Tid til patienterne
Lars Buch tager sin jakke af og tænder for lysstofrøret i loftet. Som med alt andet på Christiansø, er det staten, der ejer lægeklinikken, og at dømme ud fra inventaret og de småblomstrede gardiner, er det mange årtier siden, det er blevet skiftet ud.
Venteværelset består af to stole ude i den smalle træbeklædte trappeopgang. En rød lampe ved siden af døren ind til klinikken viser, om der er optaget eller ej. Her er ingen lægesekretær. Man går bare ind.
»De fleste patienter bestiller ikke tid i forvejen, så det er aldrig til at vide, hvor mange der kommer. Nogle dage har jeg kun en enkelt patient. Andre dage har jeg tre. Men her om sommeren, hvor der er mange sommergæster på øen, er der som regel væsentlig flere patienter. Min rekord er 11 patienter på en formiddag. Der havde jeg virkelig også travlt«, siger han og griner.
Den første patient er én af de faste øboere. Hun er blevet bidt af en flåt og vil sikre sig, at det ikke er Borrelia. Lars Buch ser på det, men mener ikke, at der er grund til bekymring. Han giver sig god tid til at undersøge patienten, og de hyggesnakker længe.
I modsætning til i sit tidligere arbejdsliv, hvor han aldrig følte, han havde tid nok, har han nu al den tid i verden, han kan ønske sig.
»Fagligt set er der ikke så mange udfordringer. Der er for langt mellem patienterne. Men det kan jeg godt leve med. For mig betyder det mere at have tid til patienterne og tid til mig selv. Det er en stor luksus«.
En forvredet fod
Dagens anden patient er en ung pige, der har forvredet sin fod på klipperne. Hun er én af de mange sommergæster på øen, og hun frygter, at foden ikke når at blive klar til weekendens bal på Månen, naboøens forsamlingshus.
Lars Buch binder en stram forbinding omkring foden og anbefaler hende at holde den i ro de næste 14 dage.
Tre andre patienter når forbi klinikken, inden konsultationstiden er forbi kl. 11.
Lars Buch taster de sidste ting ind på computeren, men før han kan holde fri, skal han lige en tur forbi postkontoret med nogle blodprøver, der skal sendes over til Bornholm.
»Herovre har jeg lidt flere kasketter på end en almindelig praktiserende læge. Jeg er min egen sekretær, min egen laborant og min egen rengøringskone. Og så fungerer jeg både som hjemmesygeplejerske, kommunelæge og vagtlæge«, forklarer han og gør klar til at gå.
Det stille liv
Havde det været i en film, ville telefonen have ringet i dette øjeblik, og der ville være bud efter skærgårdslægen, der ville kaste sig ned i sin motorbåd og drøne ud til en tilskadekommen fisker.
Måske ville der også være et mistænkeligt dødsfald, som han skulle tage sig af. Eller en forviklet kærlighedsaffære, som ville kræve hans tilstedeværelse. Men det her er ingen film. Det er bare en ganske almindelig hverdag på Christiansø.
»Man skal kunne lide sit eget selskab for at kunne trives herovre. Og man skal kunne holde ud, at der ikke sker noget. Hvis man vil have dramatik, skal man finde et andet sted at være læge«, siger han.
I princippet skal Lars Buch være til rådighed i døgnets 24 timer, hvis der sker noget akut. Men det er sjældent, han bliver ringet op efter kl. 16, og for det meste er det ikke noget alvorligt.
»Jeg har oplevet at blive ringet op om natten, fordi et barn havde fået eksem efter at have badet i en af øens damme. Og en enkelt gang har jeg måttet ringe efter Rigshospitalets redningshelikopter, fordi et lille spædbarn havde hjerteproblemer. Men ellers er det mest feber og hoste, folk ringer om«.
Bundet til hinanden
På vej hjem støder han ind i sin kone, der har været en tur hos købmanden. Når man bor på en ø, der er 710 meter lang og 430 meter bred, kan det være svært at undgå hinanden.
Det har sin charme, forklarer Lars Buch, men det kræver også, at man kan holde ud at tilbringe tid sammen:
»For Kirsten og mig er ægteskab og venskab to sider af samme sag. Vi har mange fælles interesser og kan godt lide hinandens selskab. Jeg tror ikke, man skal tage herover for at helbrede sit ægteskab«, siger han og tager indkøbsposen i hånden.
De to spiser frokost sammen hver dag og tilbringer typisk eftermiddagene med havearbejde eller forskellige projekter indenfor.
»I øjeblikket er vi i gang med at producere natursæber, som skal ud i butikkerne i løbet af efteråret. Og så har vi lige fået tilladelse til at brygge en lokal Christiansøøl, som vi har arbejdet på at udvikle henover vinteren. Det er noget af det, jeg elsker ved at være herovre – at vi pludselig har fået så meget tid sammen og frihed til at gøre alle de ting, vi kan lide«.
Stresssymptomerne er væk. Og hvis det står til Lars Buch, bliver han og Kirsten boende på Christiansø, indtil han skal pensioneres:
»Det her er det gode liv for mig. Jeg har lært at slappe af og fokusere på andet end arbejde. Det er første gang i mit liv, jeg har haft tid til det«, siger han og smiler.