Den er gal med de unges trivsel

Både i den private og offentlige debat simplificeres emnet ofte og koges ned til et spørgsmål om placering af skyld, der f.eks. lægges hos de sociale medier, tempoet i vores samfund, forældrenes vage opdragelse – eller hos de unge selv, som slet og ret burde tage sig sammen. Alle voksne har været unge engang, og man får indtryk af, at mange udtaler sig om emnet uden anden ekspertise end egen erfaring.

Derfor kan man ikke blive andet end umådeligt opløftet af at læse indledningen til Maja Vain Gilberts bog »I bedste mening«, hvor hun foreslår, at man forsøger at nuancere emnet, især ved at lytte til og tale med de unge selv – det har hun nemlig i den grad gjort. Forfatteren er uddannet psykolog med speciale i psykoterapi. Hun har igennem ti år talt med unge i mistrivsel, og det er der kommet en utroligt indsigtsfuld bog ud af.

Gennem seks kapitler kommer læseren med til konsultation hos seks unge mennesker. I første kapitel præsenteres vi for Julie, der levede et på overfladen succesfuldt gymnasieliv, men de seneste uger bare har ligget på sofaen og følt sig fortabt. Julies liv har udviklet sig til et langt CV med det mål, at hun en dag skal blive til noget stort – et »stort«, som hun dog ikke rigtigt ved, hvad er. Det velmenende »du kan blive til alt« føles som »du bør blive til noget stort«. Kapitlet rundes af med en beskrivelse af arbejdet med Julie, både helt konkret (pause hvert 45. minut under eksamenslæsning) og på et højere plan (ikke at sætte lighedstegn mellem præstation og identitet).

Vi møder også Anders, der har fået at vide, at han bare skal lytte til sin mavefornemmelse, men ikke helt kan høre noget, introverte Anna, der får at vide, at hun burde være lidt mere glad som de andre, og Ida, der føler, at hun bør være unik, men nok snarere er helt gennemsnitlig.

Som kliniker har jeg ofte følt mig udfordret i mødet med de privilegerede unge mennesker i mistrivsel, som på papiret burde have det så godt. Denne bog handler netop om dem. Mistrivslen relateres til tendenser i vores samfund, som presser de unge. Forfatteren tager hermed skylden fra deres skuldre, men viser også, hvordan de med støtte kan hjælpe sig selv ud af en fastlåst situation.

Jeg kommer til at genlæse denne bog og bruge den som opslagsværk både i privat og arbejdsmæssig sammenhæng. Bogen er vedkommende for alle, der har med unge at gøre, både forældre, politikere og fagpersoner – og jeg vil helt sikkert anbefale den, næste gang jeg møder nogen, der siger, at de unge bare skal tage sig sammen!