»Dem, vi ser, er ikke helt så meget patienter – de er mennesker«

Søren Riis Sommer er 40 år og i fase 2 i speciallægeuddannelsen i almen medicin på Regionshospitalet Randers. Han bor med sin kone, som også er læge, og deres to små børn i et anneks ved siden af hans forældres gård i Kolt, uden for Aarhus.

Hvorfor har du valgt almen medicin?

»Jeg kan se mig selv i rigtig mange specialer, da jeg tænker, at man som læge får et givende job på mange måder, uanset hvad man vælger. Men jeg kan godt lide, at læger i almen praksis er altmuligmænd, der kommer rigtig tæt på patienterne. Og så er det en fordel, at almenmedicinere har mulighed for mange forskellige typer jobs. Man er ikke bundet til et sygehus i 40 år«.

Hvordan ser du din fremtid – sygehus, almen praksis eller andet?

»Jo længere tid, jeg er læge, des mere sikker bliver jeg på, at min fremtid er i almen praksis. Jeg kan godt lide det liv og den alsidighed, der er i praksis. Man sidder i sit eget tøj, og dem, vi ser, er ikke helt så meget patienter – de er mennesker«.

Vil du være ejer eller ansat?

»Min plan er at tage nogle år som vikar, hvor jeg kan arbejde færre timer, mens vi har små børn. Min kone er ikke helt så langt i forløbet, som jeg er, og så kan hun give den mere gas med sin lægekarriere i de år. Men jeg kan godt mærke, at jo tættere jeg kommer på speciallægetitlen, des mere glæder jeg mig til at få mine egne patienter, som jeg kan følge gennem flere år«.

Hvilken type praksis kunne du tænke dig?

»Samarbejdspraksis tiltaler mig mest. Så får man fordelene ved kompagniskab, hvor man kan hjælpe hinanden og dele sekretariat, udstyr osv., og samtidig behøver man ikke at blive enige om alt. En solopraksis giver for mange udfordringer, fordi man er ene om alle udgifter, og i et kompagniskab frygter jeg, at der kommer til at gå for lang tid med at diskutere alt muligt. Der er jeg nok mere sådan: ,Lad os nu tage en beslutning’«.

Er der noget, der bekymrer dig ved at skulle arbejde i almen praksis?

»Jeg tænker over de ,farlige’ tal om udbrændthed og arbejdspres. Det tror jeg, alle yngre almenmedicinere gør. Noget af det, jeg tror, at man kan gøre, er at sige til sig selv, at alt ikke behøver at være perfekt. Hvis vi vil hjem og se vores børn, må vi selv sætte en grænse. Patienterne gør det ikke. Det er selvfølgelig en balance, for vi skal give en ordentlig behandling, men man kan være nødt til at skære lidt ind til benet«.

Kunne du have lyst til at blive læge i et lægedækningstruet område?

»Vi bor til leje nu, så derfor er vi ret mobile. I princippet tror jeg ikke, at vi ville have noget imod at flytte ud på ,bøhlandet’, for vi kan rigtig godt lide at være i naturen, og vi bruger ikke byen. Men vi vil gerne være i nærheden af familie og omgangskreds, og de er i Østjylland. Jeg tror, at det bliver svært at få læger til udkantsdanmark, så længe der er så stor lægemangel«.