En enlig mor fra en grønlandsk kommune bliver overflyttet til Retspsykiatrisk Afsnit 3 (R3) på Aarhus Universitetshospital. Hun er i tilstand af mani, som man ikke har kunnet håndtere i den grønlandske psykiatri, og efter ankomsten til R3 er hun udadreagerende mod et personale og gør noget, som helt efter gældende regler betyder, at hun bliver politianmeldt og senere dømt ved byretten i Aarhus.
Dommen betyder, at kvinden nu mister sin juridiske tilknytning til hjemkommunen i Grønland og bliver borger i Aarhus Kommune.
Det svækker alvorligt hendes muligheder for kontakt til børn og familie, og det forringer voldsomt hendes muligheder for rehabilitering og for at vende hjem til Grønland. Hun risikerer at strande i Danmark.
Det er Karen Aalling, ledende overlæge på R3, der opridser det, hun kalder »et skrækeksempel« og tilføjer, at der er andre scenarier, som man allerede har oplevet i R3:
Det drejer sig f.eks. om en patient, som overføres i surrogatvaretægt, og som laver ny kriminalitet i R3, der også anmeldes. Hvis det danske retssystem derefter arbejder hurtigere end det grønlandske, samles alle anklager mod patienten i den danske dom.
Eller hvis en patient med en grønlandsk dom laver ny kriminalitet i R3, og derefter får en dansk dom, da vil den grønlandske dom blive afsluttet.
»Lovgivningen er sådan, at hvis man som grønlænder begår kriminalitet, mens man er i en given dansk kommune, så bliver det den kommune, der bliver betalingskommune – så kommer man til at høre til den kommune, og man får en dansk dom«, forklarer Karen Aalling.
Den samarbejdsaftale, der er mellem Region Midtjylland og det grønlandske hjemmestyre – oprindeligt indgået mellem det daværende Århus Amt og hjemmestyret – betyder ellers, at alle patienter fra R3 bliver udskrevet i samarbejde med deres hjemkommune i Grønland.
Det er netop et forsøg på at foregribe situationer, hvor patienterne lander i Danmark mod deres vilje efter deres indlæggelse. Men den regel gælder altså ikke for de patienter, der begår og bliver dømt for kriminalitet under indlæggelsen i Danmark.
»Det vil sige, at hvis man mod sin vilje bliver flyttet til Danmark – enten fordi man har fået en dom til anbringelse her hos os, fordi man bliver surrogatvaretægtsfængslet, eller hvis man er blevet flyttet under bestemmelserne i den grønlandske psykiatrilov på farlighedsindikation – og man så begår en kriminel handling i R3 og får en dansk dom, ja, så bliver man de facto borger i Aarhus Kommune, hvor AUH jo ligger.
Patienten mister sin juridiske tilknytning til sin hjemkommune og dermed sit land. Der er altså noget med patienternes retssikkerhed her, der halter«, siger Karen Aalling.
Og det rammer ofte de mest udsatte af patienterne:
»Nogle gange får vi meget, meget dårlige patienter, der er surrogatvaretægtsfængslet, fordi der ikke er faldet dom i deres sag endnu. De kan have lavet meget alvorlig kriminalitet i Grønland, og når de kommer herned, kan de stadig være meget syge og dermed i øget risiko for at lave meget alvorlig kriminalitet i vores afdeling – rettet mod medpatienter og personale.
Så skal vi efter reglerne selvfølgelig lave en politianmeldelse, der kan ende med en dom, der gør, at de så at sige ender med at strande i Danmark«, konstaterer Karen Aalling.
Reglerne gælder også for udviklingshæmmede borgere i Grønland, der får en dom til anbringelse i Danmark, hvor de er anbragt på forskellige bosteder, bl.a. den sikrede institution Kofoedsminde i Lolland Kommune. Også nogle af dem ender med at miste deres varige tilknytning til Grønland, fordi de laver ny kriminalitet, mens de er i Danmark, fortæller hun.
Sidste år var det netop en sag mellem Lolland Kommune i Danmark og Sermersooq Kommune, der sidste år førte til en afgørelse i Højesteret.
Her blev Lolland Kommune dømt til at betale et millionbeløb tilbage til Sermersooq Kommune – penge, som den grønlandske kommune var blevet opkrævet for udgifter til en udviklingshæmmet borger fra Sermersooq, der har begået kriminalitet i Danmark.
Højesteretsdommen slog samtidig fast, at grønlandske borgere, der begår kriminalitet og får en dom, mens de er anbragt på en institution i en given kommune i Danmark, derefter er den danske kommunes ansvar – uden at der fastsættes nogen tidsgrænse.
Den bedste løsning ville, siger Karen Aalling, være, at slet ingen grønlandske retspsykiatriske patienter behøvede at blive flyttet til R3 på AUH – men:
»Det er bare umuligt at forestille sig, at den her afdeling skulle ligge i Grønland. Det er der ikke personaleressourcer til – hverken læger eller andet sundhedspersonale.
Og vi gør det, vi kan her: Vi gør os virkelig umage for at give dem god behandling og holde fast i patienternes tilknytning til Grønland. Men der er noget retssikkerhedsmæssigt ubehageligt ved, at vi kan ende med – lidt efter lidt – at få tvangsflyttet nogle af de svageste grønlandske borgere permanent til Danmark«, siger Karen Aalling – og forsikrer om, at »det er noget, vi har nævnt vidt og bredt over for det politiske system både i Grønland og i Danmark«.
»Vores grønlandske samarbejdspartnere finder det også forkert. Og det er bestemt ikke mit indtryk, at der sidder nogle af dem, der bare gerne vil af med nogle besværlige patienter eller borgere. Tværtimod vil de gerne have dem tilbage. Der er bare noget lovgivningsmæssigt, der gør, at det kan de ikke«, fortæller hun.
»Det er hårdt at sidde med en patient, der egentlig gerne vil hjem til Grønland, men har fået en dansk dom og skal udskrives til et bosted i Danmark. En patient sagde: ,Mit land har jo glemt mig’. Og det kan vi ikke sige så meget til«.
Og nej, man kan ikke bare som dansk kommune købe sig til en plads til de udskrevne patienter på et bosted i Grønland, understreger Karen Aalling.
»Dels er der mangel på pladser, dels har de danske kommuner tilsynspligt med forholdene på de bosteder, hvor de bliver anbragt. Det er en god idé ud fra et ønske om at støtte den enkelte patient, men det er også bare super svært rent praktisk, hvis en dansk kommune skal føre tilsyn med et bosted i Grønland. Men forholdene for de her borgere er noget, der er bekymring over både her og i Grønland«, siger Karen Aalling.
Fakta
