»Der kan nemt gå 4-5 år imellem, at man ser sit barn«

Hvis man – og det er vel ikke helt forkert – kan sige, at retspsykiatrien er en helt særlig del af det danske sundhedsvæsen, kan man roligt konstatere, at Retspsykiatrisk Sengeafsnit 3 (R3) på Aarhus Universitetshospital (AUH) et endnu mere specielt sted.

De 17 patienter på R3 er alle fra Grønland, og afsnittet drives efter en samarbejdsaftale mellem det grønlandske hjemmestyre og Region Midtjylland. Alle patienter har en psykiatrisk diagnose – typisk skizofreni eller en anden psykoselidelse – eller er under udredning for en sådan og er enten sigtet eller dømt for noget strafbart eller har behov for at modtage behandling i et nyt miljø.

Omgivelserne på R3 emmer dog af patienternes hjemland. Vægge og udsmykning med billeder, kort, patienternes egne værker og kunsthåndværk fra det i disse tider så ombruste land viser, hvordan R3 med egne ord ønsker »at kombinere retspsykiatri med grønlandsk kultur«.

Netop det faktum, at patienterne er så langt hjemmefra – fra deres kendte miljøer, deres netværk og familie – er et af de ganske særlige vilkår på R3. Et vilkår, der kommer oven i de betingelser, der i forvejen adskiller retspsykiatrien fra det øvrige sundhedsvæsen.

Ikke mindst det faktum, at patienterne typisk er indlagt længe og på ubestemt tid. Den patient, der har været indlagt længst på R3, har været på afsnittet i mere end 15 år. En kort indlæggelse er måske et halvt år. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er lige nu tre et halvt år.

På R3 på AUH er der desuden det specielle i forhold til mange andre psykiatriske og retspsykiatriske afdelinger og afsnit, at der både er akutte patienter og patienter under rehabilitering på samme afsnit.

Hverdag og rutiner

Ugeskrift for Læger har besøgt afdelingen for at høre, hvordan lægerne sammen med det øvrige personale indtænker de særlige vilkår i arbejdet med og behandlingen af patienterne på R3.

Og selv om vilkårene er særlige, starter ledende overlæge, Karen Aalling, med at slå fast, at hverdagen på R3 er, ja netop hverdagsagtig:

»Alle dage er rutineprægede – det er det, vores arbejde går ud på. Vi skal skabe en struktur og en rutine, som vores patienter kan læne sig op ad, for de fleste af vores patienter er meget, meget syge.

Der er ingen tvivl om, at det at blive flyttet hertil er forbundet med meget sorg – både for patienterne og for deres nærmeste. Men det er et vilkår«, konstaterer hun.

Karen Aalling, der i sin tid var introlæge i psykiatrien i Grønland, før hun tog speciallægeuddannelsen i Danmark, har været på R3 i omkring ti år og fortæller om hverdagen og udfordringerne på afsnittet sammen med Hans Christian Florian Sørensen og Lisbeth Østermark Ammonsen.

Hans Christian Florian Sørensen er på afsnittet 30 timer om ugen og har været i det i halvandet år. Han startede kort efter, han var vendt tilbage til Danmark efter 33 år som først distrikts- og siden regionslæge i Tasiilaq i Østgrønland. En tid, han tidligere har fortalt om i Ugeskrift for Læger (nr. 16/2024).

Egentlig skulle han bare have været på R3 tre dage om ugen som støtte for de unge læger, men dels var der brug for flere lægelige ressourcer i forbindelse med en opnormering fra 16 til 17 patienter, og dels giver det bedre sammenhæng i forhold til patientarbejdet, fortæller han.

Lisbeth Østermark Ammonsen startede på en introstilling på R3 i august 2025 og er også uddannelseskoordinerende yngre læge. Inden hun startede på medicinstudiet, var hun omkring både søfarten og restaurationsbranchen. Nu er hun på vej ind i psykiatrien:

»Jeg har ikke hele tiden vidst, at jeg ville arbejde i psykiatrien, men jeg har været helt sikker på, at jeg ville arbejde i et speciale med reel patientkontakt. Det relationelle er centralt for mig, og det er jo også særligt for en afdeling som R3, at patienterne er her i længere tid, og at vi arbejder meget med den rehabiliterende behandling«, siger hun.

Temperaturmåling og samarbejde

Mens interviewet med Ugeskrift for Læger finder sted på det trange fælles kontor for de tre og endnu en kollega, kommer en gruppe patienter, der har udgangstilladelse, tilbage fra morgengåturen, de har været på sammen med nogle fra personalet.

Den er en vigtig del af den daglige rutine, Karen Aalling nævnte, og et af de steder, hvor man kan vurdere patienternes aktuelle psykiske tilstand og dagsform. Temperaturmålinger, som Hans Christian Florian Sørensen kalder det, der i høj grad også handler om det relationelle arbejde med den enkelte patient.

Den samme funktion har morgenmåltidet – som enkelte indtager på deres egen stue – og morgenmødet, hvor de fleste af patienterne og personalet mødes i aktivitetsrummet og gennemgår dagens planer og skemaer for aktiviteter.

Som på andre retspsykiatriske afdelinger er der mange aktiviteter for de indlagte, som typisk er indlagt længe og på ubestemt tid. Alle aktiviteter har et målrettet behandlingsmål og skræddersyes i høj grad til den enkelte patient. De fysiske aktiviteter fylder en hel del, og fysio- og ergoterapeuternes arbejde med dem er en væsentlig del af rehabiliteringen.

Det bliver diskuteret i patientens team, om det er en god idé, eller om det er for meget, fordi patienten har det for dårligt til at deltage i aktiviteterne. Og deltagelse i en tildelt aktivitet bliver kædet sammen med muligheden for f.eks. udgang eller andre frihedsgrader, fordi aktivitetsniveauet indgår som en vigtig del af vurderingen af patientens psykiske tilstand.

»Det kan godt lyde rigidt, men det er en stor hjælp for patienterne, at der er nogle rammer og mål, de skal gå efter – og det, der står med lysende skrift hen over det hele, er samarbejde. Når patienterne samarbejder og patienten på sigt får flere frihedsgoder, er det er noget, de kan bruge, når de søger om ændring af dom – fra en anbringelsesdom til en behandlingsdom, hvor rammerne er betydeligt friere.

Vi taler om patienter, der har brug for at lære, at der er nogle regler i samfundet, og at det ikke bare kan gå over stok og sten og efter egne indskydelser og lyster. Det er jo det, der har bragt rigtig mange af dem i uføre«, siger Hans Christian Florian Sørensen.

En zone af ro

Så aktiviteterne er det ene ben, behandlingen på R3 står på – de to andre ben er samtale og medicin. Og flertallet af patienter på R3 får medicinsk behandling, siger Karen Aalling.

»Langt størstedelen af de patienter, vi har indlagt, får medicinsk behandling mod psykose – langt de fleste har psykotiske sygdomme og primært skizofreni. Den medicinske behandling er vigtig og ofte grundlag for den øvrige behandling, men den miljøterapeutiske del og de behandlingsmæssige aktiviteter er også helt afgørende, og sammenhængen mellem dem er nøje gennemtænkt, og vi ændrer og tilpasser dem hele tiden til målgruppen«, understreger hun.

»Rigtig meget hos os handler også om risikovurderinger og om at nedsætte den emotionelle arousal, og der er fysisk træning et vigtigt redskab. På samme måde arbejder vores ergoterapeut meget med craft-metoden [aktiviteter med håndværk og håndarbejde anvendt som terapeutisk middel til at fremme sundhed og trivsel], hvor patienten arbejder med noget, der giver mening for den enkelte og er præcist tilpasset individuelt, og hvor patienten derfor kan komme ind i en zone, der giver ro og mental stabilitet«.

Både hun og Hans Christian Florian Sørensen peger på e-sport, som er en aktivitet, der først for nylig er blevet et tilbud på R3. Det har ikke givet mening før nu – det har slet ikke været en del af grønlandsk ungdomskultur før de senere år, for computere har været for dyre og internetdækningen for dårlig i Grønland.

»Men nu kommer der en ny generation, som har gamet tidligere, og hvor e-sport kan være et fællesskab for dem. Her får patienten trænet sine interpersonelle forhold, sin opmærksomhed, sin evne til at vente på tur og til at lægge en strategi og ikke være for impulsiv. Vi bruger så at sige alt det gode, der ligger i e-sport«, fortæller hun.

Svært at komme videre

Den nye generation, Karen Aalling nævner, afspejler en aldersforskydning blandt patienterne i de senere år:

»Det seneste år har vi modtaget rigtig mange unge mænd – helt ned til 17-18 år – og det har ellers været sjældent med så unge patienter. Men det har vi lige i øjeblikket, og man kommer jo her, fordi man har lavet grov, personfarlig kriminalitet«, konstaterer hun.

Og, tilføjer Hans Christian Florian Sørensen, en af årsagerne er også, at hvor man måske for 30 år siden, da han kom til Grønland, klarede mange ting lokalt – også helt grov kriminalitet – så er det »absolut ikke tilfældet mere«.

»De moderne tider er kommet til Grønland, og retsvæsenet fungerer langt, langt bedre, end det har gjort tidligere«, siger han – og understreger sammen med Karen Aalling, at patientvolumen på R3 er alt for lille til at kunne sige noget meget præcist.

»Vi har haft otte indlæggelser og syv udskrivelser i år. Så vi har en pulje af nogle, der kommer videre forholdsvis hurtigt, og så nogle, der har været her rigtig længe, fordi de har en anbringelsesdom eller tidligere har fået en forvaringsdom og så er endt her.

De er svære at få videre i systemet, fordi der er to grundlæggende forskellige juridiske systemer. De forvaringsdømte skal udsluses til samfundet, men det er meget svært, når vi er i Danmark og skal lave udslusning til Grønland. De anbringelsesdømte får konverteret deres dom til en behandlingsdom, som kan følges af psykiatrien i Grønland«, siger Karen Aalling.

For at kompensere for den manglende kontakt til hjemlandet er der i samarbejdsaftalen med det grønlandske sundhedsvæsen afsat midler til besøg – en slags resocialiseringsrejser – hvor patienterne kommer på besøg i Grønland, oftest i Nuuk, med ledsager fra R3.

»Så er de i Grønland i 5-8 dage for at se, hvordan det går, hvordan interaktionen med familien er, og hvordan de klarer sig i det daglige. Og der kan det jo være svært, hvis man har været lukket inde i mange år, at forholde sig til de nye tider i Grønland. Der er sket rigtig meget, og både tre og seks år kan være meget lang tid at have været væk«, konstaterer Hans Christian Florian Sørensen.

Den svære kontakt

Og så er vi fremme ved en af de store udfordringer: patienternes tilknytning til deres hjemland.

R3 har så meget grønlandsk kultur som muligt, har personale, der er interesseret i Grønland, og nogle taler grønlandsk, og gennem samarbejdsaftalen er der mulighed for at have både studieophold og kliniske ophold i Grønland. De grønlandske hellig- og festdage bliver fejret, der bliver vist grønlandske film, og der er med mellemrum grønlandske kunstnere på besøg.

Men mens danske patienter i retspsykiatrien kan besøge eller få besøg af deres familie og venner, er det ikke en mulighed for patienterne på R3.

»Så for at sikre, at vores patienter en gang om måneden kan komme ud i verden, hvis de er stabile, ikke er farlige længere og har en dom, der giver mulighed for det, afsætter vi personale til, at patienten så kan lave nogle af de ting, man ellers ville lave med sin egen familie«, fortæller Karen Aalling.

Lisbeth Østermark Ammonsen supplerer:

»Personalet her går meget op i at hjælpe patienterne med at bibeholde kontakten med de pårørende, der er. Vi har patienter, der har det så dårligt, at det kan være svært for dem selv at bevare den kontakt – men der holder vi fast i at få lavet nogle aftaler og måske ringe til de pårørende en gang om ugen«.

Og det er nødvendigt at bistå patienterne, uddyber Karen Aalling:

»En af udfordringerne, vi har haft de senere år, er, at nogle pårørende simpelthen ikke har råd til at ringe til Danmark. De kan ikke lige ringe og snakke med lægen her hos os, så det er os, der skal tage initiativet.

Og når patienterne bliver flyttet herned, kan de være surrogatvaretægtsfængslet, og så har de besøgs- og brevkontrol – og så må vi ikke kontakte de pårørende. Vi har eksempler på, at der er kan gå et halvt eller et helt år, hvor de pårørende ikke ved, hvor deres barn er. Så det er klart, at de store giver nogle meget store udfordringer – også i forhold til rehabilitering«, konstaterer hun.

Kulturforskelle

R3, fortæller Karen Aalling, arbejder sammen med både de grønlandske kommuner, psykiatrien i Grønland, den grønlandske anklagemyndighed og Grønlands Fængsler. Det foregår via månedlige onlinesamarbejdsmøder, ligesom parterne hvert halvandet til to år på skift besøger hinanden. Og de besøg er vigtige, understreger hun:

»I dansk kontekst ville man lægge meget vægt på det formelle – at det er de rigtige faggrupper, der kontakter hinanden. I Grønland handler tingene meget om personlige relationer. Det har f.eks. givet os en helt anden indgang til Tasiilaq, at Florian nu kan ringe op og sige, at vi lige skal have fat i den og den«.

Østgrønland er et andet sprog og en noget anden kultur, påpeger hun.

»Man lever meget isoleret i Østgrønland, og hvis man er født i Sydgrønland, kan man ikke helt præcist vide, hvordan forholdene er i Østgrønland eller i Nordgrønland. Og hvis man er opvokset i fjordbyen Nuuk, ved man måske heller ikke så meget om, hvordan tingene foregår på kysten. Det er ligesom en vestjyde og en københavner – forskellen er bare mange gange større«.

Og forskellene på i psykiatrien i Danmark og Grønland er så store, at det kræver en ekstra indsats, understreger Karen Aalling

»Det er helt afgørende for samarbejdet om patienterne, at vi forstår hinandens arbejdsforhold. Det giver en bedre mulighed for at forstå, hvorfor psykiatrien i Grønland indimellem har svært ved at løfte nogle opgaver, der virker ligetil. Men når de skal tvangsindlægge en patient, der kommer ude fra kysten, så skal de vente på, at evakueringsflyveren er klar, vejret er i orden, og patienten er flytbar. Det er noget helt andet end på en hvilken som helst psykiatrisk afdeling i Danmark.

Der er misforståelser på begge sider, og der er nogle temaer, der er meget komplicerede – også fordi der er mange huller i feltet mellem lovgivningen for grønlandsk og dansk retspsykiatri. Så hvordan får vi det til at fungere i praksis inden for lovens rammer? Det har vi brug for at snakke med hinanden om og være i dialog med jurister, der er på de respektive områder, for at få det til at fungere«, siger Karen Aalling.

Flaskehalse

Når en patient fra R3 skal udskrives, sker det til hjemkommunen i Grønland – men der er mange flaskehalse i forbindelse med patientens tilbagevenden til Grønland, fortæller hun og Hans Christian Florian Sørensen.

Fra R3 ville man gerne kunne udskrive patienterne direkte til et socialpsykiatrisk tilbud, som man kan på de andre afdelinger i Danmark, siger han – men det er ikke muligt.

»Nej, det allermest problematiske er, at der simpelthen ikke er socialpsykiatriske boenheder nok i Grønland. Vi har patienter, som er færdigbehandlet her hos os, og så udskriver vi dem til psykiatrien i Grønland, men så kan der faktisk gå op til to år, hvor de er indlagt på den lillebitte psykiatriske afdeling i Grønland, før de kan få en relevant bolig«, fortæller Karen Aalling.

I Nuuk ligger den store boenhed Aaqa, som modtager patienter med psykose fra hele Grønland og fra R3, og som også deltager i samarbejdsmøderne, fordi der er mange fælles patienter, mens det næste led er de enkelte kommuners boenheder, som der er for få af.

Og flaskehalsen ligger ikke kun i Grønland, understreger Karen Aalling:

»De har mange, meget syge beboere på Aaqa, som måske egentlig ville have godt af en plads hos os. Men vi er også en væsentlig flaskehals, for vi har kun de 17 pladser, vi har«.

Kan ikke bare hjemtages

Og så er vi tilbage ved, hvad man på R3 på AUH kan gøre for at imødekomme patienter, der er så langt væk hjemmefra.

»Det er klart, at ulempen for patienterne ved at være så langt væk fra Grønland – den kan man ikke gøre så meget ved. Der er lige 3.500 km i vejen. Det kan vi så forsøge at kompensere for gennem besøgs- og resocialiseringsrejserne og ved at skabe nogle fysiske omgivelser og sammensætte en personalegruppe, der er bedst mulig for patienterne.

Og grundlæggende har man i hvert fald tænkt så langt, at man her har lavet en grønlandsk afdeling, som har så højt et fagligt et niveau, at man ikke ville kunne lave noget tilsvarende i Grønland.

Der er måske nogle, der synes, at den her opgave kunne Grønland bare hjemtage, men nej, det kan man ikke, for der er så store krav til personalemæssige ressourcer, at selv om pengene havde været der, så ville det ikke kunne fungere, fordi der er så stor mangel på sundhedspersonale i Grønland.

Det giver derfor god mening, at man udvikler konceptet her på R3, hvor vi er flere medarbejdere, og hvor vi løbende kan udvikle på rehabiliteringstiltagene. Og der er der bedre muligheder for at følge med og udvikle, når vi tager os af de her patienter i Danmark, hvor vi er tættere på kolleger i andre dele af psykiatrien og ikke er så fagligt isoleret«, siger Hans Christian Florian Sørensen.

Hårdt for både patienter og familie

Men især for de mest syge patienter og deres familier er afstanden et kæmpe problem, siger Karen Aalling.

»Vi har enkelte patienter, der er så dårlige, at vi af hensyn til flysikkerheden ikke kan arrangere resocialiseringsrejser til hjemkommunen. Der hjælper vi indimellem familien i Grønland med at søge deres hjemkommune om støtte, så de kan rejse hertil. Det er det, vi kan gøre, men der kan så nemt gå 4-5 år imellem, at man ser sit barn. Det er hårdt for patienterne, og det er hårdt for deres familier«.

Hun fortæller, at de grønlandske patienter i retspsykiatrien har en helt særlig bistandsværgeordning, som er anderledes end de danske patienters.

»Der er grønlandske bistandsværger fra Det Grønlandske Hus i København, som bliver tilknyttet vores patienter, og de har nogle ekstra opgaver i forhold til patienterne, der handler om samvær med patienterne og at købe gaver til dem til fødselsdage og til jul – det er ikke en del af den danske bistandsværgeordning.

Og det er igen for at give patienterne nogle af de ting, danske patienters familie og netværk ellers ville sørge for«, siger Karen Aalling.

En højtspecialiseret afdeling

Mens Karen Aalling iler videre til et møde, understreger både Lisbeth Østermark Ammonsen og Hans Christian Florian Sørensen, at R3 trods kompliceret jura og meget syge patienter er et »svært opmuntrende« sted at arbejde.

»Juraen kan man bruge meget energi på, men det fylder jo ikke i dagligdagen. Det gør fremskridtene hos patienterne – både de nye og de, der har været her i lang tid. Ting tager jo tid i psykiatrien – det tager måneder og år – men det er dejligt at se, at der er fremgang for den enkelte patient, og der er nogle, der bliver udskrevet i ganske god forfatning og til noget, der mindre om et rigtigt liv med ikke alt for mange låste døre.

De fleste, der udskrives herfra, vil nok altid have behov for nogle rammer af en eller anden slags og i hvert fald noget støtte og hjælp til at vedligeholde deres medicinske behandling og have noget tilsyn. Men en tilværelse, der i overvejende grad er på egne præmisser, er det, man kan ønske for vores patienter. Og så er der jo nogle, der er så syge, at det nok ikke kommer til at ske – de skal have konstant støtte«.

Lisbeth Østermark Ammonsen er enig:

»Man kan glæde sig over de små ting, som når en meget syg patient har fået ECT-behandling, og man kan se en umiddelbar bedring i patientens tilstand. Det kan godt være, at Florian er nødt til at sige til mig, at ,Lisbeth, husk nu, de stadig er meget syge’. men det giver de her små lyse øjeblikke. Øjeblikke, hvor man kan snakke med patienterne om ,kan du mærke, du har fået det bedre?’ – selv om der er lang vej endnu.

Nogle af vores patienter har gået længere og været ubehandlet for deres sygdom, end det ville være tilfældet i Danmark, og mange her er først blevet diagnosticeret. Selv om det også sker i Danmark, så vil det langt oftere være noget, der bliver opdaget, mens man ude i en lille bygd kan gå og være syg længere, og måske har man selv og omgivelserne lært at leve med det. Og de er meget syge, når de kommer her, og så tænker man, at hvis vi da bare havde kunnet hjælpe dem lidt før …«

Og Hans Christian Florian Sørensen fremhæver, at patienternes udvikling gennem behandlingen også skal holdes op mod deres baggrund:

»Der er meget, der er godt, når man ser det bagtæppe af elendigheder og rædsler, mange af dem har. Det giver rigtig mening på den måde at skabe en bedre tilværelse for patienterne og samtidig beskytte omgivelser fra de mest syge af dem. Der er jo nogle, der ikke kan klare sig ude i samfundet uden at lave ulykker eller gøre skade på sig selv.

Og med de forhold, vi kan tilbyde her, behandler vi dem meget fint, synes jeg. Det er en ekstremt snæver og udvalgt patientgruppe. Det her er jo en højtspecialiseret afdeling – ligesom de højteknologiske afdelinger, bare uden maskinerne«.