Man kommer ikke uden om Johan Clemens Tode (1736-1806), når man beskæftiger sig med medicinens historie i Danmark. Tode var en flittig skribent og udgav flere populærmedicinske tidsskrifter på dansk og tysk. Han anmeldte bøger og teaterstykker og skrev selv digte, romaner og flere skuespil. Han blev professor ved Københavns Universitet, grundlagde medicinske selskaber og var hoveddrivkraften i stiftelsen af Borgerdydselskabet, som bl.a. arbejdede for skolereformer. Han grundlagde Efterslægtens Skole og var medstifter af flere andre skoler.
Og så var han initiativtager til Det Medicinske Selskab i København, som stadig lever i bedste velgående og fylder 253 år i 2025.
Todes bidrag til lægevidenskaben var til gengæld få og små – på nær i ét tilfælde: Tode var stort set den eneste læge i Danmark, der anså kønssygdommene syfilis og gonorré for at være to forskellige sygdomme. Han satte tilmed sit professionelle omdømme på spil for at forsvare dette standpunkt.
Det skete, da han i 1774 udgav skriftet Vom Tripper in Ansehung seiner Natur und Geschichte – det første i en række skrifter om emnet. (Tripper er det tyske udtryk for dryppert – en dengang udbredt betegnelse for gonorré).
Når man udgav videnskabelige publikationer under enevælden, var det god tone at dedikere værket til kongen eller en anden højtstående velynder. Det ville dog være upassende for et skrift om dette delikate emne. Kongen, den sindsforstyrrede Christian 7., var kendt for sine skandaløse udskejelser under besøg i Københavns horehuse, og en dedikation kunne derfor virke som majestætsfornærmelse. Tode, som var et vittigt hoved, løste problemet ved at dedikere sin lille bog til »de velbårne og ærværdige Herrer A, B, C, D, etc.«.
Tode stod meget alene med sine synspunkter vedrørende kønssygdommene. Han mødte voldsom og – som det var almindeligt i tidens videnskabelige debatter – perfid kritik fra kolleger i ind- og udland. Tode, som bl.a. var udlært i kirurgien, blev hånet for at være en ulærd barbersvend, der ikke som de universitetsuddannede læger var klassisk dannet. Et tysk lægetidsskrift kaldte ham en Windbeutel og en uforskammet og halvstuderet opkomling, som ikke beherskede latin og derfor måtte nøjes med at skrive på dansk og tysk.
Som det tungeste argument pegede Todes kritikere på, at utallige navnkundige og lærde doctores i århundreder havde ment det modsatte af Tode: at der var tale om én – og kun én – sygdom. Tode burde derfor »lære at tie« og ikke bjæffe ad disse store og navnkundige lærde »som en rasende Køter mod Månen«.
Den skotske kirurg John Hunter (1728-1793) anses for den videnskabelige kirurgis grundlægger. Han var en beundringsværdig pioner, men på ét punkt begik han helt bogstaveligt en fatal fejl: Hunter var af den faste overbevisning, at syfilis og gonorré var en og samme sygdom. Det var den gængse opfattelse og helt ukontroversielt. Men som den videnskabsmand, Hunter var, kunne han ikke slå sig til tåls med den idé, bare fordi det var den almindelige antagelse. Han ville underkaste den et videnskabeligt forsøg, og i 1767 besluttede han at udføre forsøget på sig selv.
For at påføre sig selv gonorré tog Hunter udflåd fra en patient med gonorré, påførte sit penishoved og forhuden et par overfladiske ridser og inokulerede sig selv med det veneriske pus.
Snart viste det udflåd sig, som er karakteristisk for gonorré, og ikke længe efter opstod den bløde chanker, som er et første karakteristisk symptom ved syfilissmitte. Senere stødte syfilissens sekundære symptomer til.
Fordi han fik begge symptomer, mente Hunter nu, at han havde ført bevis for, at der var tale om én venerisk sygdom. Han beskriver selv forløbet i sin Treatise on Venereal Disease.
Hans fejltagelse bestod i selve forsøgets design: Patienten, som han havde taget det veneriske pus fra, var smittet med både gonorré og syfilis. Hunter havde derfor påført sig selv begge sygdomme.
Til forskel fra Tode og hans fjender var Hunters fejltagelse dog baseret på en slags klinisk forsøg.
Hunters store anseelse var med til at cementere opfattelsen af syfilis og gonorré som et fedt. Derfor virker Todes fremhævelse af den modsatte opfattelse så meget modigere.
Det har været diskuteret, om Tode selv har tænkt sig frem til, at gonorré og syfilis er to forskellige kønssygdomme, eller om han har planket idéen fra andre. Nogle år forinden havde Tode været på studieophold i bl.a. Skotland og England. Her havde lægen William Cockburn faktisk allerede i 1713 påpeget de to sygdommes forskellighed og fremhævet forskellene i kviksølvbehandlingens indvirkning på de to sygdomme, som jo også havde forskellige karakteristika.
Længere var man dog ikke nået i forståelsen af de to sygdommes væsensforskel, før en ung læge i Edinburgh, François Balfour, i 1764 skrev, at de to sygdommes »contagion« (smitstof) var forskellige. Han fik støtte af en apoteker i London, Ellis, som i 1771 skrev, at syfilis og gonorré var »very distinct in their nature, and require a different treatment in their cure«.
Disse tanker har Tode med stor sandsynlighed stiftet bekendtskab med under sit studieophold, og netop dette brugte hans kritikere imod ham, da de kritiserede ham for, at hans idéer, ud over at være fejlagtige, ikke var originale, da de jo allerede var blevet fremsat i England og Skotland.
Tode forsvarede sig med, at skønt han ikke var højlærd, så havde han dog gennem 26 år som praktiserende læge, som læge for tugthusfanger og som teaterlæge set utallige tilfælde af kønssygdomme – nok til at lære at skelne dem fra hinanden og konstatere, hvordan de reagerede på behandlingen.
I øvrigt havde Tode faktisk ikke påstået, at det var hans egne, originale tanker. I 1777 skrev han udtrykkeligt, at han på ingen måde ville udgive sig for at være den første, der havde opdaget die Identität des Trippengiftes. (Da han i 1800 skrev sin selvbiografi havde han dog glemt denne beskedenhed. Her fremhævede han sig selv som den allerførste, der havde påvist de to sygdommes forskellighed, en erkendelse, som på dette tidspunkt havde vundet almindelig anerkendelse).
Uanset hvad, kan man ikke fratage Tode æren for at være den første danske læge, som havde bragt den nye opfattelse til Danmark og selv stukket hovedet i løkken for at forsvare og udbrede den.
Retfærdigvis skal det siges, at Hunters Treatise on Venereal Disease ikke entydigt viser, at han påførte sig selv kønssygdomme. Selv om Hunter i mange tilfælde udførte medicinske forsøg på sig selv, beskriver han i Treatise de veneriske forsøg i så upersonlige vendinger, at man med lige så god ret kan hævde, at Hunter udførte sit forsøg på en anden og ukendt forsøgsperson.
Der er heller ikke belæg for, at Hunter, som det er blevet hævdet, i sidste ende døde af den selvpåførte syfilis.
Da Hunter døde 26 år efter det omtalte forsøg, blev hans lig obduceret af svogeren Everard Home. Obduktionsrapporten beskriver et klassisk tilfælde af arteriosklerose med forkalkede koronararterier. Der omtales ingen symptomer på syfilis i rapporten.
Usikkerheden er blevet brugt til at »renvaske« Hunter for den stigmatiserende sygdom. Men godtager man den udlægning, indebærer det samtidig, at man retter en langt alvorligere anklage mod Hunter for at udføre uetiske menneskeforsøg.
»Den gale videnskabsmand«
Da Frankenstein var læge på Bornholm
