Skip to main content

Chikaneret læge vil anlægge sag

Praktiserende læge Mads Søndergaard, Frederikshavn, erklærer sig ”fast besluttet” på et privat sagsanlæg mod Region Hovedstaden. Han mener, at han og en anden læge uretmæssigt blev hængt ud for at opildne til chikane mod 1813. For Frederikshavn-lægen fik forløbet meget ubehagelige følger, og han har sygemeldt sig på ubestemt tid.

Det fik store personlige konsekvenser for læge Mads Søndergaard, da Region Hovedstaden hængte ham og en anden læge ud for at stå bag en koordinering af chikaneopkald til akuttelefonen 1813. Foto: Region Hovedstaden / Rune Evensen
Det fik store personlige konsekvenser for læge Mads Søndergaard, da Region Hovedstaden hængte ham og en anden læge ud for at stå bag en koordinering af chikaneopkald til akuttelefonen 1813. Foto: Region Hovedstaden / Rune Evensen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

24. feb. 2014
5 min.

Praktiserende læge Mads Søndergaard mener, at Region Hovedstaden har overtrådt persondataloven og muligvis også injurielovgivningen - samt krænket brevhemmeligheden.

”Uden at kontakte mig har de jo bragt en historie til torvs, som har haft ret vidtgående konsekvenser for mig og min familie”, siger Mads Søndergaard, som i sidste uge sygemeldte sig på ubestemt tid.

Mediepostyret brød løs uden varsel tirsdag den 14. januar. Mads Søndergaard sad til chefmøde i klinikken, da hans mobiltelefon begyndte at kime konstant. De landsdækkende medier ville tale med en af de to læger, som Region Hovedstaden, uden at kontakte dem selv, havde udpeget som nogle af de styrende kræfter bag et stort antal chikaneopkald til akuttelefonen 1813.

Læs også: Materiale mod 1813-læger smækfyldt med fejl.

Castet som folkefjende

”Jeg måtte slukke telefonen, så vi kunne gennemføre mødet. Men dagen efter dukkede journalister og tv-hold op i klinikken, hvor de fulgte med rundt og interviewede mig.

Mads Søndergaard – som ikke er medietrænet – kunne få timer senere se sig selv castet i rollen som ”folkefjende”. Årsagen var, at han på en lukket Facebook-side havde kommenteret de mange opkald til 1813.

Læs også: Psykolog: Chikanelæger føler sig som frihedskæmpere.

Han skrev blandt andet, at ”vi må håbe, at der netop ikke er PLO-medlemmer, som ringer med deres arbejdsmobiler, da systemet skulle være magen til det i 112, hvor man kan se selv skjult nr.”, og at ”kun taletidstelefoner ikke kan spores”.

- Kan du ikke selv høre, at det lyder mærkeligt?

”Det kan godt være, at det ikke var så elegant formuleret. Men for det første er screendumpet taget ud af en sammenhæng. Og det er helt misforstået at opfatte det som opfordring til chikane”, siger Mads Søndergaard. ”Tværtimod har jeg selv advaret mod at blokere 1813-telefonerne yderligere”.

Mads Søndergaard peger på, at han lagde sin kommentar på Facebook-siden 11. januar, og at langt de fleste opkald skete mellem den 1. og 7. januar.

Han mener derfor, at Region Hovedstaden på den måde har forsøgt at gøre ham til syndebuk for hændelser, som han af datomæssige grunde ikke har haft mulighed for at påvirke.

”Desværre er der jo nogle læger, der har ringet til 1813”, siger Mads Søndergaard, som ved flere lejligheder har taget stærkt afstand fra disser opkald. Mads Søndergaard er da heller ikke blandt de læger, der figurerer på loglisterne over chikaneopkald.

Vi ved, hvor du bor

Det vil formentlig blive noget af det, et eventuelt sagsanlæg skal afklare. Hvad der imidlertid ikke er tvivl om, er at Mads Søndergaard blev ramt af hurtig og kontant afregning fra folkedybet:

”Min mailboks blev fuldstændig spammet til med hademails”, siger Mads Søndergaard. Ugeskriftet ville gerne have bragt eksempler på ordlyden, men ifølge Mads Søndergaard var han så rystet, at han satte sin ældste søn til at slette dem.

”Jeg må indrømme, at jeg var så overvældet, at jeg ikke engang kan huske præcist, hvad der stod i dem, for der kom også hele tiden ubehagelige sms’er på min mobil. Og jeg fik så mange hadeopkald, at det blev nærmest umuligt at passe arbejdet i min klinik, fordi patienterne ikke kunne komme igennem”.

Læs også: Lægeetisk Nævn tager sagen om chikane-opkald op.

”De ringede jo hele tiden – journalister og folk, der ville slå én ihjel og jeg ved ikke hvad, siger Mads Søndergaard og tilføjer: ”Dét var chikane, så det vil noget!”.

”Torsdag (den 16. januar, red.) var jeg i bil på vej til Aalborg til et recertificeringskursus i ultralyd, da jeg fik en opringning, som resulterede i, at jeg kørte galt og smadrede hele den ene side af bilen”, siger Mads Søndergaard.

”Det var godt nok glat føre Men det var også en chokerende opringning. Min mobil har hemmeligt nummer, som jeg kun giver til alvorligt syge patienter. Og det lød meget truende. De sagde, at ’vi ved, hvor du bor’, og at de vidste, hvem min kone var, og de skulle nok få ram på mig. Så jeg mistede altså lige koncentrationen lidt”, fortæller Mads Søndergaard.

Han har ikke oplevet negative reaktioner fra sine patienter og føler, at han har deres opbakning. Alligevel var presset så voldsomt, at han efter biluheldet valgte at tilbringe den følgende weekend væk fra hjemmet, i campingvogn og uden mobiltelefon.

PLO støtter

Ud over at forberede sig på t privat søgsmål fra Mads Søndergaard kan Region Hovedstaden også vente at høre fra Mads Søndergaards fagforening, PLO, og fra Datatilsynet. PLO’s formand, Bruno Melgaard Jensen, der har haft kontakt med Mads Søndergaard, har bedt PLO’s jurister vurdere sagen, og på onsdag mødes PLO-bestyrelsen for at drøfte en anmeldelse for brud på persondataloven.

”Jeg er ikke jurist. Men som lægmand mener jeg ikke, det er i orden, at en region smider telefonnumre og billeder ud til pressen og udleverer navngivne folk, uden at have sat sig ordentligt ind i, hvad der er foregået”, siger PLO’s formand Bruno Melgaard Jensen.

”Jeg vil gerne gentage, at vi tager afstand fra at nogen har ringet til 1813 uden grund. Men Mads Søndergaard og øvrige kollegaer fra facebook gruppen der blev hængt ud, havde netop ikke ringet til 1813. Regionen tog uden videre deres facebook-kommentarer som udtryk for en systematisk kampagne. Og uden overhovedet at tale med de to læger først, fældede regionen dom og udleverede navne og billeder til pressen”.

Ifølge Bruno Melgaard Jensen mener PLO’s jurister, at der er grundlag for at anmelde Region Hovedstaden for brud på persondataloven ligesom det overvejes, om regionen har brudt med god forvaltningsskik. PLO´s bestyrelse drøfter onsdag aften, hvad der nu skal ske.

”Formentlig ender det med en anmeldelse til datatilsynet”, siger Bruno Melgaard. "Og jeg vil gerne understreghe, at sekretariat har og fortsat vil bakke kollegerne op i denne sag".