Der findes mange beretninger om skyggesiderne i det grønlandske samfund. Om omsorgssvigt af børn, om alkoholmisbrug, vold, drab og selvmord. Problemerne står i kø og kommer let til at farve omverdenens forståelse af Grønland. Mindre hører man til de mange konstruktive og helende kræfter i samfundet.
Uummat er en bog, der sympatisk og medlevende beskriver et imponerende arbejde med at bringe tidligt svigtede, forsømte, misbrugte børn og unge tilbage til et liv med mening og selvstændighed. Den fortæller om et børnehjem med en enestående og velfungerende behandlingsmodel. Gennem interviews med 10 tidligere beboere får man et mere personligt indblik i disse menneskers liv, og hvilken betydning opholdet på børnehjemmet fik for dem.
Uummannaq, en lille by på ca. 1300 indbyggere, danner rammen om udvikling for de meste omsorgssvigtede og belastede børn i Grønland. Lederen Ann Andreasen kom til Uummannaq i 1985 og har sammen med et tværfagligt personale udviklet den socialpædagogiske model, som hviler på tre grundprincipper: Kærlighed, kontinuitet og kultur. I hele sin tilgang er den tilpasset og integreret i det grønlandske samfund. Det er afgørende, at børnene oplever sig som en del af en stolt grønlandsk tradition og derved får kompetencer med natur og kultur.
Der arbejdes med tilknytning mellem det enkelte barn og en fast og stabil kontaktperson, således at børnene får mulighed for at danne en mere langvarig og sikker kontakt til en voksen. Samtidig arbejdes der med at skabe tilknytning i flokken af børn og unge. De fleste medarbejdere stammer fra byen og har deres liv og familier der. Det betyder, at åbningen mod byen og integration af børnehjemmet i byens liv er både væsentlig og naturlig. Kontinuiteten ligger også i en hverdag, som er struktureret med faste rammer, klare regler og inddragelse som en nødvendig del af fællesskabet. Kultur spiller en væsentlig rolle, forstået som æstetik, selvudfoldelse gennem musik og ikke mindst gennem en oplæring i at kunne færdes i og forstå den grønlandske natur.
Børnehjemmet er smukt indrettet med grønlandsk kunst på væggene, orden overalt og blomster på de veldækkede borde til dagens måltider. Alle børnene bliver undervist i musik og får deres eget instrument. De lærer både at spille selv og sammen. Gæstelærere fra Grønland og internationalt inviteres til at videregive deres kunnen, og de afholder koncerter i byen og deltager i en periode i livet på børnehjemmet. De mange kontakter giver anledning til rejser til udlandet for at lære verden uden for Grønland at kende. Rejserne financieres dels af fonde og dels gennem koncerter, som børnene giver.
De unge kommer på uge- til månedlange hundeslædeture med lokale fangere og lærer på den måde om rygraden i deres land, om fangst, om respekt, om at klare strabadser og om overlevelse. Det giver selvtillid og umiddelbar glædem og i alle interviews fortælles, at hundeslædeturene står som højdepunkter i deres liv og ophold.
Efterværn er begrebet for at tilknytningen til børnehjemmet varer ved længe efter, at beboerne har forladt det. Børnehjemmet får karakter af familie med kontaktperson og forstander som holdepunkter. Der udveksles mails, tales i telefon mødes til kaffe, når det geografisk kan lade sig gøre. Somme tider er der langt imellem kontakterne, men muligheden står altid åben. Tankegangen er den, at man ikke kan investere så mange kræfter i at udvikle et ungt menneske og derefter blot give slip. Det kræver en særlig personkreds at få dette til at lykkes, og det er ikke uden grund, at forstander på børnehjemmet Ann Andreasen sidste år modtog ildsjælsprisen.
Bogen er velskrevet og gør indtryk, fordi den uden at idyllisere formidler livsmod, muligheder og håb.
Der er en grønlandsk ungdom for tiden, der gør oprør mod de vilkår, mange er opvokset under. De arbejder med musik, teater, billeder, litteratur, film og politik. De taler om vilkårene, om det svære, om fortvivlelsen, om håbet og viljen til at ændre samfundets negative sider.
Åbningsfilmen på CPH:DOX 2020: Kampen om Grønland er et eksempel på denne unge generations stemme. Den kan streames og er anbefalelsesværdig for at nuancere blikket på Grønland – ligesom bogen er.
Faktaboks
