Vi befinder os på et historisk sted. Holte Lægehus er fra 1954, og selv om den lave, beskedne bygning nærmest selvudslettende putter sig mellem de store, hvide patriciervillaer ved Vejlesø, nyder den status som danmarkshistoriens første lægehus. Praktiserende læge og PLO-formand Christian Freitag viser rundt – ikke uden en vis stolthed over de ydmyge, men trods alt lægehistoriske rammer.
Man fornemmer også et lille strejf af historiens vingesus, når man taler med Christian Freitag om de nye kvalitetsklynger i almen praksis. For ham dukker begreber som lægeidentitet, fællesskab og stolthed naturligt op, når han forklarer, hvorfor klyngerne vil gøre almen praksis mere attraktiv for lægerne.
98 procent af de praktiserende læger har valgt at deltage i en klynge pr. 1. november 2019, som er sidste frist for tilmelding.
»Jeg havde aldrig drømt om, at vi kom derop. Ikke så hurtigt. Min ambition var, at vi ville være nået op omkring 80 procent på nuværende tidspunkt. Jeg tror, at vi ender med konstant at have en mindre gruppe af læger, som ikke er med i en klynge – enten fordi de lige er startet i ny praksis, eller fordi de er på vej ud og måske skal pensioneres om et halvt år«, siger Christian Freitag.
For de praktiserende læger har alternativet til at være i en klynge jo længe været at blive akkrediteret. Har det været vigtigt for jer, at alternativet ikke er for attraktivt for lægerne?
»Det er det ikke nu på grund af den store opbakning. Men oprindelig var der nok både pisk og gulerod. Nu fylder gulerødderne klart mest. Vi får et fagligt rum, som kun handler om dét at arbejde som læge. Og vi har brug for et lokalt fællesskab. Nogle af os har savnet fællesskabet i vores hverdag, og mange af de nye, yngre læger giver udtryk for, at de også ønsker at være en del af et større fællesskab end deres egen klinik«.
Hvad får lægerne ud af at være med i en klynge. Hvad er formålet?
»Så skal vi lidt op i de højere luftlag. Vi får stimuleret lægernes faglige nysgerrighed og vores ærgerrighed og lyst til at forbedre os, uden at det handler om hverken kontrol eller belønning. Lægerne bliver ikke aflønnet for at deltage, men for alle mennesker – uanset uddannelse – er det en belønning i sig selv at blive dygtigere og i det her tilfælde gavne en masse patienter. I en presset hverdag med 30 patienter om dagen, kan vi ikke sidde og reflektere over vores egne beslutninger, men det kan vi i klyngerne«.
Der har været store dataproblemer i begyndelsen. Var I for hurtigt ude med opstarten af klyngerne?
»Hvis der er noget, praktiserende læger reagerer på, er det at bruge tid uden at få noget ud af det – og hvorfor skal de mødes, hvis der ikke er noget at mødes om? Hvis vi havde vidst, hvor store dataproblemer der ville være, havde vi måske sagt, at klyngerne først skulle starte op noget senere end KiAP (programsekretariatet for Kvalitet i Almen Praksis, red.) og hele dataarbejdet. Dér var vi meget ambitiøse, for i forsommeren var næsten alle pludselig i klynger, og data var stadig ikke klar«.
Nogle praktiserende læger har i årevis siddet meget alene med deres patienter. Nu skal de åbne døren ind til deres praksis. Kræver det ikke en kulturændring?
»Der er stor forskel på læger. Nogle trives fantastisk godt i en lille praksis, hvor alle ved, hvad der foregår. Andre vil hellere fællesskab og stordriftsfordele i en større klinik. Men vi hører, at lægerne trives i klyngerne, uanset om de kommer fra en lille solopraksis, eller de er seks fra samme klinik«.
Klyngerne kan selv vælge at anonymisere data, men det er vel stadig nyt for en del læger at skulle diskutere for eksempel deres ordinationer af sovemedicin med andre læger?
»Det er helt bevidst, at klyngerne har lov til selv at vælge, om de vil arbejde med åbne eller anonymiserede data. Når vi skal lære af hinandens praksis, kræver det selvfølgelig, at der er nogle, der vil sætte sig ud over anonymiteten og forklare, hvorfor de gør som de gør, som de gør. Men det er ikke et mål i sig selv at ophæve anonymiteten”, understreger Christian Freitag og uddyber:
”Erfaringerne er, at der ikke går særligt mange møder, før anonymiteten ryger. Det handler formentlig om, at man opnår større tillid til hinanden. Men jeg tror, at klyngerne bedst selv finder ud af, hvordan de udvikler sig, for hvis tilliden ryger, så mister lægerne lysten til at komme. Jeg vil ikke hen og have skældud, hvis de andre synes, jeg udskriver for meget medicin. Det gider jeg ikke. Så tager jeg hjem til min familie i stedet for – men jeg vil godt blive klogere«.
Klyngeprogrammet kritiseres for ikke at uddanne lægerne i kvalitetsarbejde, fortolkning af data m.v. Er der noget om snakken?
»Det er meget bevidst, at vi ikke fra starten har lagt uddannelse ind i klyngearbejdet. Udfordringen er, at vi har at gøre med praktiserende læger, som ikke har behov for at få mere ind i deres kalendere. I klyngerne forpligter man sig kun til at forholde sig til egne data i sammenligning med andre. Det er hele tanken bag klyngeprogrammet i Danmark, og den tilgang støttes også af udenlandske erfaringer«, siger Christian Freitag og fortsætter:
»Lad mig give dig et eksempel: I min egen klynge, Rudersdal-klyngen, så vi på vores ordinationer af sovemedicin. Jeg udskrev ikke nødvendigvis meget, men jeg var en af de læger, som udskrev store æsker med 100 styk frem for de anbefalede 20 eller 30 stykpakker. Der gik da ikke to dage efter det klyngemøde, før jeg havde ændret på det. Det er ikke alt, der kræver store uddannelsesforløb for at få en effekt, men ingen tvivl om at arbejdet i klyngerne naturligvis kan stimulere til noget efteruddannelse. Det må det også gerne«.
Klyngerne har meget stor frihed. Kan vi undgå, at Tordenskjolds soldater trækker læsset, mens andre kører på frihjul?
»Der er frie rammer, men der ligger også et stort ansvar på lægerne for at håndtere friheden på en god måde. Vi er alle fuldstændig klar over, at hvis det om tre-fire år viser sig, at 30-40 procent af lægerne i realiteten ikke møder op til klyngearbejdet, så giver klyngerne ingen mening. Det vil ikke kunne skjules og det har vi heller ingen interesse i«.
»Det er en enorm styrke for PLO, at så mange læger er med, og omvendt vil det også være en stor svaghed, hvis mange læger reelt ikke deltager. Vi har en god dialog med Danske Regioner, men jeg er udmærket klar over, at de holder øje med os. De skal jo sikre sig, at skatteborgernes penge bruges fornuftigt«.
Hvad er PLO's succeskriterium for klyngerne?
»Vi har flere. I første omgang, at der var læger, som ønskede at blive klyngekoordinatorer. For det andet, var vi bekymrede for, om der ville blive en geografisk skævhed, hvor læger i de lægedækningstruede områder ikke havde samme overskud til at deltage som lægerne omkring de større byer. Men sådan er det heldigvis ikke gået. Lige nu handler det om at sikre data«, siger Christian Freitag, der runder af med sit langsigtede succeskriterium:
»Vi skal kunne bevare begejstringen og på sigt dokumentere, at klyngearbejdet fører til bedre behandling og bedre patientforløb. Det lange seje træk vil vise, om klyngerne kan få en effekt på indlæggelser, forebyggelse, rationel brug af medicin, sygelighed og måske endda færre omkostninger for behandling af patienterne«.
Kan klyngearbejdet gøre almen praksis mere attraktiv?
»Det er jeg overbevist om. Jeg hører fra både unge og ældre læger, at klyngerne giver dem noget, som de ikke har fået af andet kvalitetsarbejde. Jeg tror, at klyngerne hjælper til at styrke den lægeidentitet, som fylder rigtig meget for mange af os læger«.
Læs også: Lægerne strømmer i klynger. På vej til »et omsorgsfuldt netværk« for læger?
Læs også: Tre Klyngeeksempler
