Behandlet som en spedalsk

Hudsygdomme har været kendt og beskrevet siden antikken. I Det Gamle Testamente brugtes udtrykket »lepra« som betegnelse for et væld af hudsygdomme – ikke kun spedalskhed, men også eksem, udslet, alopecia (pletskaldethed) og bylder.

Lepra var en samlebetegnelse for mere eller mindre vansirende sygdomme og havde voldsomt stigmatiserende betydning.

I Tredje Mosebog (kap. 13) befaler Herren Moses og hans præst Aron, at hvis en person »på sin hud får en hævelse eller udslæt eller en lys plet«, skal præsten undersøge ham, og hvis symptomerne efter en tid varer ved, »skal præsten erklære ham for uren; det er spedalskhed«. På dette tvivlsomme grundlag har mange mennesker med en hudlidelse gennem tiden fået den stigmatiserende diagnose, der dømte dem til et liv som socialt udstødte. Nogle, som Gud ville straffe.

Spedalskhed, psoriasis, udbredt eksem eller udslæt – det var ét fedt. Oldtidens læger kunne ikke se, hvad der gemte sig under huden, men udslæt, knopper, bylder, svulster, eksem, spedalskhed og andre sygdomme, der manifesterer sig på huden – de var til at få øje på. Og de kunne behandles.

Eller rettere: »behandles«.

Og behandlingen bestod i social udstødelse.

Social udstødelse

Hudsygdomme har været kendt og beskrevet siden oldtiden. Grækerne inddelte dem i tre kategorier: psora, lepra og lichen. Psora henviste til kløe. Lepra (spedalskhed) stammede fra ordet lopos (epidermis) og lepo (at skælle). Der var ingen præcise diagnoser for hudsygdomme, og det var ofte vanskeligt at skelne dem fra hinanden.

Omkring 400 f.Kr. bruger lægekunstens »fader«, den græske læge Hippokrates, ordet psora, som betød kløe, og lopoi, da han som en af de første beskriver hudsygdomme – herunder den tørre, skællede og kløende tilstand, patienter med psoriasis og inflammatoriske hudsygdomme som f.eks. spedalskhed, lider af.

Som behandling anbefalede Hippokrates kultjære for at øge hudens lysfølsomhed og supplerede med at smøre arsenik på den syge hud.

400 år efter Hippokrates gav den romerske læge Cornelius Celsus en præcis og detaljeret beskrivelse af en sygdom, der ramte hud og negle og viste sig som rødmende hud dækket af skæl. Han kaldte tilstanden impetigo, men det er svært at se det som andet end psoriasis.

Den græsk-romerske læge Galen anvender i det 2. årh. det græske ord psoriasis (kløe) om et kløende, skællet udbrud på øjenlåg og kønsdele, som nok snarere var skæleksem. Ud over behandling med arsenik anbefaler Galen at smøre med en suppe kogt på en hugorm.

Hudsygdommene blev blandet sammen i en rodebunke, og patienter med psoriasis blev ofte forvekslet med spedalske. Det var en tragedie for psoriasis-patienterne, da patienter med spedalskhed, som fejlagtigt blev opfattet som meget smitsom, blev udstødt af samfundet og skulle isoleres (og ofte interneres), så de ikke kom i nærheden af raske.

Brændt på bålet

De cirka 1.000 år, fra Romerrigets undergang og til renæssancen i 1400-tallets slutning, har vi valgt at kalde »middelalderen«. I denne periode var antikkens lærdom gået i glemmebogen – i hvert fald i Europa.

Gennem disse århundreder beskæftigede Europas lærde sig ikke med meget andet end teologiske spekulationer. Selv medicin og naturvidenskaber var en slags hjælpefag for teologien.

Hudsygdomme blev for manges vedkommende set som ét fedt. Psoriasis kunne ikke skelnes fra spedalskhed – og »behandlingen« var den samme: social udstødelse.

Var man stemplet som spedalsk, skulle man gå omkring med en klokke eller et klaptræ, så folk kunne holde sig på behørig afstand, når de udstødte færdedes uden for deres lukkede stiftelser. De blev i Danmark kaldt Sankt Jørgensgårde.

Var man så uheldig at lide af psoriasis, risikerede man uden videre at blive isoleret sammen med de spedalske. Synet på disse syge fremgår af den franske kong Filip den 6.s befaling i 1313: Spedalske skulle fængsles for »satanisk kætteri« og forhøres under tortur. De spedalske, som blev fundet »skyldige«, skulle brændes levende på bålet. Deres ejendom og formue tilfaldt kongen.

Islamisk medicin

Mens antikkens lærdom var blevet forkastet eller glemt i Europa, havde de lærde i den muslimske verden taget den til sig. Medicinske skrifter af Hippokrates, Galen og Dioskorides blev oversat til arabisk. I nogle århundreder var det ikke den kristne verden, men den muslimske, der byggede videre på antikkens medicinske viden.

I Europas højmiddelalder var den mellemøstlige medicin verdens mest avancerede. Men fra 1200-tallet fattede renæssancens europæiske lærde fornyet interesse for antikken, og fra 1200-tallet blev skrifter af antikkens lærde importeret og genoversat til datidens intellektuelle fællessprog – latin.

En række navnkundige persiske og arabiske læger havde bygget videre på bl.a. Hippokrates’ skrifter og udviklet behandlinger mod hudsygdomme. For eksempel smøring eller »bade« i kviksølvdampe.

Flere skrifter fra 900-tallets arabiske og persiske læger omtaler som de første udvortes brug af kviksølvprodukter mod hudlidelser som f.eks. fnat, kroniske sår, melasma, vorter – og spedalskhed.

Sygdommen får sit eget navn

I renæssancen skrev italieneren Girolamo Mercuriale (1530-1606) en bog om hudsygdomme. Her beskrev han psoriasis som en hudlidelse og kaldte den lepra grecorum – »grækernes lepra«.

Den første, som giver en diagnostisk beskrivelse af de forskellige hudlidelser, heriblandt psoriasis, er den engelske læge Robert Willan i 1809. Willan betragtes af mange som dermatologiens grundlægger. Han inddeler tilstanden i forskellige typer, inklusive i hårbunden, i håndfladerne og guttat psoriasis. Han talte dog heller ikke om »psoriasis«, men brugte betegnelsen Lepra vulgaris, hvilket i mange år fremover var med til at fastfryse den folkelige forestilling af lidelsen som en slags spedalskhed.

Læger fortsatte med at slå psoriasis i hartkorn med lepra, indtil den østrigske dermatolog Ferdinand Ritter von Hebra i bogen Atlas der Hautkrankheiten (1841) omsider indførte en klar skelnen mellem psoriasis og lepra – og desuden gav lidelsen dens navn: psoriasis.

Ikke kun en hudlidelse

Næste spring i erkendelsen af den mystiske sygdom skete i 1860, da den franske dermatolog Pierre-Antoine-Ernest Bazin drog en forbindelse mellem psoriasis og gigt og skabte betegnelsen »artritisk psoriasis« (psoriasisgigt).

Erkendelsen af, at psoriasis er andet og mere end »bare« en hudlidelse, fik i 1936 den amerikanske dermatolog Paul Bechet til tørt at konstatere, at »Psoriasis er et antidot imod dermatologers ego«.

Gennem resten af 1800-tallet og langt op i 1900’erne forfinedes forståelsen af psoriasis og dens slægtskab med gigt – herunder opdagelsen i 1973 af, at psoriasisgigt er unik for psoriasispatienter og væsensforskellig reumatoid artritis.

I dag betragtes psoriasis ikke som slet og ret en hudlidelse, men som en kronisk, autoimmun lidelse, karakteriseret ved systemisk inflammation, der ikke alene sætter overhudens immunforsvar på overarbejde, men også påvirker f.eks. led.

Årsagen til psoriasis er endnu ikke kendt.

Sygdommen, som berører 2-3% af befolkningen, kan behandles og i lange perioder være i remission eller helt i ro.

Men den vender altid tilbage, og den kan – endnu – ikke helbredes.