Ivalu er en graphic novel, der i en enkel præcis streg fanger skønheden og voldsomheden i det grønlandske landskab. Historien begynder i en mindre nordvestgrønlandsk by, hvor dronningen ventes på besøg. Alle byens borgere er klar til at modtage majestæten. De er i deres fineste puds, nationaldragten. Kvindernes lyser i klare farver med de indviklede mønstre i perlebroderier. Mændene er i kridhvide anorakker og sorte bukser. Det viser den ene side af Grønland, den idylliske, hvor dronningen er symbol på tilhørsforholdet til Danmark og på sammenhængskraft i samfundet. Blandt de fremmødte står bogens fortæller en lille pige, Pipaluk på 9-10 år. Hendes søster Ivalu er forsvundet. De to søstre lever med deres alkoholiserede far i en forfalden lejlighed i en af boligblokkene. Moderen optræder ikke. Det tætte forhold mellem de to søstre beskrives i tilbageblik fra leg ved nordboruinen, hvor de må overnatte, fordi det ikke er til at holde ud at være hjemme. De plukker sortebær og fisker for at skaffe mad. Indimellem vises stille stunder af nærhed mellem de to. Da Ivalu forsvinder, drager Pipaluk ud i landskabet for at søge efter hende. Ravnen som en urmytologisk figur viser vej. Undervejs passerer hun rester fra amerikanske baser og fra mislykkede mineeventyr. Holdt i giftiggule farver, så man ikke er i tvivl om, hvad de efterladte tønder indeholder.
På få sider fortælles historien om dobbeltheden i Grønland, om idyllen og om den grumme side med forfald, omsorgssvigt, misbrug og død. Bogen slutter med en tegning af kongeskibet, der stævner ind i fjorden.
Der er næsten ingen tekst, kun korte glimt ind i Pipaluks tankeverden. Billederne står skarpt. Brugen af farver fortæller om stemninger. Landskabet er skarptskåret i blå, hvide, sorte, grå og grønne farver. Byen er fremstillet i sollyset med de små pastelfarvede huse spredt i klippelandskabet. Vi ser fiskerbådene, der er kilden til indkomst, det uendelige hav og isbjergene. Her er naturen hele tiden tæt på og styrende. Nationaldragternes glade farver symboliserer det kreative og oprindelige. Volden og gruen er grumset gulbrun. På nogle af billederne er fladen fyldt helt ud af et skræmmende monster, der varsler ulykke.
Det er utroligt som enkelheden i tegning og tekst kan fremstille kompleksiteten og fortælle os en meget medrivende historie, der i den grad aktiverer vores følelser.
I foråret 2019 viste DR en dokumentarfilm fra Østgrønlands største by, Tasiilaq: Byen hvor børnene forsvinder. Den fremstillede problemer med seksuelle overgreb, selvmord, alkoholisme og et magtesløst samfund. Problemerne findes overalt i Grønland. Det er et samfund, der på relativt kort tid er gået fra en oprindelighed til at være moderne. Det kopierer den danske samfundsmodel, men har måske ikke i tilstrækkelig grad haft modet – og mulighederne – til at finde en model, der i højere grad tilgodeser Grønland som det kæmpestore land med en lille og spredt befolkning og med en vanskelig infrastruktur betinget af geografi og vejrforhold.
Men midt i gruen er det dog værd at huske på, at Grønland er andet og mere end det grumme billede. Blandt de arktiske folk er det suverænt det bedst fungerende samfund. Der er en selvstændig kultur, en ungdom, der i romaner, musik og film tager bladet fra munden, og en stolthed over landet og dets formåen.
Læs bogen og bliv bevæget.
Historien om Danmark og Grønland har altid været præget af en tæt forbindelse som mellem storebror og den eksotiske lillebror. Indimellem med en utvetydig arrogance fra Danmarks side. Med den stigende betydning af det arktiske område er det gået op for Danmark at gensidigheden i relationen er mere end blot dette. Og med forretningsmanden Trumps absurde ønske om at købe Grønland er dette blevet understreget yderligere. Der er kommet meget mere fokus på Grønland i den danske bevidsthed – forhåbentlig kan det føre til et mere balanceret syn og dermed et samarbejde om at løse de udfordringer, som Grønland uomtvisteligt har på ikke mindst det sociale område.
Fakta
Fakta
Læs også anmeldelserne af romanerne Tabita og Uummat - fortællinger fra hjertet