Content area

|

Alt har været corona, corona, corona – »Det dur jo ikke, hvis patienten har en blodprop«

Et år med corona/ Corona har været overalt, og det har kostet, siger akutmediciner Jacob Juul Jensen fra Herning om coronaepidemien. En epidemi, der har banet vej for en positiv kulturændring i sundhedsvæsenet – men den forsvandt meget pludseligt.
Akutmediciner Jacob Juul Jensen blev begejstret over den gejst og enorme kulturændring i sundhedsvæsenet, som coronaepidemien medførte i begyndelsen. Alt kunne lade sig gøre. Men gejsten forsvandt hurtigt igen. Foto: Martin Dam Kristensen
Forfatter(e)
Bodil Jessen boj@dadl.dk

Jacob Juul Jensen så sig omkring i COVID-afsnittet. Han lod øjnene glide fra det ene ansigt til det næste. Det var underligt. Han kendte ikke en eneste af de sygeplejersker, han var på vagt med.

»Jeg anede overhovedet ikke, hvem de var«, fortæller han.

Da første bølge af coronavirus ramte landet i foråret, var Herning et af de områder, som blev særlig hårdt ramt. Patienter med COVID-19 hobede sig op på akutafdelingen, smittekoncentrationen steg, og da der samtidig var mangel på værnemidler, bredte smitten sig som en steppebrand blandt personalet.

»Det var helt grelt. Vi faldt som fluer. 60 procent af medarbejderstaben i vores afdeling har været syge af COVID-19, og vi har været nødt til at låne så meget personale udefra, at vi ikke kendte dem, vi arbejdede sammen med«, fortæller Jacob Juul Jensen, speciallæge i akutmedicin og ansat på akutafdelingen på Regionshospitalet i Herning.

En logistisk katastrofe

Han kan huske, at man kaldte Herning for »Lille Bergamo« dengang. Op mod 70-80 procent af alle COVID-patienter i regionen blev indlagt via hospitalet i Herning.

De kom alle ind på akutafdelingen. Og så kom de ikke videre.

»Det var ren slagmark. Vi havde frygteligt mange patienter i første bølge, og de var virkelig ringe«, husker Jacob Juul Jensen.

Akutafdelingen er de akutte patienters indgang til hospitalerne. Herfra bliver patienterne fordelt til hospitalets specialafdelinger, eller de bliver sendt hjem til behandling og pleje ved almen praksis og hjemmepleje. Når det system virker, fungerer det som en velsmurt maskine, hvor hvert tandhjul griber ind i det næste og sikrer en konstant rotation og plads til nye patienter.

Men da første bølge ramte Herning, sandede det til. Specialafdelingerne afviste patienter med COVID-19, fordi de frygtede at få coronasmitte ind på afdelingen, og i hjemmepleje og almen praksis skulle de heller ikke nyde noget.

Akutafdelingen havde ikke noget valg, så her hobede patienter med COVID-19 sig op. De blev skubbet sammen på meget lidt plads, og smittekoncentrationen var tårnhøj. Det var hverken godt for patienter eller personale.

»Alle omkring os stivnede, og det var en logistisk katastrofe. Samtidig med, at patienter med COVID-19 hobede sig op på akutafdelingen, blev patienter med simple infektioner henvist til os, for man kunne jo aldrig vide… Vi behandlede utroligt mange ukomplicerede urinvejsinfektioner med feber, som normalt bliver behandlet af egen læge, for man kunne jo ikke ”afvise”, at det måske kunne være COVID-19«, fortæller Jacob Juul Jensen.

Systemet gik coronaamok

Corona var overalt. Og det kostede. Patienter med andre sygdomme blev overset.

»Hele systemet tænkte corona, corona, corona. Det er megafarligt, når man glemmer, at patienterne stadig kan fejle alt det, de plejer at fejle. I akutafdelingen prøvede vi at holde fanen højt og se patienterne som normale akutte patienter, men det er svært, når hele systemet bliver forskrækket og går coronaamok«, siger Jacob Juul Jensen.

»Corona overskyggede alt. Specialafdelingerne ville helst have, at patienterne blev hos os, men det dur jo ikke, hvis patienten har en blodprop. Folk havde stadig blodpropper i hjertet og lungerne, og nogle af dem blev på grund af corona sat i forsinket behandling. Det må vi erkende«.

Da første bølge klingede af, og resten af landet drog et lettelsens suk og nød sommerens lave smittetal, fortsatte presset på akutafdelingerne. Patientflowet, der normalt altid falder om sommeren, fortsatte med at stige, samtidig med at udlånt personale blev trukket tilbage til deres vante afdelinger.

Pusterummet kom aldrig.

»Vi gearede op, mens andre holdt ferie. Da anden bølge ramte, var vi godt slidte. Vores flow lå nogle dage op til 30 procent højere, end det nogensinde havde gjort før, og vi skulle løse det inden for de eksisterende rammer«, siger Jacob Juul Jensen.

På nogle punkter var der dog klare forbedringer fra første til anden bølge. Der var ikke mindst kommet bedre styr på værnemidler, flow og sengekapacitet internt på hospitalet og i regionen.

Kulturændring og silotænkning

For Jacob Juul Jensen har coronaepidemien givet flere vigtige indsigter og erkendelser. Han har set, hvor meget sundhedsvæsenet kan, men også hvor sårbart det er.

»Selv om vi var presset i foråret, så blev jeg grebet af den utrolige gejst, folk udviste – fra yngste medarbejder til den ældste. Det var en fantastisk kulturændring, hvor folk trådte til og hjalp på tværs af sygehuse, region, specialer og faggrænser. Folk var uselviske, ingen sagde ”jamen, vi plejer”, og selv de yngste læger og sygeplejersker stillede op og gik ind til de sygeste patienter. Det var så inspirerende«.

Men da første bølge var ovre, gik der kun en uge. Så lignede systemet sig selv.

»Det var deprimerende. Silotænkningen var tilbage, og pludselig var der ikke noget, der kunne lade sig gøre. Den gamle kultur var tilbage, og det var skræmmende, så hurtigt det gik«.

Den 27. december 2020 blev Jacob Juul Jensen vaccineret, og i januar begyndte nedlukningerne at få effekt. Der kom færre patienter.

På akutafdelingen i Herning kunne de for første gang i ti måneder begynde at trække vejret. Vaccinerne gav ro i afdelingen, og skuldrene blev sænket.

Nu er Jacob Juul Jensen klar til en tredje bølge – hvis den kommer.

»COVID-19 har vist, at vi kan løse store opgaver i sundhedsvæsenet, hvis vi står sammen. Vi kan jo godt, når vi vil«, siger han.

LÆS OGSÅ

Når døden er en hyppig gæst under corona – »man bliver drænet«

»Det er første gang, vi prøver at forkorte en pandemi med vacciner«

Lægen med patient 0: »Det var som at ride på en rodeotyr«


Blad nummer: 

Right side

af Flemming Amter | 19/10
1 Kommentar
af Henrik Dibbern | 18/10
1 Kommentar
af Jens Langhoff-Roos | 17/10
3 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 16/10
1 Kommentar
af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar
af Kristian Valbak | 11/10
2 kommentarer
af Birger Kreutzfeldt | 11/10
1 Kommentar