De har travlt. De skal deltage i panelet i ni debatter, og så forsøger de ellers at sprede sig ud og deltage som tilhørere i sundhedspolitiske debatter med et almenmedicinsk islæt.
Og dem er der mange af i år. Sundhedsreformens credo er at styrke det nære sundhedsvæsen og dermed det, der i nudansk politikerlingo betegnes som »det almenmedicinske tilbud«. Det fokus har gjort de yngre almenmedicinere til en af de mest eftertragtede grupper i de sundhedspolitiske debatter på dette års folkemøde.
Igen og igen lyder det:
Hvad vil I have?
Hvad er det, I tænder på?
Hvad kan få jer til at flytte ud fra storbyerne og blive læge for de mest syge?
Lige foran Christoffer Kraul Ibsen står de klassiske hvide caféborde med paneldeltagerne, heriblandt FYAMs formand Malene Lindholmer Nepper. Sammen med PLO’s formand og regionale topfolk har hun netop debatteret rekruttering ved FYAMs egen debat: »Hvordan når vi målet om 5.000 praktiserende læger om ti år?«.
I både denne og andre af dagens debatter har Malene Lindholmer Nepper fremhævet den almenmedicinske faglighed og budt på forslag til løsning af den næsten gordiske knude om, hvordan man kan få flere unge læger rekrutteret til de lægedækningstruede områder, inden de har nået at etablere sig i storbylivet.
Men hun har også løftet en advarende finger:
»Lige nu er mange af os lidt bekymrede, fordi det hele er kastet op i luften, og vi ikke kan se, hvilke vilkår og rammer vi kommer til at arbejde under, når vi bliver praktiserende læger. Hvis der bliver lavet en god opgavebeskrivelse, vil det helt klart være med til at give os mere ro i maven«.
Det er vigtigt for hende at undgå, at fremtidens almen praksis bliver lokale minisygehuse:
»I skal betone den almenmedicinske faglighed, når I flytter opgaver ud. Vi skal ikke én til én lave det, de hidtil har lavet på sygehusene«.
FYAM har i maj gennemført en medlemsundersøgelse, og besvarelserne fra de 670 medlemmer bliver flere gange drysset ud over debatterne på folkemødet.
16% ønsker helt klart eller i nogen grad at flytte til et lægedækningstruet område. 43% vil ikke flytte, men vil gerne arbejde i et lægedækningstruet område.
Fem år efter speciallægetitlen er i hus, ønsker otte ud af ti at eje deres egen praksis, og de, der ikke vil eje, vil næsten alle være ansat i det, der omtales som traditionelle PLO-klinikker, »som vi kender dem«. 3% har kig på regionsklinikker, og 0% vil være i koncernklinikker.
Malene Lindholmer Nepper bliver selv færdig med sin HU om tre år, og hun er klar til – med kort aftræk – at blive ejerlæge. Hvis der da er klinikker at købe, og de ikke er blevet opkøbt af andre, som hun siger.
I lægedækningstruede områder er chancerne bedre, men …
»En klar barriere for at flytte ud er, hvis man ikke har noget netværk der, hvor man skal flytte hen. Mange af os har børn, hele vores liv skal hænge sammen, og vi kan have brug for, at der er bedsteforældre og gode venner i nærheden«, siger hun, mens der nikkes ivrigt og bekræftende på stolerækkerne.
Efter flere veloverståede debatter vanker der godt med skulderklap, krammende arme og »hvor var du bare god«-kommentarer.
Folkemøde er de ekstrovertes paradis.
Når man kanter sig gennem mylderet i Allinges gader med sigtekornet indstillet på en alt for fjern butter chicken eller måltidssalat, sker det til et konstant bagtæppe af hej-hej, store smil og kram, hvad laver du her, hej-hej og vi ses. Et hækkeløb i netværksdannelse og social intelligens.
Netop denne mere uformelle del af Folkemødet er lige så vigtig for Malene Lindholmer Nepper som hendes fire optrædener i paneldebatterme. Det fortæller hun i en tiltrængt frokostpause med de andre FYAM-folk ved et bord-bænke-sæt på kanten af klippekysten med udsigt over det blå Øresund.
»Når jeg ikke skal deltage i debatter, går jeg til de netværksarrangementer og kaffemøder, som jeg bliver indbudt til«, fortæller Malene Lindholmer Nepper.
»Og vi render hele tiden ind i folk, der helt vildt gerne vil snakke med os og høre, hvad vi har på hjerte. Det der lidt tilfældige møde på et gadehjørne er bare megavigtigt. Selv om f.eks. sundhedsordførerne selv har et travlt program, er de meget nysgerrige på at høre, hvad vi ønsker os i vores arbejdsliv. Jeg kan bare mærke, at deres ører bliver så store her«, siger hun og lader sine hænder blafre bag ørerne som store Dumbo-ører.
Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen, skruer sit bedste smil på og stiller beredvilligt op til en dobbeltselfie med det hele i godt selskab med Sara Radl. Hun er næstforperson for Yngre Læger og i sit sidste år i HU i almen medicin.
Vi er i haveteateret ved Grønbechs Hotel, og de har begge lige været i panelet i debatten:»Et sygt samfund – er vi alle patienter?«.
Jonas Egebart er ikke fedtet med roserne til Sara og de andre yngre almenmedicinere.
»De er jo fremtiden«, som han begejstret siger til Ugeskrift for Læger.
»Vi ved, at vi skal have 1.500 flere læger ud i det almenmedicinske tilbud, men bare med den almindelige udskiftning, i takt med at praktiserende læger går på pension, så er det reelle tal måske snarere oppe på 2.500 flere læger i det almenmedicinske område over de næste ti år. Der skal ske ændringer på den korte bane, men det er ikke overstået på et år eller to. Det er et langt sejt træk, og derfor er det så vigtigt, at vi taler med dem, det hele drejer sig om«.
Sara Radl står ved siden af, og både øjne og mund smiler om kap med styrelseschefens mange rosende ord.
»Det var min første folkemødedebat, så det var lidt stort for mig«, siger hun bagefter.
»Men nervøsiteten forsvandt helt, fordi jeg i denne debat bare skulle fortælle om min dagligdag som læge ude i praksis. Det var vildt sjovt at være med til«.
Sara Radl skal være paneldeltager i fire debatter på folkemødet. Et gennemgående tema er, hvordan man kan rekruttere flere yngre almenmedicinere til yderområderne.
»Jeg mærker en vildt stor efterspørgsel på, hvad vi vil. Det synes jeg, er megapositivt, og det er virkelig noget, der har ændret sig i de år, jeg har været aktiv i Yngre Læger. Der bliver hele tiden spurgt: Hvad vil I, og hvad kan vi gøre for jer?«, siger hun.
»Jeg er her for at fortælle, hvad der skal til, for at vi flytter os. Det er fedt at få lov til at sætte sit præg på den debat«, siger Sara Radl, inden hun propper to Nordic Well-vandflasker uden brus ned i den trofaste blå Fjällräven og vover sig ud i mylderet igen.
På vej til den næste debat.
Fleksibel, håndholdt og aktiv rekruttering.
Det er kodeordene for Sara Radl, og dem får hun lejlighed til at levere flere gange i løbet af folkemødedagene, bl.a. for indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i debatten »Praktiserende læger til hele Danmark – stok eller gulerod?«.
Her bliver den nationale fordelingsmodel med nye lukkegrænser i almen praksis diskuteret. Sophie Løhde siger, at alle praktiserende læger på sigt skal have færre patienter, men indtil der er nok praktiserende læger, skal nogle læger have flere patienter, uden at honoreringen nødvendigvis følger med. Ministeren opfordrer de praktiserende læger til at udvise solidaritet.
Efter en af dagens buldrende showprægede F35-overflyvninger får Sara Radl mikrofonen. Hun bakker op om intentionerne i fordelingsmodellen om at sikre mere tid til lægerne med de mest syge patienter, men samtidig advarer hun mod en for stærk tro på modellens evne til at vurdere patienters behov og søgning mod egen læge.
»Det smukke ved almen praksis er jo, at døren er åben for dig. Og dét er svært at skrive ind i en model«, siger hun. »Derfor er det vigtigt, at modellen ikke bliver brugt stålfast, og at der bliver plads til lokale forhold«, siger hun.
Sara Radl har en undersøgelse med til at give sine argumenter mere vægt.
»Jeg kan blive bekymret, når nogle siger, at almen praksis skal tage flere patienter, uden at det er en frivillig aftale. Vi har lavet undersøgelser, der viser, at stor arbejdsbelastning og udbrændthed er de største bekymringer, som mine kolleger blandt de yngre læger har over for arbejdet i almen praksis«.
Klapsalver fra stolerækkerne.
Sara fortsætter med et skråt blik til højre mod Sophie Løhde:
»Hovedparten af os ønsker at eje egen klinik, som vi kender almen praksis i dag. Men vi har brug for politisk sikkerhed og opbakning«.
Flere klapsalver fra stolerækkerne.
Christoffer Kraul Ibsen nåede lige at få ønsket en kammerat tillykke med kandidaten i medicin, inden han satte sig ind på bagsædet i bilen, der skulle transportere ham og fire andre FYAM-folk fra Valby til Bornholm. De ankom lige tids nok til Allinge til at overvære debatten »Lægemangel eller lægearbejdsløshed«.
Det er et emne, der ligger Christoffer Kraul Ibsen meget på sinde. Han er KBU-læge i en praksis i Vallensbæk og er selv lige sluppet igennem flaskehalsen og har sikret sig en introstilling i en praksis i Region Sjælland efter sommerferien.
»Jeg fik afslag på alle stillinger i Region Hovedstaden, selv om jeg har været meget aktiv og har lavet meget, der ligger inden for de syv lægeroller. Men jeg fik at vide, at hvis jeg skulle have en intro i Region Hovedstaden, så skulle jeg have haft en anden intro først. Og det havde jeg ikke«.
I Region Sjælland var der 42 ansøgere til otte introstillinger. Christoffer var en af de heldige.
På Folkemødet er han klar til at fortælle om sine erfaringer med jobsøgningen. Blive klog på andres holdninger og divergerende synspunkter; suge indtryk og oplevelser til sig; snakke om sundhedspolitik med en masse mennesker, som man normalt ikke får lov til at snakke med – måske Søren Brostrøm eller Sophie Løhde? I den mere kuriøse ende står Magnus Heunicke (S) som DJ også på Christoffers to do-liste.
Men det, der nok kommer til at fylde mest, er det svære spørgsmål om, hvordan man får yngre læger til at rykke ud af storbyerne til vandkanten. Christoffer Kraul Ibsen er klar på at fortælle, hvad FYAMs nye undersøgelse viser.
Og hvad han selv tænker om at flytte ud.
»Jeg kommer selv fra Jyderup i Vestsjælland, som ligger i et lægedækningstruet område. Selv om jeg ikke har lyst til at være læge i lige netop Jyderup, så vil jeg gerne have praksis i et lægedækningstruet område i Sjælland«, fortæller han i en pause ude på klipperne.
Men …
Han misser lidt mod solen og siger så:
»Min kærestes arbejde er i København og Nordsjælland, så vi kan ikke rykke alt for langt væk … men måske midt imellem, så ingen af os får for langt på arbejde«.
