De drømmer om almen praksis, men er bekymrede over arbejdspresset

De fleste yngre almenmedicinere drømmer om at eje deres egen praksis, og deres helt store drøm er at gøre det i et arbejdsfællesskab med andre læger. Kompagniskabspraksis er et hit, mens der ikke er mange, der har lyst til solopraksis. 

Men de – måske – kommende praktiserende læger er især bekymrede over arbejdspresset og risikoen for udbrændthed i almen praksis.

Det viser en ny undersøgelse, som Yngre Læger har foretaget. I undersøgelsen medvirker både hoveduddannelseslæger i almen medicin og speciallæger i almen medicin, som er ansat i almen praksis. Der medvirker kun læger under 60 år.

»Jeg hæfter mig ved, at knap to ud af tre hoveduddannelseslæger svarer ja til, at de ønsker at eje deres egen praksis, og at kun 10% svarer nej. Og så er der en forholdsvis stor gruppe ,ved ikke’er’, som kan ende med at gå begge veje«, siger Sara Mathilde Radl Hensel, der er medlem af Yngre Lægers bestyrelse og forperson for almenpraksisudvalget.

Hun fortæller, at en del kolleger i »ved ikke«-gruppen tilkendegiver, at de godt kunne tænke sig at eje praksis, hvis eller når den rigtige praksis viser sig.

»Men de siger også, at politisk usikkerhed om almen praksis´ fremtid får dem til at overveje at vente med at købe. De vil gerne vide, hvad det er for en pakke, de køber«, siger Sara Mathilde Radl Hensel, der efterlyser mere aktiv rekruttering fra regionerne.

Lægerne vægter familielivet, når de bliver spurgt, hvad der kan få dem til at overveje at arbejde i et område med lægemangel. I prioriteret rækkefølge lyder svarene:

– At praksis ligger i nærheden af bopælen.

– At der er mulighed for deltidsansættelse.

– At familien trives med beslutningen.

I gruppen af speciallæger i almen medicin, der er ansat i almen praksis, er det kun 44%, der ønsker at eje egen praksis, mens 23% siger nej. Speciallægegruppen er dog ikke nærmere defineret, oplyser Sara Mathilde Radl Hensel, og den kan således dække over et bredt spektrum fra nyuddannede speciallæger til læger, der tidligere har været klinikejere. 

Bekymring for arbejdspres

Når læger, der er interesserede i at eje praksis, bliver spurgt til, hvad der bekymrer dem, boner stor arbejdsbelastning (84%) og udbrændthed (65%) ud. Herefter følger: øget kontrol i almen praksis, udfordringer med kolleger, at håndtere et stigende antal kronikere samt det at være bundet til samme sted i mange år.

»Stor arbejdsbelastning og udbrændthed topper helt tydeligt listen af bekymringer«, siger Sara Mathilde Radl Hensel. »Det er vigtigt at sikre, at lægerne har den nødvendige tid til at se de meget syge patienter – særligt i lægedækningstruede områder. Mulighed for permanent delepraksis og differentieret patienttal, der tilgodeser læger med mange syge, ældre og belastede patienter, kan være med til at bedre forholdene«.

Netop det store arbejdspres var også i fokus i en ny undersøgelse fra VIVE om til- og fravalg af almen praksis, hvor 29 nyligt uddannede speciallæger i almen medicin blev interviewet. Her konkluderede VIVE, at mindre arbejdspres, mere fleksibilitet og bedre fordeling af patienter er blandt løsningerne til at sikre bedre lægedækning. Flere af de interviewede havde forladt almen praksis på grund af arbejdspresset. Omvendt viste undersøgelsen også, at flere praksis formår at organisere sig, så de kan håndtere den stigende opgavemængde, uden at det går ud over lægernes familieliv.

Fællesskab og fleksibilitet

Lægerne vil arbejde sammen med andre læger, og de vil for alt i verden ikke sidde alene i en solopraksis.

Det er et meget markant signal fra både hoveduddannelseslægerne i almen medicin og de ansatte speciallæger i almen medicin. Yngre Læger spørger i undersøgelsen, hvad den ideelle praksisform er for lægerne i fremtiden. Her svarer hele 72% kompagniskabspraksis, mens 7% svarer samarbejdspraksis og blot 2% solopraksis. Godt halvdelen mener, at 3-4 lægekolleger er det optimale, mens godt en tredjedel ønsker 1-2 lægekolleger.

»Overskriften må være, at man som yngre læge ønsker et fællesskab – både socialt og fagligt. Det daglige fællesskab er vigtigt, så vi kan sparre med kolleger og udvikle os«, siger Sara Mathilde Radl Hensel.

Hun mener, at de yngre lægers afvisning af solopraksis skyldes frygten for et ensomt arbejdsliv og manglende fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen.

»Der kan ske ting i livet, hvor det er rart, at der lige er nogle andre, der kan tage over. Det kan være alt fra, at man bliver syg, til, at man gerne vil kunne deltage i et halloweenarrangement nede i skolen om eftermiddagen«.

Speciallæger i almen medicin er efterspurgte både som ejere og ansatte i almen praksis, på sygehuse og på andre offentlige og private arbejdspladser. Nogle læger ønsker ikke at være klinikejere, men foretrækker at fortsætte med at være ansatte. I Yngre Lægers undersøgelse er der i denne gruppe af læger størst interesse for ansættelse i kommuner og på sygehuse.

Venter lidt længere

De yngre almenmedicinere (FYAM) i DSAM foretager ligeledes løbende målinger af medlemmernes ønske om at eje eller være ansat i almen praksis. I den nyeste undersøgelse, der via videreuddannelsessekretariatet er gået ud til alle uddannelseslæger i almen medicin i landet, svarer 73%, at de er helt eller delvist enige i, at det er sandsynligt, at de ejer deres egen klinik fem år efter, at de er blevet speciallæger.

Formanden for FYAM, Thomas Benfeldt Purup, siger:

»Vores undersøgelser bekræfter, at man som yngre almenmediciner gerne vil ud at eje egen klinik inden for en årrække, og at fællesskabet og det at have nogle at sparre med er meget vigtigt. Der er måske en lille tendens til at vente lidt længere med at købe sig ind. Men hvis man kan imødekomme de behov, yngre læger har om mere fleksibilitet og lidt nedsat tid i en periode, mens børnene er små, tror jeg, det kan få flere til hurtigere at være klar til at købe egen klinik«.

Knap otte ud af ti, der ikke ønsker at være klinikejere, foretrækker at blive ansat i en almindelig, almen praksis, og der er ikke opbakning til koncernklinikker, oplyser Thomas Benfeldt Purup.