»Udviklingen af sundhedsvæsenet er et meget vigtigt emne. Både fordi jeg selv er en del af det, og fordi vi står i en brydningstid, hvor alle kan se, at efterspørgslen og politikernes store løfter ikke hænger sammen med det, som sundhedsvæsenet kan levere i dag«.
Sådan svarer Christian Freitag, formand for PLO, på spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste emne for ham frem mod folketingsvalget.
Christian Freitag kan selv mærke som læge, at sundhedsvæsenet står i en brydningstid.
»I Holte er vi mange læger, men når jeg søger kolleger, kan jeg mærke, at lægerne har mange jobs at vælge imellem. Det er en stor proces at rekruttere, selv i et privilegeret område«.
For almen praksis’ vedkommende er der så meget pres på, at det går ud over patienterne Christian Freitag, formand for PLO
Christian Freitag har været praktiserende læge i 16 år. Alene i den periode kan han mærke, at borgerne bliver mere aktive i en højere alder, men samtidig bliver de ældre, får flere kroniske sygdomme, flere bekymringer og skavanker og bruger dermed sundhedsvæsenet mere.
Det presser hele sundhedsvæsenet, både primær- og sekundærsektoren.
»For almen praksis’ vedkommende er der så meget pres på, at det går ud over patienterne. Det skal gå stærkt, og nogle gange kommer vi for sent, eller får vi ikke taget hele historien med. Vi kommer til at belaste sygehusene og speciallægerne mere ved at sende patienter videre, og så har vi skabt en ond cirkel for hele sundhedsvæsenet«.
»Desværre er sundhedsvæsenet et komplekst emne, der ikke egner sig så godt til rappe replikker i et debatshow. Dem har der været rigeligt af efter min mening. Jeg kan kun håbe på, at politikerne og journalisterne prioriterer det, der er vigtigt for vores samfund«.
Christian Freitag mener, at der er en ubalance i sundhedsvæsenet, og det er den vigtigste opgave for en kommende regering at løse. Han ønsker sig en plan for, hvordan sundhedsvæsenet skal se ud om 10 år.
Ny regering, nye samarbejder
Christian Freitag har rost den nuværende regeringens sundhedsreform for et stort fokus på de praktiserende læger og på et bedre samarbejde imellem kommuner og almen praksis.
Hvad skal der ske, hvis Socialdemokratiet får magten?
»Socialdemokraterne har heldigvis også blik for almen praksis og samarbejdet i det nære sundhedsvæsen. Udfordringen kan være regeringsskiftet i sig selv. Jeg håber ikke, at et evt. regeringsskifte kommer til at betyde en lang pause, hvor alle skal finde sig til rette. Det har vi ikke tid til«.
Hvis Socialdemokratiet får regeringsmagten, får Christian Freitag og andre praktiserende læger måske en masse nyuddannede læger ud i deres praksis på grund af Socialdemokratiets forslag om et halvt års tjenestepligt.
Det tror PLO-formanden dog ikke vil blive til noget.
»Jeg kan ikke forestille mig, at man kan træffe en beslutning henover hovedet på alle landets læger. Det lyder måske arrogant, at jeg ikke tror, på deres forslag, men vi kan slet ikke modtage så mange læger. Det bliver et stor spild af ressourcer. Motivationen kommer i bund og der vil mangle supervision til de mange unge læger. Det har ingen gavn af – mindst af alle patienterne.«
»Heldigvis har de åbnet op for en dialog på dette omåde. Jeg er sikker på, at PLO, sammen med Yngre Læger og Lægeforeningen kan komme med mange gode alternativer.«
Læs også valg-interview med de øvrige formænd
Helga Schultz: Politikerne skal prioritere og stå på mål for konsekvenserne
Andreas Rudkjøbing: Vi var tit så belastede, at patienterne måtte vente i mange timer