Vi skylder antikkens grækere meget. Hellenerne lagde fundamentet for demokratiet. De gav os filosofien, historien, matematikken, geometrien, kunst og logik – viljen og evnen til at søge bag om overtro og magi for at udforske sammenhængen mellem materie og bevidsthed. I tilgift fik vi mængder af gode historier om helte, guder og dødelige.
Og ikke mindst: lægekunsten.
Alle ved, at »medicinens fader«, Hippokrates, levede ca. 400 år f.Kr. Hans fortjeneste var, at løfte lægekunsten ud af magiens og religionens domæne: Hans lægeskole lærte, at sygdom ikke skyldes guders eller dæmoniske kræfters indgriben; årsagen skal søges i den verden, vi kan se og sanse. At vejen til at helbrede ikke går gennem djævleuddrivelse, bønner eller ofringer til en vred gud.
Hippokrates er (sandsynligvis) en historisk person. Men vi skal længere tilbage i tiden – dér hvor historien fortoner sig i myter og sagn. Hvor Olympens guder ustandselig greb ind i de dødeliges liv. Hvor Apollon eller Athene kunne beslutte at ramme en hær eller et folk med pestpile, bare for sjov.
Guderne blandede sig på andre måder. Overguden Zeus havde et godt øje til kvindelig skønhed og tog gerne skikkelse af en tyr, en svane eller en smuk yngling for at komme i seng med en smuk dødelig kvinde eller dreng.
Der var andre end Zeus, der havde et ustyrligt libido. Også andre guder kunne begære smukke dødelige. Børn, der fødtes efter den slags samlejer, var halvguder – heroer. De var dødelige, men de besad overmenneskelige evner. De kunne bevæge sig med lynets hast, udholde det utroligste og havde kæmpekræfter. Men de fik ofte en tragisk skæbne, som skyldtes en medfødt sårbarhed. Tænk på Akilles’ hæl – hans eneste usårlige sted, som selvfølgelig blev ramt af en dødbringende pil.
Superman er en moderne hero i lycra og slængkappe. Han kommer ikke fra Olympen, men fra rummet. Han har superkræfter – plus en skæbnesvanger svaghed – en akilleshæl: Grøn kryptonit kan svække Superman eller endda gøre det af med ham.
Guden Apollon fandt den jordiske prinsesse Coronis så uimodståelig, at han tog hende som sin elskerinde. Hun blev gravid, men blev myrdet (i sig selv en lang historie). Den ulykkelige Apollon skar fosteret ud af den døde Coronis’ liv og gav ham navnet Asklepios.
Guder beskæftiger sig ikke med børneopdragelse, så Apollon satte drengen i pleje hos den vise kentaur Chiron. I en tidlig alder viste Asklepios et guddommeligt talent for kirurgien. Måske skyldtes det, at han selv blev forløst ved et (ret hårdhændet) kirurgisk indgreb. Eller måske, at hans far, Apollon, blandt sine ressortområder også stod for kunsten at helbrede.
Den lægekyndige kentaur så, at Asklepios havde et talent, som måtte opdyrkes. Han underviste drengen i anatomi. Lærte ham, at viden kommer gennem iagttagelse, ikke luftige teorier. Sammen indsamlede de og tørrede medicinske planter og lavede udtræk og salver. Asklepios lærte at standse blødninger, sætte knoglebrud på plads, lægge en forbinding og pleje sår.
En dag kunne Chiron ikke lære Asklepios mere. Drengen var blevet en fremragende læge. Med sine heroiske behandlinger kunne han kurere de fleste sygdomme. Han drog ud for at åbne sin egen lægepraksis – verdens første.
Hans ry voksede, og patienterne strømmede til. Blandt hans største bedrifter var, at han reddede en hel bys befolkning fra en dysenteriepidemi. Selv dyrene nød godt af hans lægende gerninger: En tilskadekommen slange gjorde han rask med en salve, han havde rørt sammen. Den helbredte slange hviskede i ren taknemlighed endnu mere medicinsk visdom i Asklepios’ øre, end han allerede besad.
Slangen var tilfældigvis gudinden Athenes yndlingsdyr. Som belønning for helbredelsen forærede hun Asklepios en forseglet krukke med Medusas blod. Det kræver en forklaring: Medusa var en freak, som havde levende slanger i stedet for hår. Var man så uheldig at se hendes frygtelige fremtoning, blev man til sten. Derfor måtte Medusa dø.
Athene lånte sit spejlblanke skjold til heroen Perseus og sendte ham ud for at slå uhyret ihjel. Da han mødte hende, holdt han Athenes spejlblanke skjold op, og ved synet af sit eget spejlbillede forstenede Medusa. Perseus skar hovedet af hende og bragte en krukke med hendes blod hjem til Athene – den selvsamme krukke, som Athene skænkede Asklepios.
Blot en dråbe af Medusas kunne holde guderne udødelige (hvad guderne jo egentlig allerede var, men logik og myter er ikke altid forenelige). Men for almindelige dødelige var virkningen den stik modsatte: Ved den mindste kontakt var det dødbringende. Men det havde en egenskab, som var nyttig for en læge: Medusas blod kunne bringe døde tilbage til livet.
Asklepios fik fem udødelige døtre; blandt dem Hygieia og Panacea og to dødelige sønner, Machaon og Podalarios. De blev læger og gjorde tjeneste som krigskirurger under den ti år lange trojanske krig (ca. 1300 f.Kr.) I sit epos »Iliaden« omtaler Homer flere steder Machaon – både som en fremragende kirurg og som en vældig kriger. Hermed er Machaon den første »dokumenterede« kirurg i græsk og europæisk historie. Men myte eller ej: Vi får et glimt af tiden, hvor filosoffer og naturforskere opdagede verden. Hvor kirurgi og lægekunst blev født og sat i system.
Asklepios havde stor succes i sin praksis, men trods sine fænomenale evner slap han ikke for enhver læges forbandelse: Patienter er dødelige. Nogle gange dør de. Og hvilken læge ville ikke ønske, at en patient, som ikke kunne reddes, kunne vækkes til live igen? Asklepios faldt for fristelsen: En patient døde mellem hænderne på ham. Han skævede til hylden med Athenes krukke og tog en rask beslutning. En rask og meget tilfreds patient kunne rejse sig og gå hjem.
Det gik jo fint, så ved det næste dødsfald gentog Asklepios sin succes. Snart havde han en lang venteliste med dødssyge patienter. Der var voldsom efterspørgsel på Medusas blod. Patienterne var glade.
Men dødsrigets hersker, Hades, var rasende, for der ankom stort set ingen nye sjæle til underverdenen. Selv når krigerne på slagmarken huggede løs på hinanden, kunne Machaon lappe dem sammen og lade de faldne vågne op af døden. De så ikke altid særlig godt ud – men de levede.
Hades brokkede sig til sin bror, Zeus. Menneskene skulle da for pokker adskille sig fra guderne ved at være dødelige! Lægen skulle heller ikke tro, han var en gud. At vække de døde var urimeligt, ja, unaturligt. Zeus nikkede forstående. Han måtte straffe Asklepios’ hybris, og straffen faldt prompte. Zeus udslyngede en tordenkile og ramte Asklepios, der døde på stedet.
Grækerne var i sorg. De opførte flere end 320 templer til Asklepios’ ære. Det største stod i Epidauros på Peloponnes, hvor man stadig kan se ruinerne. Asklepios var forbundet med Athenes yndlingsdyr, slangen, og Asklepios-præsterne lod (ugiftige) slanger sno sig frit omkring i templet. De syge flokkedes og blev indlagt til overnatning – en såkaldt »inkubation« – i helligdommens søjlehaller. De ofrede til Asklepios (som strengt taget kun var en heros, ikke en gud) og til Apollon. Om natten modtog de i drømme, og præsterne kunne tyde dem som anvisning på helbredelse.
Asklepios omtales stadig som »lægeguden«. Asklepios’ stav med slangen, Æskulapstaven, som i stiliseret form også udgør Lægeforeningens logo, er lægernes kendte symbol verden over.
Det var dog ikke evidensbaseret lægevidenskab, Asklepios bedrev. Det begyndte først så småt med den almindelige dødelige, Hippokrates (ca. 460-370 f.v.t.), der virkede og underviste som læge på øen Kos.
Om videnskab var der langtfra tale. Men med Hippokrates fik lægekunsten et empirisk, ikkereligiøst præg. Man skulle observere patienten, beskrive symptomerne så præcist som muligt.
En lærdom, som desværre blev tilsidesat af den kristne kirke gennem århundreder.
Fry S. Mythos. The Greek Myths Retold. Penguin Books Ltd, 2017.
Stanton, JA. Aesculapius: a modern tale. JAMA. 1999;281(5):476-7.
