Med bogen ønsker Høgsted »at være solidarisk med dig og din gruppes frygt, men tale til jeres mod«, når hun deler viden om psykologiske fænomener på en tilgængelig og anerkendende måde. Missionen lykkes, og som læser føler man en venlig og erfaren hånd i ryggen. Vi introduceres til, hvad psykologisk tryghed er og lige så vigtigt ikke er, hvordan trygge vs. utrygge grupper agerer, om frygten for fejl, de gængse autonome nervesystemsreaktioner og kognitiv bias, som er på spil, når mennesker arbejder sammen i grupper – en guldgrube af perspektiver samlet særdeles relevant.