Skip to main content

Når døden er en hyppig gæst under corona – »man bliver drænet«

Et år med corona/ Landets største infektionsmedicinske afdeling i Hvidovre har indført samtalegrupper, hvor læger mødes og taler om de svære beslutninger under coronaepidemien. På en enkelt vagt skulle introlæge Mike Zangenberg, fortælle tre patienter, at videre behandling var udsigtsløs.

Introlæge Mike Zangenberg om behovet for samtalegrupper: »Vi har haft rigtig mange dødsfald. De har fyldt meget«.Foto: Claus Bech
Introlæge Mike Zangenberg om behovet for samtalegrupper: »Vi har haft rigtig mange dødsfald. De har fyldt meget«.Foto: Claus Bech

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

1. mar. 2021
5 min.

Det sværeste er ikke, når patienten dør.

Det sværeste er, når han beslutter, at der ikke er mere at gøre. At det ikke giver mening at behandle, og patienten skal overgå til kærlig pleje.

Det er ham, der fortæller det til patienten: »Du kommer til at dø af det her«. Og det er ham, der må forklare de pårørende, at de i løbet af kort tid vil miste en mor, bedstefar eller ven.

Det er det sværeste. At slukke håbet.

Men som introlæge på landets største infektionsmedicinske afdeling på Hvidovre Hospital, har Mike Zangenberg under coronaepidemien stået i den situation et utal af gange. Alligevel bliver det aldrig rutine.

»Hvis der ikke var dødsfald på hver vagt, så var der det i hvert fald på hver anden af mine vagter under den anden bølge. Selvfølgelig ved vi som læger, at vores patienter indimellem dør, men det svære med COVID-19 er, at der er så mange, der dør. Vi er blevet endestationen for de mange og ikke for de få. Og det er demotiverende, at det er så begrænset, hvad vi kan gøre for at hjælpe patienterne«, siger Mike Zangenberg.

Afdelingen på Hvidovre Hospital modtager de sværest syge patienter med COVID-19 fra Region Hovedstaden. Det betyder, at afdelingens yngre læger på få måneder gennemfører lige så mange svære samtaler om behandlingsstop og snarlig død, som andre læger gør i løbet af adskillige år.

Den slags tærer, og derfor etablerede den infektionsmedicinske afdeling fra begyndelsen af februar kollegiale samtalegrupper, hvor lægerne kan tale sammen om de svære oplevelser under coronaepidemien.

Mike Zangenberg var en af de læger, der pegede på behovet.

Beslutninger, der dræner

Mike Zangenberg. Foto: Claus Bech

Det er ikke, fordi coronaepidemien væltede ham omkuld fra starten. Faktisk tværtimod. Epidemien ramte Danmark, da han var i KBU på Psykiatrisk Afdeling på Amager. Som så mange andre steder i psykiatrien blev patienterne væk under første bølge, så det blev en yderst stilfærdig KBU-tid.

Men på Hvidovre Hospital har han oplevet coronaepidemiens hæsblæsende anden bølge fra absolut forreste række. Som yngre læge har han haft mange vagter aften og nat. Selv om man har mulighed for at konferere med seniore kolleger, er man rent fysisk ofte alene som læge, og man er den, der skal gå ind til patienterne og overbringe de tunge beslutninger.

»Det er en stor beslutning at lægge nogen til at dø. Jeg havde en vagt, hvor jeg besluttede, at vi skulle indstille behandlingen til tre patienter, og de skulle lægges til at dø – jeg kunne egentlig godt have taget nummer fire med, men det kunne jeg ikke holde til, så den beslutning overlod jeg til de næste«, siger Mike Zangenberg.

»Mange af os, der har været her under anden bølge, har været påvirkede af, at så mange er døde. Det er ikke så svært, fra man lægger dem til kærlig pleje, til de dør – for så er beslutningen jo taget, og vi kan sikre, at patienterne ikke lider og ikke bliver angste. Det svære er at træffe beslutningen og at fortælle patienten det. Når der er mange af dem, så bliver man drænet«.

Noget af det svære er, at Mike Zangenberg, allerede når han modtager patienterne, har en klar fornemmelse af, om de klarer den eller ej.

»Det er lidt demotiverende, at jeg allerede der når at tænke: ’Du kommer nok ikke til at klare den’. Desværre har jeg ofte ret, men det sker indimellem, at der er enkelte, der overrasker og kommer igennem. Heldigvis«.

Mindre hierarki

Mike Zangenberg fik ideen til samtalegrupperne, da han var til samtale med Hvidovre Hospitals erhvervspsykolog, som har assisteret den infektionsmedicinske afdeling med debriefing.

»Vi blev enige om, at det kunne være en god idé, hvis vi læger kunne bruge hinanden til at tale om de oplevelser, der fylder, og som kan sidde i kroppen i lang tid. Vi kan også bruge hinanden til at udveksle copingmekanismer, så vi bliver bedre til tage vare på os selv, så vi ikke tager de dårlige oplevelser med hjem«, fortæller Mike Zangenberg.

Ledelsen på Hvidovre Hospital bakkede op om idéen, og der blev sammensat seks grupper med en blanding af yngre læger og overlæger i alle grupper.

»Det hierarki, der normalt er i vores faggruppe, oplever jeg i mindre grad i grupperne. Vi er kolleger – læger, der taler med læger. Selvfølgelig kan vi yngre læger lære meget af vores mere erfarne kolleger, og flere af overlægerne har fortalt om dengang, de selv var yngre læger under hiv/aids, hvor rigtig mange patienter døde, uden de kunne stille noget op«.

Mike Zangenberg fortæller, at nogle af overlægerne har været påvirkede af de få situationer, hvor der ikke har været enighed mellem intensiv og infektionsmedicinsk afdeling, om en patient var egnet til intensiv behandling. Der er nu opstartet fælles konferencer mellem intensiv og infektionsmedicin, så de svære tvivlstilfælde bliver afgjort ved fælles konferencebeslutninger.

Direkte besked

Mike Zangenberg har gået med en infektionsmediciner i maven siden studieårene på Aarhus Universitet. I sine første år som læge har han arbejdet i Sydsudan, Tanzania og Etiopien, hvor han også skrev ph.d.

Her var døden meget nærværende.

»Døden er jo desværre en mere naturlig del af livet, endda også hos børn. Der er rigtig mange små børn, der dør, og selv om de selvfølgelig bliver kede af det, er der en anden accept af døden«, siger Mike Zangenberg.

Sådan er det ikke i Danmark. Det sker, at de pårørende ikke kan acceptere, at der ikke er mere at gøre, og det kan være nødvendigt med mange samtaler, før der opnås en form for accept. Men det er heldigvis de få tilfælde, siger Mike Zangenberg.

»Jeg plejer at sige det meget direkte til både patienten og de pårørende. Rent menneskeligt er det de sværeste samtaler, men jeg tror ikke, det hjælper at pakke det ind og sige, ’nu stopper vi aktiv behandling, og så får du kærlig pleje’. Vi kan pakke budskabet så meget ind, at de ikke forstår, hvad vi mener«.

LÆS OGSÅ

»Det er første gang, vi prøver at forkorte en pandemi med vacciner«

Lægen med patient 0: »Det var som at ride på en rodeotyr«