Behandlinger testes på unge raske – og anvendes i stor stil på gamle multisyge

»Jeg forskede stort set altid på unge raske mænd. Hvis du er interesseret i fysiologiske forskelle, er det ofte nok med ganske få forsøgspersoner – så kan du faktisk se forskel på en intervention med kun ti personer i hver gruppe. Det er fantastisk«, ler hun.

Sådan er det ikke her på Geriatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor Charlotte Suetta huserer til daglig med titel af overlæge og klinisk professor i geriatri.

Her er der gerne flere hundrede forsøgspersoner med i de videnskabelige studier. Der går en rum tid med at inkludere dem. Og lægen skal bruge en del kreativitet på at fjerne forhindringer for deres deltagelse.

Alting er mere besværligt, når forsøgspersonerne har en historisk dåbsattest, er skrøbelige, multisyge og ganske ofte får meget medicin.

»Vi læger har stort set alle sammen lært, at vores forskningsstudier skal være så kontrollerede som muligt. Der er derfor rigtig mange gode grunde til, at man ofte udelader de mest skrøbelige, de ældre, i forskningsstudier. For de gør det enormt svært at udlede noget som helst«, siger hun.

Sagt med et – blandt mange – glimt i de Suettaske øjne.

Men det kán lade sig gøre, og det skál lade sig gøre. Det er det, denne artikel handler om.

Charlotte Suetta er leder af den tværfaglige forskergruppe CAG AGING, der bl.a. arbejder for, at Danmark skal have en national strategi for forskning i ældres sundhed og et nationalt videnscenter.

»Vi har et meget stort efterslæb, når det handler om studier, som også omfatter de ældste og mest skrøbelige. Det er dem, der fylder mest både i almen praksis, på hospitalerne og i kommunerne, og vi mangler simpelthen viden om dem. De skrøbelige ældre skal ikke have behandlinger, som kun er testet på yngre mennesker«, siger Charlotte Suetta.

Ældre mødes af manglende evidens

Levet liv påvirker os. Jo længere vi har levet, des mere forskellige bliver vi. Unge er mere homogene.

»Alder påvirker alting. Det betyder jo, at vi skal have mange flere med i vores studier, før vi kan udlede og konkludere noget rimeligt håndfast«, siger Charlotte Suetta.

På overfladen kan mange studier se ud, som om de inkluderer ældre patienter.

»Men dykker man mere ned i detaljen, kan man se, at folk ofte ekskluderes, hvis de fejler mere end tre ting – og det gør mange ældre. De må heller ikke tage ret meget medicin. Så med sådanne eksklusionskriterier sidder man til sidst typisk med de yngre, de midaldrende og de superselekterede ældre, som lige tilfældigvis kun fejler én ting, siger Charlotte Suetta.

»Det er ikke for at nedgøre den form for forskning, og selvfølgelig giver den rigtig god mening i mange tilfælde. Men vi mangler også viden om de bøvlede multisyge patienter. Det er dem, der fylder i vores sundhedsvæsen og med ganske få undtagelser i mange kliniske specialer«.

De, der inkluderes i hendes egne studier på Bispebjerg, er typisk over 80 år. De fejler mange forskellige sygdomme og tager virkelig meget medicin. Ofte mindst 12 forskellige præparater.

»Vi har valgt at gå en anden vej. Vi gør os umage med at forske på de mennesker, der fejler det hele. Dem, der normalt er for dårlige til at deltage i kliniske studier. Det kræver selvfølgelig, at vi skal have mange patienter med i studierne. Og det kræver også, at vi går til det med et åbent sind og er klar på at justere på vores kriterier, hvis vi kan se, at vi er kommet til at ekskludere for mange. Vi skal ofte være lidt mere fleksible og lidt mere pragmatiske«, forklarer hun.

Målet er, at behandlingerne i sundhedsvæsenet bliver bedre tilpasset livets gang og de barske realiteter: at vi bliver mere skrøbelige, jo ældre vi bliver.

Når vognlæsset vælter, vælter det for alvor. Man er længere tid syg. Og man er længere om at komme sig.

»De mest skrøbelige patienter skal ikke mødes af et sundhedsvæsen, der famler sig frem på grund af manglende evidens. Det kan de ikke holde til – og det er ikke rimeligt«, som Charlotte Suetta siger.

Men kan man ikke bare tilpasse behandlingen efter, hvad de tåler individuelt? Skære lidt ned hist og skrue op pist – og så se, om det ikke kommer til at passe nogenlunde på et tidspunkt?

»Men det er jo det samme som at sige, at hvis man er over 80 år, så behøver man ikke at have evidensbaseret behandling«, siger Charlotte Suetta med et fast blik.

»Det synes jeg, er en rigtig dårlig idé. For den enkelte patient medfører den tilgang – som ikke er ualmindelig i dag – jo ekstra ubehag og lidelse«.

Behandlingerne virker dårligere; de ældre patienter får flere komplikationer og bøvlede forløb med unødvendige undersøgelser, blodprøver og justeringer. Samtidig spilder sundhedsvæsenet tid og ressourcer på unødvendige undersøgelser.

Ekskluderes af skrappe kriterier

Men hvor grelt står det til?

Det er adskillige videnskabelige studier kommet med bud på. Vi nævner her et par stykker.

I 2022 blev der publiceret et register- og dataanalysestudie på baggrund af studier fra ClinicalTrials.gov fra 2010 til 2021, »Age-based exclusions in clinical trials: a review and new perspectives«.

Studiet viste underrepræsentation af ældre i kliniske forsøg på trods af en erklæret politik fra amerikanske National Institutes of Health (NIH) om bedre aldersinklusion. Dog var der store forskelle mellem tre undersøgte specialer med kræftforskning som det mest inkluderende, hjerte-kar-forskning i midten og type 2-diabetes som det mindst inkluderende.

I 2025 viste »Representation of older adult patients in clinical trials« en tydelig forskel mellem antallet af ældre, der har sygdomme, og det (lave) antal, der faktisk deltager i forsøg.

Forskerne undersøgte bl.a. industrifinansierede fase II- og III-studier fra 2010 til 2024-2025 for aldersgrænser og andre kriterier, som kan udelukke ældre.

Studiet konkluderer, at kliniske forsøg ofte ikke afspejler den ældre patientgruppe, som senere skal bruge medicinen. Det kan gøre det sværere at vide, præcist hvordan lægemidler virker hos meget gamle patienter. Kun i 1 ud af 29 undersøgte lægemidler blev der lavet en særlig aldersrelateret dosisanbefaling.

Der var dog sjældent direkte aldersgrænser i studierne. Den lave deltagelse kunne bl.a. skyldes patientens eget ønske, lægens anbefaling og praktiske/helbredsmæssige forhold.

Angstprovokerende

Selv hvis en forsker går målrettet efter at inkludere flere skrøbelige ældre i sine studier, er der ingen garanti for succes. Især de mest syge og svækkede ældre vil ofte sige pænt nej tak.

Det svar får de også ofte på Geriatrisk Afdeling.

»En del siger, at de ikke orker det. De orker ikke engang at høre på alt det, vi skal informere dem om. De er for trætte, siger de«, siger Charlotte Suetta.

Hvad gør I så?

»Så prøver vi at komme igen en anden dag, hvor de måske er lidt friskere. Og vi prøver at gøre det så lempeligt som muligt. Men det er en udfordring, når vi gerne vil inkludere de meget skrøbelige«.

De kliniske outcomes, som indgår i Charlotte Suettas studier, er derfor også tilpasset en ældre og mere skrøbelig patientpopulation.

Undersøgelserne må ikke tage for lang tid og skal kunne udføres bedside. Derfor er tidskrævende skanninger, invasive undersøgelser og avancerede muskelstyrkemålinger erstattet af måling af fysisk funktion, mere simple, men stadig validerede bedside-undersøgelser og spørgsmål til livskvalitet og dagligdagen.

»Vi spørger f.eks. ind til deres dagligdags funktion, hvordan de klarer sig derhjemme, hvor meget hjælp de får, og hvordan de kommer omkring. Det er selvfølgelig noget andet end at måle muskelstyrken, men giver til gengæld rigtig god mening for patienterne«, siger Charlotte Suetta.

Men er det så ikke meget farvet af, hvordan folk lige …

»Jo, naturligvis! Særligt hos akut syge ældre, der ofte ikke husker så godt. Og det er en væsentlig grund til, at vi er nødt til at have så mange deltagere med i vores studier«, siger hun.

»Det er den virkelige verden, der kalder. Og det kan være angstprovokerende for forskere, der er opvokset med mere traditionel forskning, at man ikke bare kan gøre, som man plejer; man skal tage hensyn til en masse faktorer«.

Og så skal man kende sine begrænsninger.

»Hvis vi ønsker mere viden om de skrøbelige ældre, kan vi ikke bare gøre, som vi plejer. Vi bliver nødt til at tilrette vores studier, så de faktisk kan og vil deltage. Og selvfølgelig kan vi heller ikke overføre resultater, der er testet på 30-årige eller for den sags skyld på 60-årige, til skrøbelige indlagte patienter på 85+ år. Fuldstændig ligesom man ikke en til en kan overføre resultater testet på mænd til kvinder«.

Sund fornuft

Charlotte Suetta ønsker først og fremmest at råbe politikerne op.

»Når jeg taler med politikerne, er det, som om de tænker, at forskning er lidt elitært og foregår i et laboratorium på Panum. Og de kan ikke rigtig se, at det har noget med dem eller de ældre for den sags skyld at gøre. Men det har jo a-l-t med samfundet at gøre«, siger Charlotte Suetta.

Hun læner sig frem.

»Det handler om den behandling, vi tilbyder til nogle af de mest skrøbelige borgere, vi har i landet, og det handler om, at vi skal bruge de ressourcer, vi har, bedst muligt. Det kan vi kun gøre, hvis vi har undersøgt og ved, hvad der er bedst«.

Politikerne henviser gerne til forskningsreserven, når Charlotte Suetta efterlyser prioritering af forskning i skrøbelige ældre. På forskningsreserven for 2026 er der afsat 50 mio. kr. til forskning i ældre, heraf øremærket 20 mio. kr. til praksisnær forskning på professionshøjskolerne.

»Det er superfint, men beløb i den skala løser bare ikke den udfordring, vi står over for. Dertil kommer, at mange private fonde hidtil ikke har udvist samme interesse for forskning i ældre som f.eks. for forskning i hjerte-kar-sygdom, overvægt, diabetes eller kræftsygdomme. En del af forklaringen er formentlig, at denne type forskning sjældent handler om at udvikle nye lægemidler«, siger hun.

Den tidligere SVM-regering og et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år at afsætte 160 mio. kr. fra forskningsreserven til forskning i kvinders sundhed og etablering af et nyt nationalt center, der skal skabe mere viden om kvinders sundhed og sikre bedre behandling.

Noget tilsvarende ønsker Charlotte Suetta for de ældre patienter.

»Det har været underprioriteret så længe, så vi har brug for det lokomotiv, som et videnscenter kan være. En højborg på linje med Videnscenter for Demens og Steno Diabetes Centrene, som har banet vej for meget ny viden«.

Når de ældre ikke er blevet prioriteret hidtil, tror Charlotte Suetta, at det handler om, at forskning i ældre ikke er »så sexet«.

»Hvordan kan vi gøre det mere sexet«, spørger hun prøvende sig selv og sidder og funderer lidt, før svaret kommer:

»Det behøver slet ikke at være sexet. Der er bare så meget fornuft i at gøre det smartere. Det kan godt være, at vi ikke opdager en ny medicin, men forskning i ældres sundhed giver så meget andet – først og fremmest bedre forebyggelse, behandling og rehabilitering af en voksende gruppe af sårbare patienter. Men ikke kun – og det er det, der er min pointe – det er simpelthen godt gammeldags budgetrationale og livskvalitetsrationale, der går hånd i hånd«.