Den syvende roman af Iben Mondrup har fået fremragende anmeldelser og har ligget i toppen af bestsellerlisten siden efteråret 2019. Alligevel giver det mening at anmelde den her. Bogen er med sin medrivende handling, sit levende sprog og sine velplacerede allegorier (»… og timerne ruller som tunge sten ned af en flad skråning«) svær at lægge fra sig, når man er kommet ind i dens univers.
Formelt handler bogen om en fiktiv person, der kunne have levet, da hun er en af de mange grønlandske børn, der i 1960’erne og 1970’erne uden så meget papirarbejde blev bortadopteret til Danmark. Man følger Tabita og menneskene omkring hende fra hendes fjerde til hendes 15. leveår. Problemerne vokser sammen med hende. Man tænker, at besværet med hende skyldes, at den grønlandske natur, kultur og sproget er så anderledes, derfor forsøger man at skubbe erindringerne og relationerne så langt væk fra Tabita, som man kan, hvilket omvendt medfører, at de få minder, hun har, bliver til talismaner med magiske kræfter.
Bogen er tilegnet »alle de børn, der har skullet glemme sig selv«, og hermed løfter bogen sig over tid og sted i en forståelse af, hvor smertefuldt det er ikke at måtte være ved, hvem man er, hvad man tænker, eller hvad man føler. Det gælder ikke kun for bortadopterede grønlandske børn. Som psykiater hører jeg dagligt mennesker fortælle om, hvor stor betydning det, de skulle skjule i barndommen, har haft for resten af deres liv. Når dertil lægges resten af den opvækst, Tabita har haft, med tab, svigt og overgreb, er hun let at placere som voksen patient i min klinik – med en personlighedsforstyrrelse, selvskade, en depression eller angst. I »Tabita« får vi demonstreret fortielsens betydning for udvikling af psykisk sygdom.
»Tabita« handler også om Danmark som kolonimagt, om danskere, der tager til Grønland og ikke behandler indbyggerne med fornøden respekt, og hvor selve ordet »grønlænder« bliver et skældsord. Vi læger, der nu tager til Grønland for at arbejde, tænker uden tvivl ikke på os selv som imperialister, men snarere som altruister, der dertil er blevet forelskede i det land, hvor der er »en høj himmel, der er så stor, at der slet ikke er nok skyer til at dække den«. Og så er det officielle hospitalssprog heldigvis dansk! »Tabita« skal læses, for at se, hvor langt vi er kommet – og hvor meget vi mangler.
Fakta
Fakta
Læs også anmeldelserne af romanen Uummat - fortællinger fra hjertet og den grafiske novelle Ivalu