Regnebrættet efter næsten et trekvart år med COVID-19 blev gjort op på FAS’ årsmøde. Nok spillede man hinanden bedre, nok var der snævert fokus på kerneopgaven, nok udviklede beslutninger sig ikke til debatoplæg, men: »Vi kommer ikke til at gøre det bedre i sundhedsvæsenet, fordi vi har haft COVID-19«.
Da Nikolai Hoffmann-Petersen, ledende overlæge i Hospitalsenheden Vest, op til jul sidste år skulle fortælle en gruppe sygeplejersker, at de over jul og nytår skulle forflyttes fra Holstebro til Herning, var det en af de sværeste opgaver, han har måttet påtage sig under COVID-19.
»Det var en lorteopgave, men også rigtig fedt at skulle se dem i øjnene og stå på mål for, at det var vilkårene for at kunne løse den opgave, vi er sat i verden for«.
Eksemplet, som Nikolai Hoffmann-Petersen fremdrog på Foreningen af Speciallægers netop afholdte årsmøde på Hotel Munkebjerg i Vejle, illustrerer noget af det, der har kendetegnet sundhedsvæsenets måde at drible epidemien på, siden den gjorde sin entre i februar sidste år.
På intet tidspunkt endte sundhedsvæsenet i det kaos, som forinden havde ramt det italienske og senere også andre landes sundhedsvæsener med overfyldte intensivafdelinger, udgangsforbud og lægers og sygeplejerskers tomme blikke. I vores lille klat på kortet nåede vi aldrig aldrig til det scenario, vi frygtede.
Et åbenhjertigt panel delte på årsmødet deres refleksioner og konklusioner, når det kommer til, hvad sundhedsvæsenet er lykkedes med, hvad der gik galt, og hvad har vi har lært om håndteringen af pandemien, som vi kan drage nytte af til næste gang.
Det stod klart, at nok er taklingen af epidemien en fortælling om et samarbejdende og silonedbrudt sundhedsvæsen præget af vilje og kampgejst, men også at træerne ikke vokser ind i himlen.
Kristian Antonsen, hospitalsdirektør på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital samt leder af Region H’s Covid-task-force fandt det decideret pinligt, at »vi ikke var bedre forberedt«.
Men han både glæder sig over og er stolt af sygehusets præstation.
»Håndteringen af COVID-19 var vores finest hour, men til gengæld er det rigtig ærgerligt, at vi ikke har kunnet fastholde det momentum«, sagde Kristian Antonsen med en skælmsk bemærkning om, at »det var sjovt, så længe det varede«.
»Vi evnede på meget kort tid at tage nogle ryk, som vi ellers under normale omstændigheder ville være lang tid om. F.eks. er mikrobiologi blevet bragt frem i forreste gled og har taget et decideret kvantespring under epidemien, hvor diagnostik har skullet ske døgnet rundt.
En yderligere styrke var, at vi var meget fokuseret på kerneopgaven, og beslutningsvejen blev kortere og mere tydelig. Når vi i vores task force havde truffet beslutninger, blev de omsat til handling.
Læren er, at man ikke skal udnytte alle mandater til at pille ved en beslutning.
En beslutning er ikke et debatoplæg, og uden at forvente kæft, trit og retning, kunne vi måske lære af det«, sagde Kristian Antonsen.
Nikolai Hoffmann-Petersen kom også ind på den smidigere beslutningsgang.
»Vi traf lynhurtige beslutninger – nogle mere fornuftige end andre.
Noget af det, der var givtigt, var at blive skarpe på at samle samle de relevante folk i rummet med henblik på at finde løsninger. Alle skal ikke altid inddrages i og have en holdning til alt. Det er ineffektivt«, sagde Nikolai Hoffmann-Petersen og fortsatte.
»Vi lykkedes godt med at flytte læger fra den ene matrikel til den anden, og jeg er kommet meget tættere på mine læger i kraft af en højere grad af relationel ledelse.
Jeg har også kunnet se, hvordan der er læger, der er poppet op som ledertalenter ved at have været drivkræfter og taget ansvar.
Og så har jeg kunnet se, hvordan vi kunne skære vores kerneopgave til og undlade at foretage os noget, der er irrelevant, og hvor værdien for patienten kan diskuteres«, sagde Nikolai Hoffmann-Petersen, der dog satte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet er blevet klogere.
»Der er rigtig meget, vi kan være stolte af, og vi har lært rigtig meget. Men jeg er ikke sikker på, vi er blevet klogere, og jeg er bekymret for, om vi vil kunne håndtere en tilsvarende problemstilling bedre i dag. Det er jeg ikke sikker på.
Til gengæld er jeg sikker på, at vi ikke de næste 20 år kommer til at mangle værnemidler, og at der for tid og evighed vil blive indkøbt rigeligt med vacciner. Men det er jo ikke os som hospitalsvæsen, der løser de opgaver«.
Supersygehuse ikke gearet til epidemier
Lisbeth Buss Madsen, TR og overlæge på Amager-Hvidovre Hospital, havde andre erfaringer med at overlæger blev forflyttet.
»Ja, vi kunne noget på kort tid og på tværs af specialer.
Men når f.eks. en ortopædkirurg, der måske har haft et halvt års intern medicin for 30 år siden, pludselig skulle stå med et fagligt ansvar for noget, som vi starten ikke helt vidste hvad var, blev det oplevet som ubehageligt. Vi havde læger i frontlinien, som var meget utrygge, og det var ikke altid muligt at finde løsninger«.
Lisbeth Buss Madsen var i lighed med flere i panelet pessimistisk, når det kommer til at håndtere fremtidige epidemier på de nye supersygehuse.
»Vi havde en ophobning af COVID-tilfælde blandt personalet på vores mest udsatte afdelinger. Personalet smittede hinanden, og når man ser på kontorfaciliteterne i de nye hospitalsbyggerier, kan man godt blive bekymret. Jeg ved ikke, om dem, der har planlagt supersygehusene, har tænkt, at epidemier er gone«, lød det fra Lisbeth Buss Madsen, med tanke på den udbredte brug af storrumskontorer i de nye hospitalsbyggerier.
Nikolai Hoffmann-Petersen nærede samme bekymring:
»Ja, vi får i Det Nye Hospital i Vest i Gødstrup tre isolationsstuer, men der er ikke taget højde for, hvor værnemidlerne skal være, og hvor man skal skifte, når man skal fra en gang ind til en stue med patient, der smitter.
Noget af det, der har vist sig at have effekt i forbindelse med COVID-19, er afstand, men det bliver vanskeligt at holde afstand i de nye hospitalsbyggerier.
Det er mærkeligt at komme fra en periode, hvor penge ikke har kostet noget, til de nye byggerier, som kunne være mere optimale, såfremt der havde været flere penge at gøre godt med, men det er svært at lave om på nu«.
FAPS blev spillet på banen
For Ann-Louise Reventlow-Mourier, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) er det bedste, hun tager med sig, samarbejdet mellem primær- og sekundærsektoren om patienterne.
»I FAPS har vi spillet os på banen på en ny måde. Corona har tydeliggjort, hvad det er, de 15 specialer i foreningen også kan.
Vi stod sammen om at løfte i fællesskab, og det skal vi tage med videre. Halvdelen af vores medlemmer skrev sig op på en liste og stillede sig til rådighed for sygehusene. At vi var klar til at forlade vores hverdag i praksis for at løfte i fællesskab var en stor ting«, lød det fra FAPS-formanden, der også fremdrog andre plusser.
Både de digitale løsninger, som stadig bliver benyttet »i høj grad«, samt aftalen om udlægning af diagnostik og behandling fra sygehuse til speciallægepraksis, der har vist et potentiale i at lægge opgaver fra sygehusene ud i primærsektoren.
»Noget af det, vi skal tage med os, er, at vi faktisk kan finde gode løsninger, også selvom de træffes hurtigt. Nej, vi skal ikke ophøre med at tænke os grundigt om, men vi skal ikke falde tilbage til at se barrierer, begrænsninger og problemer«, sagde Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Er trivsel en del af kerneopgaven?
Morten Freil, direktør i Danske Patienter, problematiserede, at ingen rigtig har haft patienternes mentale sundhed på sinde under epidemien, at især de kroniske patienter har været dobbelt ramt og følt sig isolerede, og at der ikke bliver spurgt ind til patienternes trivsel.
»Trivselssamtaler bør være en del af kerneopgaven«, sagde Morten Freil, hvilket førte til et spørgsmål fra salen om, hvorvidt det er en lægelig kerneopgave at sikre patientens trivsel?
Til det svarede Morten Freil: »Vi kan ikke skille tingene ad. Ja, kerneopgaven er at behandle, men vi skal også have øje for patienternes mentale sundhed. Det var vi ikke rustet til denne gang«.
COVID var ikke ikke vendepunktet
Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom og professor, analyseinstituttet VIVE, gik på årsmødet i rette med en af de ofte fremsatte positive effekter af epidemien.
»Det forlyder, at nu kan alle aktører – Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og så videre – arbejde sammen på nye måder. Men sagen er, at man har modtaget en blankocheck til alt, hvad der er COVID-relateret«, lød det fra Jakob Kjellberg.
Og han måtte skuffe dem, der mener, at fordi COVID har nulstillet kassetænkningen, vil vejen fremover være banet for mere sammenhæng, samarbejde og sund fornuft:
»Vi kommer ikke til at gøre det bedre i sundhedsvæsenet, fordi vi har haft COVID-19. En ting er sikkert. Når kasserne kommer tilbage, kommer kassetænkningen tilbage. Når rammerne er de samme, bliver det som før. Vil vi have det anderledes, skal vi ændre på rammerne. Det er noget mere langvarigt og strukturelt, der skal til«.
Jakob Kjellberg dvælede også ved, hvad sundhedsvæsenets delvise nedlukning kommer til at betyde for sundhedstilstanden.
»Det giver anledning til at overveje, hvor meget af aktiviteten i sundhedsvæsenet, der reelt giver sundhed.
Hvad den lavere sygehusaktivitet under COVID-19 har haft af konsekvenser, kommer der til at blive skrevet rigtig mange ph.d.-afhandlinger om. Men det er interessant, at vi ikke allerede nu kan se konsekvenserne af nedlukningen – ud over i psykiatrien, hvor konsekvenserne nok i højere grad skyldes nedlukningen af samfundet«, sagde Jakob Kjellberg, der i øvrigt selv på et tidspunkt blev smittet og måtte selvisolere sig.
»Smitteopsporerne ringede hele tiden. Tænk, hvis man udviste samme aktivitet, når f.eks. en diabetiker ikke har afhentet sin medicin«, lød det med glimt i øjet fra Jakob Kjellberg.
Fire procent af stor betydning
Carsten Rahbek, professor fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet, forsker i, hvordan klimaforandringer, intensivt landbrug m.m. skaber grundlag for sygdomme som hiv, fugleinfluenza, SARS og nu senest COVID-19.
Han slog fast med syvtommersøm, at der er en reel stigning i antallet af sygdomme, der spreder sig fra naturen til mennesker.
»Ja, vi bliver flere mennesker på jorden og flere i byerne, og verden er blevet mindre, fordi vi flyver og flytter rundt, men det gælder også den biologiske verden. Den er også blevet mindre på grund af de ødelæggelser, vi begår mod den.
En stor del af biodiversitetstabet skyldes, at vi flytter rundt på arter fra steder, hvor de hører hjemme, til steder, hvor de ikke hører hjemme, og de bringer sygdomme med sig«, lød det fra Carsten Rahbek, der påpegede, at verdens samlede biomasse i dag primært udgøres af mennesker og vores husdyr.
»Mennesket udgør 36 procent og vores husdyr 60 procent. De 5.500 andre vilde arter af pattedyr, som har hundredtusinder af sygdomme, er reduceret til kun fire procent, og mikrober herfra tilpasser sig ved at »hoppe« til mennesker.
FN's ekspertpanel for biodiversitet og økosystemer (IPBES) har påvist, at 70 procent af alle pandemier er forårsaget af mikrober, der springer fra vilde arter til naturen, og det er estimeret, at cirka 600.000 af disse mikrober risikerer at få rodfæste hos mennesker. Vi ved meget lidt om, hvilke af dem der udgør den største risiko, men vi har en stigende risiko for fremtidige epidemier«.
Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet kunne oplyse, at der lige nu er cirka fem millioner mennesker på verdensplan, der dokumenteret bliver smittet med COVID-19 hver uge, men at det reelle antal smittede formentlig er det dobbelte eller tredobbelte.
»Virus muterer, hver gang den smitter en ny person, så risikoen for, at virus muterer over til områder, der skaber en flugtvariant, er overvejende sandsynlig. Hvornår og hvordan det vil ske, ved vi ikke. Men den biologiske mulighed herfor er helt evident«, sagde Jens Lundgren.
LÆS OGSÅ:
»Vi kan lave rammerne for, at man kan gøre tingene på den måde, der giver mening«
Alt har været corona, corona, corona – »Det dur jo ikke, hvis patienten har en blodprop«
