Fakta og vurdering
Bogen indleder med at slå fast, at der ikke findes alternativ lægekunst. Der findes kun lægekunst, der er blevet tilstrækkelig testet, og lægekunst, der ikke er. Lægekunst, der virker, og lægekunst, der måske virker, måske ikke.
Bogen gennemgår særdeles kritisk, hvad vi ved om teorierne bag og effekterne af zoneterapi, akupunktur, kraniosakral terapi, homøopati, metasundhed og meget andet. Guldstandarden er det randomiserede kontrollerede forsøg, og de »alternatives« gode forklaringer om, hvorfor denne standard ikke dur for netop deres terapiform, punkteres i en meget skarp og præcis argumentation. Det er en milliardindustri, som meget nødig vil kikkes i kortene.
Bogen dokumenterer, hvordan Folketinget har spildt millioner af skattekroner til særprægede institutioner og ordninger, der skulle forske i alternativ medicin og bygge bro mellem hospitalsverdenen og den alternative opfattelse (f.eks. VIFAB). Der er intet kommet ud af de mange penge, heller ikke af det sidste skud på stammen, den såkaldte RAB-godkendelse af alternative behandlere. En brancheadministreret ordning, hvis formål er at give patienterne mulighed for at identificere alternative behandlere, der opfylder nogle uddannelsesmæssige krav, men ikke for at sikre at behandlingen er dokumenteret effektiv.
Det er dog ikke kun folketingsmedlemmer, der har forsøgt at få det alternative ind i det autoriserede sundhedssystem, som jo ellers kan have svært ved at finde økonomi til selv evidensbaserede behandlinger. Næh, bogen dokumenterer med tåkrummende pinlighed, at mange læger, i deres naivitet eller pengegriskhed, har glemt, hvad de lærte om videnskab på medicinstudiet. F.eks. kan man i sundhedsvæsenet få zoneterapi og NADA-akupunktur for skatteyderpenge, selvom vi ved, at det ikke virker.
Verden vil bedrages, og denne anmeldelse skal afsluttes med et citat fra et socialdemokratisk folketingsmedlem, som her af indlysende grunde får lov at være anonym: »Jeg har det svært med, at man altid videnskabeligt skal dokumentere alting. Hvorfor skal vi nu det? For dem, der betaler 400 kr. for en behandling hver fjerde eller femte uge, eller hvor tit de nu gør det, de holder jo op, hvis det ikke hjælper, og hvem, havde jeg nær sagt, er mere videnskabelig til at vurdere, om en behandling hjælper end dem, der får behandling og betaler for det?«. Aldrig hørt om placeboeffekten?
Det er derfor, der er hårdt brug for en bog som denne. Den burde læses af vore folketingsmedlemmer, men desværre også af mange kolleger.
