Skip to main content

Regionspsykiatrien Vest presset i knæ

»Vi kan vist godt kalde det her en krise«, siger læge og formand for Region Midtjyllands Psykiatri- og socialudvalg Jacob Klærke. Syv regionsfunktioner flyttes fra Vest til Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
Jacob Klærke. Reservelæge i psykiatrien og formand for Region Midtjyllands psykiatri- og socialudvalg.
Jacob Klærke. Reservelæge i psykiatrien og formand for Region Midtjyllands psykiatri- og socialudvalg.

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

13. apr. 2021
6 min.

Manglen på speciallæger i psykiatrien over det meste af landet er velkendt, og i Regionspsykiatrien Vest har det udviklet sig til en decideret krise. Senest har den ledende overlæge sagt op, og det samme er tilfældet for oversygeplejersken. Dermed skal der opbygges en ny ledelse få måneder før udflytningen til et nyt psykiatrisk hospital i Gødstrup. Ifølge seneste opgørelse mangler der ni speciallæger i psykiatrien i Vest, og der er kun to fastansatte overlæger.

»Vi var i en sårbar situation, og den ledende overlæges opsigelse var nok dråben. Der har imidlertid været mange dråber før denne«, siger Jacob Klærke (F), der er formand for regionens psykiatri- og socialudvalg, og som selv er læge og arbejder inden for psykiatrien.

I denne uge skal udvalget vedtage en flytning af syv regionsfunktioner fra Regionspsykiatrien Vests optageområde til psykiatrien på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Det drejer sig om patienter med demens, skizofreni, affektive lidelser, personlighedsforstyrrelser, ADHD, PTSD og traumatiserede flygtninge. Et sengeafsnit for særligt udsatte patienter med svære psykiske lidelser skulle efter planen i år være flyttet fra Viborg til Gødstrup, men det sættes på pause foreløbig for sandsynligvis tre-fire år.

Skal på fode igen

Den ledende overlæge for psykiatrien i Herning og Holstebro, Janne Rezagi, er stoppet i stillingen med den begrundelse, at hun ønsker at arbejde i egen virksomhed som lægelig konsulent. Og det har altså ifølge Jacob Klærke givet det sidste skub, så der nu skulle findes en gennemgribende løsning. Sundhedsstyrelsens krav til varetagelse af specialfunktioner er, at der som minimum skal være mindst tre speciallæger med kompetencer til at varetage de givne funktioner. Det kan Vest ikke mere leve op til.

»Vi flytter de syv funktioner midlertidigt. Det er et tvungent træk, fordi der ikke er tilstrækkelig med fastansatte speciallæger. Udflytningen til Gødstrup senere på året er også en opgave, der vil kræve ressourcer, samtidig med at der skal opbygges et nyt ledelsesteam. Så det samlede billede gør, at vi er nødt til at reagere, og det er så det, vi gør nu. Men det skal ikke være en permanent løsning. Målet er naturligvis at få Regionspsykiatrien Vest på fode igen«, siger Jacob Klærke.

Han nævner, at der i Regionspsykiatrien Vest er mange yngre læger på vej, og at det lover godt for fremtiden. Herudover har Vest været god til at sørge for vikardækning, men antallet af fastansatte speciallæger er altså nu kommet under den kritiske grænse.

»Nu er det vigtigt at finde model, som er god for patienterne i den vestlige del af regionen, men som også er rimelig over for de læger, vi har i Skejby. Patienterne skal fortsat behandles med udgangspunkt i Vest. Noget vil kunne klares telefonisk eller virtuelt med videokonference med lægerne i Herning og senere Gødstrup. I andre tilfælde bliver tale om, at speciallæger fra psykiatrien i Skejby skal se patienter ved fremmøde i Vest«, siger Jacob Klærke.

Sorteper flyttes rundt

Han siger, at man er nødt til i den aktuelle situation at se psykiatrien i Region Midtjylland som et hele og så bruge de lægelige ressourcer bedst muligt. Problemet med mangel på speciallæger er ikke kun begrænset til Regionspsykiatrien Vest, det gælder hele regionen og er blevet forværret med årene.

»Man kan sige, Sorteper flytter noget rundt. På tværs af regionen mangler vi netop nu 44 speciallæger, hvoraf de 40 i voksenpsykiatrien, mens de fire er i børne- og ungepsykiatrien. Over årene kan vi se, at problemet flytter rundt. For nogle år siden var det i Risskov, man havde store problemer med mangel på speciallæger, nu er det i Vest. Horsens og Skejby er også udfordret, Viborg har været det tidligere. Det flytter rundt i regionen, og vi er ikke den eneste region, der har problemet. Nogle kolleger siger, at det ikke er noget politikerne går op i, fordi det kan ikke ses på næste valg. Og det er rigtigt, det er langt sejt træk, hvor vi skal arbejde med hele fødekæden, uddannelse, rekruttering og fastholdelse af dem, vi har«, siger Jacob Klærke.

Det langsigtige og det kortsigtede

Ud over løsning af problemet i Regionspsykiatrien Vest skal der på et temamøde i regionsudvalget denne uge desuden arbejdes med »Robustgørelse af psykiatrien med særligt fokus på Regionspsykiatrien Vest«. Her skal der drøftes mere langsigtede løsninger.

»Det er helt afgørende, at der uddannes flere til at arbejde i psykiatrien. Vi kan jo se, at der de seneste år har været større søgning, samtidig med at vi har denne landsdækkende mangel på speciallæger i psykiatrien. Det er det mere langsigtede. På den korte bane skal vi arbejde mere med, hvordan andre faggrupper kan understøtte og aflaste speciallægerne i visse funktioner«, siger Jacob Klærke.

Der i de seneste år blevet søgt speciallæger flittigt i både ind- og udland, uden at det altså har givet det ønskede resultat. I Region Midtjylland skal der gøres mere for at tiltrække og fastholde, og der vil i arbejdet med robustgørelse af psykiatrien også blive set på emner som kompetenceudvikling, kvalitetssikring, mulighed for forskning mv., så det bliver mere attraktivt at arbejde i psykiatrien i regionen.

»Vi ved jo, at mange læger gerne vil kunne arbejde med forskning, samtidig med at de arbejder klinisk. Det skal være muligt, men det kræver, at der er rimelig med lægedækning, ellers »stjæler« det kliniske arbejde jo tiden fra forskningen. Med hensyn til at lade andre faggrupper aflaste speciallægerne skal vi finde balancen, hvor sygeplejersker, lægesekretærer, psykologer, socialrådgivere og fysioterapeuter mv. nok kan varetage en række opgaver omkring patienten, men hvor det ikke gør, at lægeopgaven bliver for smal, så lægen knap nok ser patienten«, siger Jacob Klærke.

LÆS OGSÅ

Psykiatrioverlæge i Aarhus: »Der vil jo gå noget tid på vejen mellem Skejby og Gødstrup«

Dårlig timing at fjerne psykiatri fra KBU

Faktaboks

Fakta