»Det er formentlig den mest udfordrende tid, lægefaglige tidsskrifter har stået i«

Hvad ser du som den største udfordring, lægefaglige tidsskrifter står over for i de kommende år?

»Efter min mening er dette formentlig den mest udfordrende tid, lægefaglige tidsskrifter nogensinde har stået i. I løbet af de seneste par årtier har vi oplevet omvæltende forandringer ved at gå online, hele diskussionen om open access osv. Lægefaglige tidsskrifter er meget modstandsdygtige og er fortsat stort set uændrede på trods af disse store forandringer. Men jeg tror, at forandringerne er langt mere akutte nu med hele den digitale transformation, hvor folk finder information på sociale medier og i rovtidsskrifter og svindelpublikationer. Under pandemien så vi, at folk begyndte at debattere videnskab og fakta på sociale medier. Muligheden for at regulere debatten og ideelt set fremme eller udgive velbegrundet argumentering er fuldstændig forsvundet der. Folk vil sige og fortolke forskning og data, præcis som de selv vil. Det har skabt et stort problem med, hvordan vi stoler på information, og stillet lægefaglige tidsskrifter i en skrøbelig situation«.

Hvordan bør lægefaglige tidsskrifter reagere på de udfordringer?

»Jeg tror, at ansvaret for de lægefaglige tidsskrifter ligger i at holde fast i deres principper. Selvfølgelig skal vi publicere den bedste forskning og sætte vores lid til gennemsigtighed og tillid. Når vi laver fejl, og det gør vi fra tid til anden, så skal vi være helt tydelige og proaktive om det og rette eller tilbagekalde forskningen om nødvendigt. Vi bliver også nødt til at få debatten tilbage, efter at den er blevet kidnappet af de sociale medier, og holde fast i, at hvis man vil have en seriøs debat om den forskning, vi har publiceret, så er det altså hos os, at vi har den samtale«.

Har du en oplevelse af, at politiske beslutningstagere i tilpas høj grad lytter til og handler ud fra evidensbaseret forskning i forhold til sundhedsvæsenet?

»Historisk har de ikke lyttet. Jeg vil sige, at vores indhold ikke får den indflydelse, som det fortjener blandt politiske beslutningstagere. Det er helt afgørende for både god klinisk praksis og gode politiske beslutninger, at man forstår evidens, men problemet er, at den forståelse ikke er særlig udbredt i befolkningen, blandt politikere og i medier uden for de videnskabelige tidsskrifter. Ja, selv blandt sundhedsprofessionelle. Der var sundhedsprofessionelle, som under pandemien fremførte dårlig forskning – og stadig gør det. Som minimum skal vi være bedre til at sørge for, at vores sundhedsprofessionelle forstår kritisk vurdering og forskningsmetoder. Kommer vi så langt, så kan vi i det mindste få en mere ensartet samtale med medierne, befolkningen og politikerne«.

I Danmark – og i England – er der løbende en debat om prioritering og afvikling af undersøgelser og behandlinger, som ikke giver tilstrækkelig værdi for patienterne. Hvilken rolle skal lægefaglige tidsskrifter som BMJ spille i den debat?

»Vi har altid adresseret emner som overmedicinering, overbehandling og overdiagnosticering. Folk bliver helt automatisk tiltrukket af nye behandlinger, virksomheder vil gerne promovere dem og politikerne bliver meget tiltrukket af at gøre noget højtprofileret, som vækker genklang i befolkningen. Og jeg mener, der er evidens for, at der findes en publikationsbias, hvilket betyder, at når nye indsatser eller undersøgelser kommer til rådighed, så er den indledende forskning omkring det meget positiv. Senere, når den mere kritiske forskning finder, at indsatsen måske gør skade eller ikke virker, er det svært at stoppe med en behandling eller en medicinordination igen. Så jeg synes, at det er et stort problem«.

Ser du datasikkerhed som en trussel imod patientrettet forskning – og i så fald, hvordan tackler I det?

»Der er to konkurrerende faktorer i det. For det første vil vi have åbenhed og gennemsigtighed for vores forskningsdata. På BMJ indførte vi i år en politik om, at alle forfattere af randomiserede kontrollerede forsøg, som vi publicerer, også skal dele deres data i et depot, som alle kan få adgang til og lave deres egne analyser på. Vi er et af få tidsskrifter, som gør det. Det er det rigtige at gøre etisk, men udfordringen bliver selvfølgelig at beskytte patienternes anonymitet. Vi har en udfordring med, at der er mange forskellige systemer, som samler de data, og generelt set er offentlige systemer ikke særlig gode til at håndtere de data. Men der findes systemer nu, hvor du kan beskytte folks anonymitet i sikre forskningsmiljøer. Så jeg mener ikke, at der er nogen undskyldning mere for ikke at gøre det ordentligt«.

I Danmark er vi netop nu ved at udvikle en sundhedsreform, hvis hovedformål er at øge ligheden i sundhed ved bl.a. at sikre en bedre geografisk fordeling af læger, samt at flytte opgaver ud fra det specialiserede sundhedsvæsen til det nære sundhedsvæsen. Fra dit perspektiv hvad skal vi så være særligt opmærksomme på i den proces?

»Det virker i hvert fald som det rigtige at gøre. Det er afgjort ikke unikt for Danmark, at sundhed er blevet mere hospitalsbaseret, og at der er blevet investeret mere i det specialiserede hospitalsvæsen frem for i primærsektoren. Det ser vi helt sikkert også i England. Hvilket også betyder, at det er blevet mere attraktivt at søge job i hospitalsvæsenet og inden for specialområderne. Så der er brug for en ny balance. Men hvordan tilskynder du folk til at arbejde i det nære sundhedsvæsen og dernæst i mindre attraktive, mere udsatte områder? Låser vi folk og siger ’Du skal arbejde i nogle år i denne specifikke del af landet?’ Jeg ved det ærligt talt ikke. Måske er det en blanding af begge. Noget er vi i hvert fald nødt til at gøre«.

Hvordan vil du beskrive det britiske sundhedsvæsen for øjeblikket?

»Det er noget værre rod. Det var det også før pandemien, men især efter pandemien er det ikke blevet bedre. Politikken har i mange år været præget af kortsigtede beslutninger, som har favoriseret hospitalsvæsenet på bekostning af det nære sundhedsvæsen og folkesundheden generelt. Så vores folkesundhed er dårlig, og socialsystemet er mindre end optimalt, hvilket har lagt et stort pres på det specialiserede sygehusvæsen. Vores nye regering virker til at tage det mere seriøst ved bl.a. at kigge på fordelingen af finansieringen mellem hospitaler og det nære sundhedsvæsen. De ønsker faktisk en langsigtet strategi for sundhed, hvilket vi ikke er vant til i England. Men vores sundhedssystem har været underfinansieret i årevis med hospitaler, der falder fra hinanden, og faciliteter, som slet ikke er egnet til formålet. Så vi har brug for penge til at bringe ventelisterne ned, til at sikre, at medarbejderne får en rimelig løn, og til at forbedre børns velfærd«.

Ser du nogen udfordringer ved både at være et medlemsmagasin og et lægefagligt tidsskrift? Kan der være interessekonflikter i forhold til at vurdere, om den videnskabelige kvalitet er på internationalt niveau, når BMJ også fokuserer på britiske forhold?

»Vi har ikke rigtig det problem. Vi ser os selv som et internationalt tidsskrift og publicerer den bedste forskning, uanset hvor den kommer fra. Der er omkring 150.000 læger, som får vores trykte blad hver uge – men kun i Storbritannien. Online når vi mellem to og tre millioner hver måned. Så på den måde ser vi generelt vores hjemmeside som international, mens vi kan lave et skræddersyet Storbritannien-produkt på tryk. Der er bestemt andre udfordringer ved at være ejet af en medlemsorganisation. Vi er så heldige på BMJ at have redaktionel frihed fra British Medical Association, og jeg tænker, at vi alle accepterer, at nogle gange publicerer vi noget, som de ikke er enige i. Sådan er det ikke for alle lægefaglige tidsskrifter«.

BMJ bruger lægpersoner, patienter og patientorganisationer i jeres reviewproces. Hvad er jeres erfaringer med det? Bliver kvaliteten af artiklerne bedre?

»En af vores værdier er, at vi vil være patientrettet. Så vi har en gruppe af patientredaktører, en strategi for patientpartnerskaber og et rådgivende udvalg af patienter. Det har krævet meget at komme hertil. Jeg kan ikke pege på hardcore data, men vi mener, at det er indsatsen værd og gør vores produkt bedre. Men det er også et signal – et signal om, hvordan vi mener, at sundhedsvæsenet skal være. Fordi der er evidens for, at hvis du involverer patienter og befolkningen i, hvordan du opbygger sundhedssystemet og i processen og tolkningen af forskningsarbejde, så bliver resultaterne bedre. Vi vil gerne vise, at det er vigtigt, at vi arbejder sammen«.

I forhold til open access hvordan ser du så på det søgsmål, som amerikanske forskere har anlagt mod seks store videnskabelig forlag for at overtræde konkurrencelovene?

»Det er meget interessant. Som jeg ser det, så er der nogle problemer med netop dette søgsmål. En af klagerne går på, at flere tidsskrifter bør læse og overveje den samme forskningsartikel samtidig. Faktisk har vi diskuteret sådan en mulighed på BMJ, men er ikke tilhængere af det, fordi det potentielt betyder, at en artikel i dette tilfælde ville skulle peer-reviewes af seks tidsskrifter. Det er i sig selv problematisk og uetisk, fordi du duplikerer al den indsats, som peer-reviewers lægger i det. Jeg synes ikke, at det er den rigtige vej at gå. I stedet ville en model, hvor folk f.eks. lagde deres preprintversion af en forskningsartikel ét sted, og det så var op til de forskellige tidsskrifter at tage det, være potentielt mulig at gennemføre«.

Hvordan ser du lægefaglige tidsskrifters rolle i forhold til store globale udfordringer, som f.eks. klimaforandringer og tiltagende konflikter flere forskellige steder i verden?

»Det er vigtigt for os at italesætte. Så det gør vi. I virkeligheden er vores mission at prioritere resultater relateret til sundhed og trivsel for mennesker på hele planeten. Og sundhed og trivsel kommer ikke kun fra sundhedssektoren. Kun 20-30% stammer faktisk fra, hvad der sker i sundhedssektoren. Klima, konfliktzoner, bolig, transport, arbejde – alt det har en indflydelse på folks helbred. Og vi tror stærkt på, at vi på BMJ skal forholde os til og kommentere på de emner«.