»Den gale videnskabsmand« har dybe rødder i vores kollektive bevidsthed og kultur. Der er myten om Doktor Faustus – alkymisten, som sælger sin sjæl til Djævelen til gengæld for nye indsigter. Tænk på Dr. Frankenstein, som skaber sit monster af ligdele. Og glem ikke Dr. Jekyll, Dr. Mabuse eller Peter Sellers som Dr. Strangelove. Og mere aktuelt: det gale geni dr. Baxter i Lanthimos’ 2023-film »Poor Things«.
Men der er mange andre – endda fra virkelighedens verden. Og vi behøver ikke at gå tilbage til 1500-tallet, hvor lægen og alkymisten Paracelsus ville fremdyrke et kunstigt menneske, Homunculus, i en glaskolbe med en blanding af råddent kød og hans egen sæd. Det lyder skørt, men i 1500-tallet lød det ikke så tosset, som det gør i dag.
Derimod er det svært at se noget formildende i de forsøg, den sovjetiske hjertekirurg Sergei Brukhonenko (1890-1960) foretog på hunde.
For Brukhonenko var det ikke nok at dissekere de døde forsøgsdyr, efter at de var blevet halshugget. I 1930’erne forsøgte han derfor at holde hovedet i live med et apparat, der tilførte ilt og blod. Et andet forsøg gik ud på at tømme dyret helt for blod for derefter at forsøge genoplivning. Hans uhyggelige forsøg, som blev belønnet med Lenin-prisen, blev filmet og udgivet under titlen »Experiments in the Revival of Organisms« og kan ses her i sin fulde længde. Det er ikke for sarte sjæle.
Stalintidens Sovjetunionen var i det hele taget en spændende legeplads for pseudovidenskab og gale videnskabsmænd. Tag f.eks. biologen Ilja Ivanov (1870-1932), som i 1924 fik lov at rejse til udlandet, til Paris, med det formål at fremavle en race af »abemennesker«. Forsøget gik ud på at transplantere livmoderen fra en kvinde til en chimpanse, som hed Nora, og inseminere aben med menneskelig donorsæd. I 1926 rejste han til Afrika, hvor han inseminerede yderligere tre chimpanser med menneskelig sæd. Ivanov ræsonnerede rationelt nok: Ved at parre æsler og heste fik man muldyr, der gjorde nytte som trækdyr. Det var også muligt at parre løver med tigre og kameler med lamaer – så hvorfor ikke aber og mennesker? Måske kunne denne skabning tilmed gøre nytte som arbejdskraft eller som kanonføde ved fronten?
Ivanov var desperat. Han skulle snart vise resultater. Bolsjevik-regeringen ville snart se resultater, og der var ikke langt fra parnasset til straffelejren eller et nakkeskud i Lubjanka-fængslets kældre.
Med en ny tilgang ville han derfor skabe sit abemenneske – ikke ved at inseminere aber med menneskesæd, men ved at inseminere kvinder med sæd fra chimpanser. Hjemme i Moskva tog han fat på at hverve kvinder, som var villige til at bringe ofre for videnskaben og sovjetstaten. Der var kun én, der svarede – en kvinde, som alle kunne se var mentalt syg. Det ville næppe have standset Ivanov – men nu var han efterhånden blevet en belastning for Sovjetunionen. Hele verden havde fulgt med i hans sære forsøg, som blev genstand for lige dele latterliggørelse og oprigtig afsky. I 1930 blev Ivanov arresteret og sendt til en fangelejr, hvor han døde to år senere.
Ivanov og hans abemennesker – så kan det vel dårligt blive mere skørt? Døm selv – i hvert fald giver spansk-amerikaneren José Manuel Delgado (1915-2011) de russiske rivaler kamp til stregen.
Delgado, som nogle har kaldt en af moderne tids mest begavede neurovidenskabsmænd, fik eksamen ved Madrids universitet, men flyttede i 1950’erne til USA som professor ved Yale University.
Delgado var besat af idéen om at kontrollere og styre hjernen. Han implanterede elektroder i hjernen på aber og kunne med en fjernkontrol få dyrene til at udføre komplicerede bevægelser. I et berømt forsøg implanterede han elektroder i hjernen på en tyr. I en arena lod han tyren slippe løs – og ved at dreje på en knap standsede han tyren i et angreb, lige før den nåede ham.
Delgado anbragte elektroder i hjernerne på 20-25 forsøgspersoner og kunne delvist styre deres adfærd. Hans endemål var fuld kontrol, og han erklærede: »Vi skal kontrollere hjernen elektronisk. En dag vil hære og generaler kunne styres ved hjælp af elektrisk hjernestimulering«.
Tankemanipulation og »hjernevask« – det er sådan noget, diktatorer og totalitære stater benytter sig af. Men som Delgado viste, kan idéen også friste afsporede sjæle og regeringer i den frie verden.
Tag f.eks. den amerikanske psykiater Robert Galbraith Heath (1915-1999), der ligesom Delgado arbejdede med hjernemanipulation. Heath havde fokus på skizofreni, som han eksperimenterede med at behandle ved hjælp af elektrostimulation. Forsøg, som ledte ham til at undersøge muligheden for at stimulere hjernens centre for lyst og smerte.
Som neurolog og psykiater var Heath især kendt for sin forskning i skizofreni. Han var blandt de første til at implantere elektroder i de dybe kortikale strukturer for at behandle skizofreni med elektrostimulation.
Heath anvendte også metoden til forsøg med at »kurere« mænd for homoseksualitet. Homoseksualitet var ifølge WHO’s sygdomsliste en psykisk sygdom og blev indtil 1990 defineret som »en afvigelse«. Han fokuserede på hjernens receptorer for nydelse og smerte. Ved elektrostimulation kunne han fremkalde intenst velbehag – og ved samtidig, gennem et hårfint rør, at supplere stimulansen med signalstoffet acetylkolin kunne han skrue op for nydelsen, så den resulterede i ekstase og endda langvarige orgasmer. Og omvendt kunne man ved at stimulere andre centre påføre smerte og ubehag. Ved at lade homoseksuelle mænd opleve ubehag ved synet af mænd og stærk opstemthed ved synet af kvinder mente Heath, at kan kunne »omvende« dem til heteroseksualitet.
Både før og efter Heaths død i 1999 har der været mistanke om, at han havde forbindelse til CIA’s ulovlige MK-ULTRA – et forsøgsprogram, som bl.a. havde til formål at udvikle metoder og stoffer – som f.eks. LSD – der kunne bruges til »hjernevask«, manipulation og psykisk tortur. Programmet benyttede uvidende amerikanske og canadiske statsborgere ved forsøgene. Programmet blev kendt, da Senatets Church Committee, som undersøgte CIA’s ulovlige aktiviteter, i 1975 aflagde rapport.
I betragtning af, hvad der ellers foregik i tiden, må det siges, at Heath havde hård konkurrence som »gal videnskabsmand«. Og han overgås uden tvivl af biokemikeren Sidney Gottlieb (1918-1999). Til forskel fra Heath kunne Gottlieb ikke løbe fra sin tilknytning til MK-Ultra. Han stod nemlig selv i spidsen for projektet i 1950’erne og 1960’erne.
Gottlieb havde det direkte ansvar for at udsætte uvidende forsøgspersoner for eksperimenter med bl.a. kokain, heroin, LSD og andre hallucinogener. Målet var at påvirke personernes bevidsthed, så de blev medgørlige under forhør. Stofferne virkede dog imod hensigten og virkede snarere som benspænd ved forhørene. Blandt ofrene for Gottliebs forsøg var biologen Frank Olson, som Gottlieb gav LSD ved et af MK-Ultra’s hemmelige centre. Det resulterede i en psykose og Olsons død.
Gottlieb var en gal videnskabsmand med ubegrænset magt. Han udarbejdede personligt CIA’s mange planer om at forgifte den cubanske revolutionsleder Fidel Castro. Det skulle ske ved at imprægnere Castros sko med thallium, så hans skæg ville falde af, og han ville dø en pinefuld, langsom død. En anden plan var en kanyle i form af en fyldepen med en dødelig gift, en kasse forgiftede cigarer, en giftimprægneret våddragt og eksploderende konkylier på havbunden, hvor Castro plejede at dykke i sin fritid.
I 1960 transporterede Gottlieb personligt en flaske gift til Congo, som skulle dryppes på premierminister Patrice Lumumbas tandbørste. Den lokale CIA-chef forhindrede planens gennemførelse. Imidlertid blev Lumumba kort tid efter dræbt ved et militærkup.
Gottlieb døde som pensionist i 1999.
