Den indre konflikt til debat

For 42 år siden definerede den amerikanske filosof Andrew Jameton begrebet »moralsk stress«, nemlig den følelse, der opstod hos sygeplejersker, der på grund af organisatoriske barrierer var forhindret i at udføre deres arbejde ordentligt. Senere bredte begrebet sig til at omfatte professionelle i alle fag. Håndværkeren, der tvinges til at arbejde hurtigere end fagligt forsvarligt, SOSU-assistenten, der skal afslutte opgaven med hr. Hansen i utide, fordi stopuret dikterer, at hun skal videre til fru Jensen, og politiet, der »vasker sager«, selv om alle ved, at det ikke er i orden. Moralsk stress er særlig belastende, fordi det opleves som meningsløst.

Psykolog Dorthe Birkmose gør i denne bog et glimrende stykke arbejde for at præcisere og indramme nogle nyttige begreber. Hun opfordrer til en konstruktiv dialog om arbejdsforholdene i velfærdssamfundet, der løfter det væk fra at være et individuelt problem til at blive et samfundsmæssigt anliggende. Og disse samtaler bør renses for fjendebilleder, en velkendt strategi, der kortvarigt kan lindre afmagtsfølelsen. »Systemet« er summen af os alle sammen.

I afsnittet om de individuelle mestringsstrategier tydeliggør hun, hvordan medarbejdernes forskelligartede respons på dårlige arbejdsforhold sørgeligt nok kan skabe splid på arbejdspladsen. Det kan f.eks. ske i konfrontationen mellem den person, der »skyggearbejder«, dvs. snyder sig til uhonoreret at arbejde ekstra, og den medarbejder, der passivt resignerer – eller sygemelder sig – og dermed bidrager til bunken af uløste opgaver.

Der anvises også en modgift mod al denne elendighed. På arbejdspladsen kan faglig supervision om moralsk stress åbne for forståelsen af, hvad der er i spil, og få energien dirigeret i en mere konstruktiv retning.

På et mere overordnet plan opfordres der til det, der kaldes »organisatorisk slack«, dvs. en bevidst underdimensionering af dagsplanerne, så der tages højde for alle de »uforudsete« hændelser, der sker hver eneste dag.

Også afskaffelse af pseudoarbejde er en åbenbar kilde til frigørelse af ressourcer. Der er talløse eksempler på det, som også udfoldes i bogen.

Som antidot på det individuelle plan henledes opmærksomheden på værdien af »mikroøjeblikkene«. Det er særlig meningsfulde øjeblikke mellem mennesker, som kan opstå i en faglig sammenhæng, hvor der formidles en mellemmenneskelig indsigt med en relationel dimension. Sådanne øjeblikke varer mellem et og ti sekunder og kan sommetider erindres hele livet. At de eksisterer i almen praksis kan denne anmelder skrive under på. Men som Dorthe Birkmose gør opmærksom på, er forudsætningen for, at mikroøjeblikkene kan opstå, at arbejdstempoet ikke er skruet så voldsomt op, at stress og afmagt skygger for evnen til at opleve dem.

Bogen er en god og tilgængelig overflyvning af et aktuelt tema, som også bør finde læsere inden for sundhedsområdet. Men også politiske beslutningstagere bør investere i dette værk, for som Dorthe Birkmose skriver: »Der er brug for politikere og topledere, der ved, at kernen i velfærdsarbejdet er at skabe mikroøjeblikke«. Dixit.