En enlig mor fra en grønlandsk kommune bliver overflyttet til Retspsykiatrisk Afsnit 3 (R3) på Aarhus Universitetshospital. Hun er i tilstand af mani, som man ikke har kunnet håndtere i den grønlandske psykiatri, og efter ankomsten til R3 er hun udadreagerende mod et personale og gør noget, som helt efter gældende regler betyder, at hun bliver politianmeldt og senere dømt ved byretten i Aarhus.
Dommen betyder, at kvinden nu mister sin juridiske tilknytning til hjemkommunen i Grønland og bliver borger i Aarhus Kommune.
Det svækker alvorligt hendes muligheder for kontakt til børn og familie, og det forringer voldsomt hendes muligheder for rehabilitering og for at vende hjem til Grønland. Hun risikerer at strande i Danmark.
Det er Karen Aalling, ledende overlæge på R3, der opridser det, hun kalder »et skrækeksempel« og tilføjer, at der er andre scenarier, som man allerede har oplevet i R3:
Det drejer sig f.eks. om en patient, som overføres i surrogatvaretægt, og som laver ny kriminalitet i R3, der også anmeldes. Hvis det danske retssystem derefter arbejder hurtigere end det grønlandske, samles alle anklager mod patienten i den danske dom.
Eller hvis en patient med en grønlandsk dom laver ny kriminalitet i R3, og derefter får en dansk dom, da vil den grønlandske dom blive afsluttet.
»Lovgivningen er sådan, at hvis man som grønlænder begår kriminalitet, mens man er i en given dansk kommune, så bliver det den kommune, der bliver betalingskommune – så kommer man til at høre til den kommune, og man får en dansk dom«, forklarer Karen Aalling.
Den samarbejdsaftale, der er mellem Region Midtjylland og det grønlandske hjemmestyre – oprindeligt indgået mellem det daværende Århus Amt og hjemmestyret – betyder ellers, at alle patienter fra R3 bliver udskrevet i samarbejde med deres hjemkommune i Grønland.
Det er netop et forsøg på at foregribe situationer, hvor patienterne lander i Danmark mod deres vilje efter deres indlæggelse. Men den regel gælder altså ikke for de patienter, der begår og bliver dømt for kriminalitet under indlæggelsen i Danmark.
»Det vil sige, at hvis man mod sin vilje bliver flyttet til Danmark – enten fordi man har fået en dom til anbringelse her hos os, fordi man bliver surrogatvaretægtsfængslet, eller hvis man er blevet flyttet under bestemmelserne i den grønlandske psykiatrilov på farlighedsindikation – og man så begår en kriminel handling i R3 og får en dansk dom, ja, så bliver man de facto borger i Aarhus Kommune, hvor AUH jo ligger.
Patienten mister sin juridiske tilknytning til sin hjemkommune og dermed sit land. Der er altså noget med patienternes retssikkerhed her, der halter«, siger Karen Aalling.
Og det rammer ofte de mest udsatte af patienterne:
»Nogle gange får vi meget, meget dårlige patienter, der er surrogatvaretægtsfængslet, fordi der ikke er faldet dom i deres sag endnu. De kan have lavet meget alvorlig kriminalitet i Grønland, og når de kommer herned, kan de stadig være meget syge og dermed i øget risiko for at lave meget alvorlig kriminalitet i vores afdeling – rettet mod medpatienter og personale.
Så skal vi efter reglerne selvfølgelig lave en politianmeldelse, der kan ende med en dom, der gør, at de så at sige ender med at strande i Danmark«, konstaterer Karen Aalling.
Reglerne gælder også for udviklingshæmmede borgere i Grønland, der får en dom til anbringelse i Danmark, hvor de er anbragt på forskellige bosteder, bl.a. den sikrede institution Kofoedsminde i Lolland Kommune. Også nogle af dem ender med at miste deres varige tilknytning til Grønland, fordi de laver ny kriminalitet, mens de er i Danmark, fortæller hun.
Sidste år var det netop en sag mellem Lolland Kommune i Danmark og Sermersooq Kommune, der sidste år førte til en afgørelse i Højesteret.
Her blev Lolland Kommune dømt til at betale et millionbeløb tilbage til Sermersooq Kommune – penge, som den grønlandske kommune var blevet opkrævet for udgifter til en udviklingshæmmet borger fra Sermersooq, der har begået kriminalitet i Danmark.
Højesteretsdommen slog samtidig fast, at grønlandske borgere, der begår kriminalitet og får en dom, mens de er anbragt på en institution i en given kommune i Danmark, derefter er den danske kommunes ansvar – uden at der fastsættes nogen tidsgrænse.
Den bedste løsning ville, siger Karen Aalling, være, at slet ingen grønlandske retspsykiatriske patienter behøvede at blive flyttet til R3 på AUH – men:
»Det er bare umuligt at forestille sig, at den her afdeling skulle ligge i Grønland. Det er der ikke personaleressourcer til – hverken læger eller andet sundhedspersonale.
Og vi gør det, vi kan her: Vi gør os virkelig umage for at give dem god behandling og holde fast i patienternes tilknytning til Grønland. Men der er noget retssikkerhedsmæssigt ubehageligt ved, at vi kan ende med – lidt efter lidt – at få tvangsflyttet nogle af de svageste grønlandske borgere permanent til Danmark«, siger Karen Aalling – og forsikrer om, at »det er noget, vi har nævnt vidt og bredt over for det politiske system både i Grønland og i Danmark«.
»Vores grønlandske samarbejdspartnere finder det også forkert. Og det er bestemt ikke mit indtryk, at der sidder nogle af dem, der bare gerne vil af med nogle besværlige patienter eller borgere. Tværtimod vil de gerne have dem tilbage. Der er bare noget lovgivningsmæssigt, der gør, at det kan de ikke«, fortæller hun.
»Det er hårdt at sidde med en patient, der egentlig gerne vil hjem til Grønland, men har fået en dansk dom og skal udskrives til et bosted i Danmark. En patient sagde: ,Mit land har jo glemt mig’. Og det kan vi ikke sige så meget til«.
Og nej, man kan ikke bare som dansk kommune købe sig til en plads til de udskrevne patienter på et bosted i Grønland, understreger Karen Aalling.
»Dels er der mangel på pladser, dels har de danske kommuner tilsynspligt med forholdene på de bosteder, hvor de bliver anbragt. Det er en god idé ud fra et ønske om at støtte den enkelte patient, men det er også bare super svært rent praktisk, hvis en dansk kommune skal føre tilsyn med et bosted i Grønland. Men forholdene for de her borgere er noget, der er bekymring over både her og i Grønland«, siger Karen Aalling.
Fakta
Hvem er de foranstaltningsdømte grønlændere i Danmark? Hvad er deres baggrund, deres mentale tilstand og deres anbringelsessted. Og hvad er det retlige grundlag for deres domme?
De spørgsmål er ikke helt enkle at besvare, for der findes ikke – hverken i Danmark eller i Grønland et samlet og digitaliseret register over de grønlændere, der er sendt til Danmark for at afsone en foranstaltningsdom. Eller »er nedsendt«, som det hedder.
Nedsendelserne har fundet sted siden 1957, og siden 2001 har samarbejdsaftalen mellem det grønlandske sundhedsvæsen og først Århus Amt og siden Region Midtjylland betydet, at retspsykiatriske patienter fra Grønland har været indlagt på afsnit R3 på AUH.
Men to forskere har med en manuel gennemgang af dokumenter hos den grønlandske anklagemyndighed tegnet et øjebliksbillede af de foranstaltningsdømte i uge 41 i 2021.
De to er Annemette Nyborg Lauritsen, der er institutleder ved Institut for Samfund, Økonomi og Journalistisk ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet i Nuuk, hvor hun p.t. også er konstitueret prorektor, og Mette Rømer, der er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. De har beskrevet det håndholdte dokumentstudie i flere artikler – bl.a. »Grønlands særlige foranstaltningsdømte - en kortlægning«.
I den uge i 2021, viser gennemgangen, var der 28 foranstaltningsdømte grønlændere i Danmark. Og selv om det umiddelbart ikke lyder som mange patienter, ville det med forskellen i befolkningstallet svare til, at 28.000 danskere var sendt til et andet land – 3.000-4.000 km væk – til domsfuldbyrdelse.
17 af de 28 var registreret som »sindssyge«, mens ti var registreret som »mentalt retarderede«, mens den mentale tilstand for den sidste af de 28 var uoplyst i journalen.
22 af de 28 var mænd. Aldersspredningen var fra 22 til 64 år – 13 af de 28 var under 30 år. Hovedparten kom fra Nuuk – men her bor en tredjedel af de på det tidspunkt 56.653 indbyggere i Grønland også. I forhold til bosætningen i Grønland kom en forholdsvis stor del fra Østgrønland.
24 af de 28 dømte havde ikke en fastsat længste tid i deres dom. Ti af de 28 havde en dom, der var afsat for mere end fem år siden – og af dem havde tre en dom, der var mere end ti år gammel.
Om patienterne på R3 noterer de forskere i en anden artikel, »Fra nedsendt til bortdømt« i tidsskriftet Social Kritik 168/2023, at hvis der ved udskrivelse fra R3 ikke kan findes et egnet tilbud i Grønland, kan en dansk kommune mod betaling overtage behandlingsansvaret via distriktspsykiatrien.
Men det betyder, at en evt. genindlæggelse ikke sker på R3, men på en almindelig dansk retspsykiatrisk afdeling.
»Derved bevæger de retspsykiatrisk dømte sig længere og længere væk fra de grønlandske myndigheder og deres hjemland – en deportation i slowmotion.
Begår de en ny lovovertrædelse under deres ophold i en dansk kommune og modtager dom ved en dansk domstol, så forsvinder de helt ud af det grønlandske system. De overgår dermed til en dansk kommune – og med dette er de ikke længere Grønlands ansvar, hverken betalings- eller tilsynsmæssigt«.
Hvor mange nedsendte – sindssyge eller mentalt retarderede – der langsomt udskrives af det grønlandske retsvæsen og dermed af Grønland, vides ikke. De er ikke længere registreret ved den grønlandske anklagemyndighed, og der er som nævnt ikke et særligt register for denne gruppe – hverken i Danmark eller i Grønland, konstaterer de to forskere.
I Grønland udsendte Departementet for Sundhed i august 2024 en redegørelse om resocialisering af retspsykiatriske patienter, der bl.a. anbefaler, at man styrker retspsykiatrien i Grønland ved at ansætte en retspsykiater og oprette en lukket afdeling samt en børne- og ungeafdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og inkludere de retspsykiatriske patienter i de kommunale handicappolitikker.
