I sommeren 1620 kom en nordmand, »Doktor Jon«, til København. Sammen med et par assistenter rejste han et telt på Amagertorv, hvor publikum kunne studere krukker med kostbare salver og lægemidler »for al Slags Skade« og lade sig behandle. Doktor Jon kunne fremvise breve fra europæiske fyrster, konger, grever, hertuger adelsmænd og deres koner og døtre, men også fra borgere og bønder, som attesterede, at han havde helbredt dem for et væld af sygdomme.
En aften blev han stoppet af en kone på Højbro, som klagede over svær tandpine. Doktoren fremdrog noget salve og smurte det på hendes kind ud for den dårlige tand. Så bad han konen puste hårdt i et rør. Det gjorde hun, og straks fløj den dårlige tand ud gennem røret, uden at hun følte den mindste smerte. Alt sammen ifølge bøsseskytten Jon Olafsson, der gjorde tjeneste hos Christian den 4.
Den omrejsende kvaksalver har uden tvivl vakt irritation hos de københavnske læger. Lægen Johannes Bøtticher harcelerede i 1711 over den ublu konkurrence fra »Skægskrabere, Feltskærere, Skarprettere, Landstrygere og Markskrigere«, som med »opblæst Stolthed og tåbelig Egenkærlighed« stjal de rigtige lægers kunder og »vader over Dynger af Lig«.
Blandt plattenslagerne var de omrejsende tandtrækkere, som havde god forretning på markedsdage, for næsten alle voksne havde dårlige tænder. Helt galt var det fat i 1700-tallet, da trekanthandelen bragte sukker fra Vestindien til Danmark. Alle havde tandpine, og behandlingen bestod i at trække den dårlige tand ud – helst uden at brække den.
I første halvdel af 1700-tallet annoncerede »den kongeligt privilegerede« tandlæge Anton V. Scarpeta jævnligt i hofbogtrykker Berlings avis: »Få hvide Tænder og undgå Skørbug, dårlig Ånde, Tandpine, Ringorme og Vorter«. Scarpeta tilbød at rense folks tænder, udtrække dårlige tænder og indsætte kunstige. Han solgte også et »engelsk Tandpulver«, som »gør alle gule Tænder hvide« og hindrede dannelsen af »Vinsten«. Inden han fik bevilling, havde Scarpeta optrådt som linedanser på Kongens Nytorv.
Den respekterede læge, sundhedsoplyser og bladudgiver Johan Clemens Tode skrev i sit blad Sundheds-Tidende (1778-1781) jævnligt om den rette behandling af tænderne – både forebyggende, og når tanden var blevet dårlig. Han pralede især med sine egne evner til at udtrække tænder.
Tode, som var dr.med. og senere professor ved Det medicinske Fakultet, klandrede sine lægekolleger for at ødelægge unge menneskers tænder for livet. Ifølge Tode var selv »de lærdeste blandt Lægerne« nemlig uvidende om, at man kunne skifte tænder flere gange i livet. Derfor gav de folk »surt Mundvand«, som fik tænderne til at rådne, »hvorved den nye, sunde Tand, som bryder frem, uopretteligen fordærves«.
Man burde også vogte sig for tandpulver som det, Scarpeta solgte. I stedet kunne man lave sit eget ved at brænde rugbrød sort og støde det fint i en morter. Så dyppede man en våd finger i pulveret og gned tænderne med det. »Alle mere medicinske Tandpulvere er skadelige«, formanede Tode.
Han advarede på det kraftigste mod tandbørstning, da den sled emaljen væk. Til gengæld bragte han en lang artikel om, hvordan man udtrak en tand uden at »knuse den i tusind Stykker«. Tode beskrev, hvordan (andre) læger ved deres klodsede fremfærd ofte kvæstede patientens gane og tandkød og nogle gange brækkede stykker af kæbebenet.
Forståeligt nok foretrak mange at udholde den kroniske tandpine og lade tænderne rådne, til de faldt ud af sig selv.
Der er en god grund til, at man aldrig ser folk smile på de mange portrætter af den tids konger, adel og borgere. Alle havde sorte tænder, og de fleste var mere eller mindre tandløse.
I Todes artikel »Trøst for dem som have angrebne Tænder« kunne læseren dog trøste sig med, at han ikke var alene, da intet, som Tode skrev, »er mere almindeligt end at se fordærvede og sorte Tænder«. Han kunne tilføje den opmuntrende nyhed, at ifølge en dr. Simmons i London ville »ingen unge Personer, som har usunde Tænder«, nogen sinde få den dødelige sygdom svindsot. Og »heraf ser man nok, hvor herlig en Oprejsning, vore ormstukne Tænder giver os«, skrev Tode.
Tandpine var en fast følgesvend gennem det meste af livet. H.C. Andersen fik ligefrem et helt eventyr ud af sin livslange tandpine, som han også regelmæssigt omtaler i sine dagbøger Aldrig er tandsmerter beskrevet mere udpenslende og pinagtige end i hans historie om Tante Tandpine. Selv da han som verdensberømt digter stod på balkonen i Odense og modtog indbyggernes hyldest, led han af en jagende tandpine.
Manden, som tog sig af Andersens tandbehandling, var læge og dr.med. Han hed Christian Ludvig Voss og betegnede sig selv som tandlæge. Det var også Voss, som trak Andersens tænder ud, til han ikke havde flere, og som lavede hans tandprotese.
Med protesen var det endelig slut med Andersens tandpine. Men elendigheden var ikke forbi: Gebisset passede ikke så godt, og under en modtagelse hos kongen tabte Andersen til sin ydmygelse tandprotesen på det støvede gulvtæppe. Han fik sat den på plads, men talte under resten af audiensen til sin ydmygelse »med uld i munden«, som P.O. Enquist beskriver det i stykket Fra Regnormenes Liv.
I 1850 praktiserede i alt fem tandlæger i hovedstaden. Fire af dem var læger. I resten af landet fandtes højst en lille håndfuld tandlæger. Først med dannelsen af Dansk Tandlægeforening i 1873 optræder tandlægerne som en egentlig professionel stand. Foreningen havde 33 medlemmer.
Den første tandbørste blev opfundet i 1770 af englænderen William Addis, mens han sad i fængsel. Han mente, at der måtte være en bedre metode til at holde tænderne rene end at gnide dem med salt og sod, så en dag tog han et stykke knogle med fra aftensmaden, borede huller i det og satte svinebørster i hullerne. Da han slap ud af fængslet, satte han tandbørsten i masseproduktion og endte som en meget rig mand.
I løbet af 1800-tallet blev tandpasta opfundet. Kviksølvplomber kom til fra 1820’erne, tandlægestolen blev opfundet i 1848, og det elektriske bor har kørt med stigende hastighed siden 1875. I 1885 blev en toårig tandlægeuddannelse etableret.
I Danmark skal man helt frem til 1900-tallet, før tandbørstning blev udbredt til bredere kredse end overklassen. Endnu i 1930’erne var det ikke ualmindeligt, at en hel familie deltes om én tandbørste. Konfirmationsgaven for mange var en mundrydning og et gebis.
Med nutidens tandpleje kan der argumenteres for, at der er tale om et medicinsk speciale. Men hvorfor er lægebesøget så gratis, mens det er dyrt at gå til tandlægen? Svaret er, at det skyldes en historisk tilfældighed: Da fagbevægelsen sammen med lægerne etablerede de første sygekasser i 1890’erne, fik arbejderklassen endelig adgang til gratis lægebehandling ved sygdom mod at betale et kontingent til sygekassen. Tandproblemer blev imidlertid ikke betragtet som sygdom. Den dårlige tand fik man trukket ud. Var man rig, lod man lægen gøre det. Ellers gik man til smeden eller bageren. Men en sygdom var det ikke – og derfor blev det heller ikke dækket af sygekassen.
I 1973 blev sygekasserne nedlagt, og staten blev den store, skattefinansierede sygekasse. Men tandbehandling betalte man selv som hidtil – dog med et tilskud fra den offentlige sygesikring.
Dyre behandlinger som f.eks. rodbehandling, paradentose, kroner og implantater kan dog nemt vælte manges budget. Alle beklager, at det forholder sig sådan. Men i lyset af, at sundhedsvæsenet allerede nu er statens største udgiftspost, er der formentlig lange udsigter til, at staten samler den ekstraregning op.
