»Det her ender galt«.
Praktiserende læge Maria Krüger kan huske, at tanken dukkede op hos hende i maj i år. Patienterne strømmede til de praktiserende læger over hele landet for at blive sat i behandling med den ny vægttabsmedicin Wegovy.
Nu står de praktiserende læger ifølge en prognose til at overskride deres økonomiske ramme med 140 mio. kr. i år, hvis det ikke lykkes at dæmpe aktiviteten og økonomien i årets sidste måneder. Og behandling med Wegovy står ifølge en opgørelse fra PLO for halvdelen af årets meraktivitet.
Det kan – med Maria Krügers ord – sagtens ende »galt«.
»Det er så ærgerligt, at vi står i den her situation, for vi har ellers gang i en god stime i almen praksis, hvor vi påtager os nye opgaver. Og så har vi lavet for meget. Vi kan ikke gøre så meget ved det, for vi har jo en fri og uvisiteret adgang til almen praksis. Hvis patienter er bekymrede for deres helbred, skal de ses hos os«, siger Maria Krüger, der er kompagnon i en praksis på Frederiksberg.
Hun tilføjer:
»Hvis de vil have løst opgaverne hos os, hvor det er billigst, så er der nødt til at følge ressourcer med. Vi kan ikke have et økonomiloft uden et opgaveloft«Maria Krüger, praktiserende læge
»Problemet er ikke pengene, det klarer vi nok. Det er mere princippet i, at mere og mere bliver lagt ud til os – også uden aftaler – og at vi så skal straffes for det«.
I hendes egen klinik har de oplevet, at flere patienter kommer for at få taget blodprøver til sygehusene. Ventetiden på blodprøvetagning er lang på mange sygehuse, og så får patienterne at vide, at de i stedet kan få taget prøverne hos deres egen læge, fortæller hun.
Og så er der Wegovy. Maria Krüger er bekymret for de afledte effekter af behandlingen, og derfor har hun skrevet flere debatindlæg om Wegovy til medier.
»Patienterne er så glade for det, og vi er glade for at kunne hjælpe dem med en effektiv behandling. Men det er ikke en mirakelmedicin, og der er en faldgrube i det. Patienter kommer til os og vil have en recept, selv om de slet ikke er tykke nok. Vi kan se, at det ændrer folks bevidsthed om, hvad der er sygdom, og hvad der er normalitet«, siger hun.
Efterspørgslen på medicinen har været så stor, at det slår en tyk streg under behovet for en stærkere overordnet prioritering i sundhedsvæsenet.
»20% af Danmarks befolkning lever op til kriterierne for Wegovy, og patienterne skal vejledes og følges. Når vores tid går til raske overvægtige, tager det tid fra vores kroniske patienter«, siger Maria Krüger.
Netop efterlysning af en stærkere prioritering i sundhedsvæsenet står højt på agendaen hos Frederiksberg-lægen, der er formand for DSAM i Region Hovedstaden og medlem af selskabets hovedbestyrelse.
Maria Krüger er f.eks. ærgerlig over, at de praktiserende læger endnu ikke er kommet tilstrækkeligt i gang med det opsøgende arbejde over for sårbare borgere som aftalt i den nuværende overenskomst.
»Hvis der er patienter, vi skal have et ekstra øje på, så er det de skrøbelige og sårbare, for vi har fået et sundhedsvæsen, som passer til de ressourcestærke, men ikke til de sårbare. Vores kapacitet er begrænset, og hvis vores tid bliver brugt af de ressourcestærke, har vi mindre tid til det opsøgende arbejde – og jeg frygter, at de skrøbelige og sårbare bliver taberne i det spil«.
Hun er frustreret over, at meraktiviteten hos de praktiserende læger i år er kombineret med manglende tid til de patienter, der har mest brug for det.
»Det er dobbelt op på ærgrelse. Vi burde have en langt stærkere prioritering i sundhedsvæsenet, og derfor har vi i DSAM sendt et oplæg til Sundhedsstrukturkommissionen om, hvilke opgaver vi mener kan løses andre steder i sundhedsvæsenet. Dels skal vi have en prioritering, dels skal vi have ressourcer til de opgaver, som er relevante, og som bliver lagt ud til os. Det hænger bare ikke sammen, som det er lige nu. Hvis vi ikke havde det økonomiloft, kunne vi lave flere opsøgende besøg hos gamle Gerda på Rolighedsvej, der går og falder hele tiden«, siger hun.
Har du forståelse for, at I skal overholde den aftale om en økonomisk ramme, som I selv har indgået?
»Når jeg har begrænset kapacitet, må jeg henvise mere«Maria Krüger, praktiserende læge
»Ja, det har jeg. Der er jo et uudtømmeligt behov for sundhedsydelser, og jeg kan sagtens forstå, at vi skal have en overordnet økonomisk ramme. Det er derfor, jeg efterlyser en politisk prioritering af, hvad borgerne kan forvente bliver løst i sundhedsvæsenet. Mere og mere bliver til sygdom, som lægen skal klare, frem for at være en byrde eller belastning, som man har i livet, og som man må forsøge at løse med hjælp fra familien, arbejdspladsen eller venner. Jeg kunne godt ønske, at det blev en dagsorden i samfundet. Lige nu er løsningen på alt: Gå op til din egen læge«.
Selv om der er åben og uvisiteret adgang til almen praksis, er Maria Krüger og hendes kolleger dog i færd med at se, hvad de kan drosle ned på frem mod nytår, uden det går for meget ud over patienterne.
De lukker to dage, hvor de og personalet skal på kursus. Maria Krüger henviser flere patienter end vanligt, og så vil de se på, om årskontroller for patienter med f.eks. velbehandlet myxødem eller velbehandlet astma kan vente til efter årsskiftet.
»Det er i småtingsafdelingen, så det rykker nok ikke så meget. Men det her har fået mig til at tænke på, at der er grænser for, hvor meget jeg kan følge op på i praksis. Når jeg har begrænset kapacitet, må jeg henvise mere. Jeg har henvist opstart af desensibilisering til allergilæge, og modermærker ryger til hudlæge, og når folk ringer med suturkrævende sår eller brandsår, kan vi sende dem på skadestuen«, fortæller hun.
Det er dog ikke uden et stik i hjertet på den praktiserende læge.
»Vi er vant til at være gatekeepere. Det er indlejret i os, at vi skal færdiggøre så meget, vi overhovedet kan, selv. Det er en væsentlig del af den faglige tilfredsstillelse og noget af det, jeg normalt synes er rigtig sjovt. Men efterhånden tænker jeg, at jeg må passe min egen butik frem for at passe andre butikker«.
Hvad håber du, at der sker i denne lidt fastlåste situation?
»Jeg håber, at regionerne og almen praksis når hinanden. Jeg håber også, at regionerne – og Sundhedsstrukturkommissionen – kan forstå, hvad vi arbejder med i almen praksis; og at de kan forstå, at vi rigtig gerne vil, og at vi ikke er umulige at samarbejde med. Og så håber jeg på politisk prioritet: Hvis de vil have løst opgaverne hos os, hvor det er billigst, så er der nødt til at følge ressourcer med. Vi kan ikke have et økonomiloft uden et opgaveloft«.
