Skip to main content

Psykiatrioverlæge i Aarhus: »Der vil jo gå noget tid på vejen mellem Skejby og Gødstrup«

Selvfølgelig vil det gå ud over noget andet, når vi nu skal overtage ansvaret for syv funktioner fra Regionspsykiatrien Vest. Vi mangler jo også speciallæger, siger psykiatrisk overlæge ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, Peter Møller Andersen.
Psykiatrioverlæge i Afdeling for Psykose ved AUH Psykiatrien Peter Møller Andersen. Foto: Region Midt
Psykiatrioverlæge i Afdeling for Psykose ved AUH Psykiatrien Peter Møller Andersen. Foto: Region Midt

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

13. apr. 2021
5 min.

I Region Midtjylland mangler der mere end 40 speciallæger i psykiatrien, heraf mangles de 15 i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital. Derfor var det med noget blandede følelser, man modtog nyheden om, at de i Skejby skal overtage ansvaret for syv regionsfunktioner fra Regionspsykiatrien Vest i Herning, snart Gødstrup.

»Foreløbig er det ikke helt defineret, hvor stor opgaven bliver. Der er fire niveauer: Første niveau er gode kollegiale råd til læger i Vest over telefonen, andet niveau er, hvor vi sætter os grundigt ind i journalen og medvirker i videokonference eller har virtuel kontakt med patienten. Og så er der de to øverste niveauer, hvor vi ser patienten og er med i udredning og behandling. Så vi undgår jo ikke at skulle til Gødstrup«, siger psykiatrisk overlæge ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien Peter Møller Andersen.

At de ekstra opgaver kommer på et tidspunkt, hvor psykiatrien på Aarhus Universitetshospital selv mangler speciallæger, gør selvfølgelig det hele noget presset, og Peter Møller Andersen udtaler sig også som stedfortrædende tillidsrepræsentant for overlægerne, ligesom han sidder i regionsrådet for Socialdemokratiet.

»Ja, det betyder jo, at jeg står i et dilemma. Politisk er vi nødt til at sikre ens behandling i hele regionen, og som tillidsvalgt må jeg være med til at passe på kollegerne, så ikke flere rejser til andre regioner. Så det er ikke så enkelt. Når vi skal bruge tid på at overtage ansvaret for de syv regionsfunktioner i Regionspsykiatrien Vest, vil der jo være nogle andre ting, der ikke bliver lavet, sådan er det jo. Vi har perioder, hvor 100 pct. af sengepladserne i regionen er besat, og hvis Skejby så sander til, fordi lægerne sidder i en bil på vej til Gødstrup, så har vi et problem. Det kan i sidste ende betyde, at vi er nødt til at sende patienter til andre regioner. Der er jo så bare det, at her mangler man også speciallæger i psykiatrien«, siger den psykiatriske overlæge.

Tager tid at genrejse Vest

Han er dog forstående over for, at regionsfunktionerne må flyttes, når der kun er to speciallæger tilbage i psykiatrien i Herning. Og han forventer, at den midlertidige ordning vil vare i hvert fald nogle år.

»Foreløbig står man uden ledelse, så der skal opbygges et nyt ledelsesteam, og der skal tiltrækkes nogle gode mennesker. Så det vil tage i hvert fald et par år eller mere, før Regionspsykiatrien Vest er genrejst. Og jeg tror ikke, det er det sidste, der ender på vort bord i Skejby. Vest er jo ikke det eneste sted, der er ved at vælte. På det retspsykiatriske område skulle 35 retslige patienter fra Herning/Holstebro været passet i Viborg, men her står man nu uden retspsykiater. I Horsens er retspsykiateren også rejst, og 35 patienter skal fordeles. En del af disse opgaver vil uden tvivl ende i almenpsykiatrien«, forudser Peter Møller Andersen.

For ham er det afgørende, at andre faggrupper kommer mere i spil. Der er mange yngre læger på vej i psykiatrien, men her og nu må manglen på speciallæger føre til mere kreativ tænkning, mener psykiatrioverlægen.

»Vi bliver nødt til at finde de ressourcer, der er i systemet. Jeg kender rigtig mange dygtige psykologer, sygeplejersker, lægesekretærer, terapeuter, osv., som ville kunne løfte opgaver, der ikke lige er med i deres jobbeskrivelse. Hvis man laver jobbene, kan de aflaste speciallægerne rigtig meget«, siger Peter Møller Andersen.

Han er selv i Skejby ansat i Afdeling for Psykose, der sammen med Afdeling for Depression og Angst skal tage sig af ca. 150 patienter fra Regionspsykiatrien Vest. De to afdelinger mangler begge speciallæger. Afdeling for Psykose mangler syv, mens Afdeling for Depression og Angst mangler otte speciallæger.

LÆS OGSÅ

Regionspsykiatrien Vest presset i knæ

Dårlig timing at fjerne psykiatri fra KBU

Faktaboks

Fakta