»Det er jo forbundne kar«

»Det er jo vores dilemma i dag, at de mange år med be­sparelser har gjort, at vi har effektiviseret og driftsoptimeret et sted hen, hvor det er svært for os at holde på ­personalet«.

Sådan siger cheflæge Jens Hillingsø på Afdeling for Organkirurgi og Transplantation på Rigshospitalet, da han bliver forelagt en ny undersøgelse fra Lægeforeningen, som sætter fokus på kapacitet og patientsikkerhed. For nok handler det i undersøgelsen om sengepladser og konsekvenser for behandlingen af patienterne, men tingene hænger jo nøje sammen på tværs af både afdelinger og sektorer, understreger Jens Hillingsø. Det er ét stort puslespil.

Det vender vi tilbage til. Først et resumé af undersøgelsen, hvor 780 overlæger og yngre læger på det somatiske område i det offentlige hospitalsvæsen har svaret på en række spørgsmål om sengekapacitet og ­patientsikkerhed. Og de tegner situationen på de danske sygehuse ganske skarpt op.

Næsten halvdelen af lægerne i under­søgelsen, 47%, svarer, at de oplever, at deres afdeling må lukke så mange sengepladser, at afdelingen ikke kan tage imod patienter, der ellers har behov for indlæggelse.

Og endnu flere, 65%, svarer, at heller ikke antallet af normerede sengepladser er tilstrækkeligt på deres afdeling, og hele 79% oplever, at der ikke er stationære senge nok på deres sygehus i forhold til det akutte optag af patienter.

Samtidig siger mere end halvdelen af ­lægerne i undersøgelsen, at de er bekymret for patientsikkerheden både på sygehuset som helhed og på egen afdeling.

I Lægeforeningen konstaterer formand Camilla Rathcke i en kommentar til undersøgelsen, at »tallene taler deres eget tydelige sprog«.

»Personalemanglen i vores sundheds­væsen er alvorlig, og det skal der handles på. Vi har brug for løsninger fra politisk hold, både her og nu og i fremtiden«, siger hun.

Fuldt blus

Hvis skuden skal vendes, handler det, mener Lægeforeningen, for det første om at skabe råderum til at prioritere behandlingen af de mest trængende patienter:

»Først og fremmest understreger det ­behovet for, at vi får en behandlingsgaranti version 2.0. En ny, realistisk version af behandlingsgarantien, der sikrer, at vi langt bedre kan foretage lægefaglige prioriteringer, så de mest syge patienter kan blive ­behandlet først. Det er et must, men det kan ikke stå alene«, siger Camilla Rathcke.

Hun peger på, at der »ikke er noget quickfix«, der kan løse manglen på personale her og nu, men regeringens akutplan skal målrettet tage fat på problemet, mener Læge­foreningens formand.

»Vi skal sætte fuldt blus på alle dele af rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft nu og her. Samtidig er vi som samfund nødt til at tage en dyb og bred debat om prioriteringer i sundhedsvæsenet, samtidig med at der skal arbejdes målrettet politisk på at opruste på personalefronten – blandt andet ved at uddanne langt flere speciallæger end i dag«, siger Camilla Rathcke.

Hun peger på, at Lægeforeningen har sammensat en Sundhedssektorens Prioriteringsråd, der gennem en møderække i løbet af året skal komme med en række anbefalinger til, hvordan personaleressourcerne i sundhedsvæsenet bruges bedst muligt, og til hvordan digitalisering og forebyggelse kan tage noget af presset af sygehusene.

Men det kræver, at politikerne med regeringen i spidsen har mod til at tage debatten med befolkningen med åben pande, siger Camilla Rathcke:

»Det er vigtigt, at regeringen fortsat forventningsafstemmer med befolkningen. Regeringen skal klart og tydeligt sige til befolkningen, at der skal prioriteres i, hvad sundhedsvæsenet kan og skal tilbyde de stadigt flere patienter«.

Samtidig er det nødvendigt at se på, hvordan det nære sundhedsvæsen – kommuner, almen praksis og speciallægepraksis – kan være en del af løsningen, siger Camilla Rathcke.

Den onde cirkel

Lægeforeningens bud på de manglende brikker til puslespillet vækker genklang hos tre cheflæger, som Ugeskrift for Læger har præsenteret for tallene i den nye undersøgelse. En af dem er altså Jens Hillingsø. Hans afdeling er, som han siger, »relativt privilegeret«, fordi kun 30% af patienterne er akutte, mens det tal på de fleste andre kirurgiske ­afdelinger er 80%, og samtidig har Rigs­hospitalet ikke noget optageområde. Men presset på andre sygehuse og afdelinger mærkes på tværs af systemet, siger han:

»Vi modtager en del patienter fra andre afdelinger til højtspecialiserede delbehandlinger i f.eks. interventionsradiologi, og når de afdelinger er hårdt pressede, så mærker vi det med det samme, for så har vi svært ved at komme af med de færdigbehandlede patienter«.

Netop sammenhængen mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet er en afgørende pointe, siger han.

»Det er jo virkelig hårdt for akutafdelingerne, hvis de ikke kan komme af med patienterne – så starter man en ond cirkel. Det her afspejler, at vi må holde op med at tale om, at der kun er mangel på operationssygeplejersker og anæstesisygeplejersker – der skal bemandes hele vejen rundt, for det er sammenhængende kar, og det er ekstremt vigtigt, at der også er aftræk på sengeafsnittene, både hvad angår akutområdet, og hvad angår nyopererede patienter. Det der med at lave 20% flere anæstesisygeplejersker – ja, det vil jo være andre sygeplejersker, der ­uddanner sig til det. De kommer jo ikke ud af ingenting. Vi må og skal have engageret nogle flere kvalificerede medarbejdere«, ­siger Jens Hillingsø.

På hans afdeling har de i forbindelse med en økonomisk prioritering af nye behandlinger inden for samme budgetramme nedlagt 12 sengepladser – egentlig flere, end omlægningen lagde op til, men det var for at sikre tilstrækkelig bemanding på de tilbage­værende sengepladser – af hensyn til patienterne, men også for at sikre ordentlige arbejdsvilkår, siger han – og her kommer så de ord, der indledte denne artikel:

»Og det er jo vores dilemma i dag, at de mange år med besparelser har gjort, at vi har effektiviseret og driftsoptimeret et sted hen, hvor det er svært for os at holde på ­personalet«.

Ikke fuld aktivitet

To ud af tre læger i undersøgelsen siger, at der ikke er normerede sengepladser nok på deres afdeling, og sådan er det også på Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital (SUH) i Køge, konstaterer ­cheflæge Thomas Juul Sørensen.

»Vi har ikke sengepladser nok til fuld ak­tivitet. Selvom vi i 2022 aflyste en del planlagte operationer og havde mange lukkede operationslejer, havde vi stadig overbelægning på afdelingen i mere end halvdelen af tiden i hele 2022. Afdelingen er gennem de seneste 12 år gået fra 104 sengepladser til 57 sengepladser. Det har kunnet lade sig gøre på grund af optimerede forløb, kortere indlæggelsestider og øget aktivitet i vores sammedagskirurgiske operationsafsnit, hvor flere og flere patienter opereres og går hjem samme dag. Men det betyder også, at flere patienter håndteres i færre senge – og det kan vi kun gøre, fordi der bliver løbet hur­tigere«, siger han.

På afdelingen i Køge har man ikke tid­ligere måttet lukke sengepladser. Det skete dog her i vinter – på baggrund af et uvant problem, fortæller Thomas Juul Sørensen.

»Vi har måttet lukke fem sengepladser på det ene sengeafsnit i ugen op til vinterferien, og det skyldtes et akut opstået vakance­problem blandt plejepersonalet. Det er nyt for os i afdelingen, og vi gør en stor indsats for at rekruttere og fastholde personale, hvilket vi er lykkedes med før, og på vores øvrige afsnit i afdelingen er vi fuldt normerede. Nedlukningen var lagt strategisk, da vi alligevel lukker delvist ned frem til den planlagte flytning til den nye hospitalsfløj her 19. marts, og vi håber at kunne åbne op igen i april måned. Men vi oplever altså stort set aldrig, at vi ikke kan tage imod akutte patienter. Hvis vi får for mange indlagt, så af­lyser vi planlagte operationer for at skabe plads«, ­siger han.

Den eneste mulighed

Aflyst planlagt aktivitet – og de deraf følgende lange ventelister – er i den grad et centralt emne i den offentlige debat. Men der er ikke andre måder at løse de akutte problemer på, siger Thomas Juul Sørensens kollega på Ortopædkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet cheflæge Claus Munk Jensen.

Afdelingen er gået fra at have 62 til lige nu at have 31 sengepladser, men tanken er ikke igen at kommer på 62 senge. Optimering med kortere patientforløb og nye operationsteknikker betyder, at der nok skal 36-37 senge til for at have den nødvendige kapa­citet, vurderer han.

»Vi har altid kunnet tage imod de patienter, der er akutte. Der opfylder vi vores ­forpligtelser, men det går så ud over vores planlagte patienter. Vi har haft en periode med nedsat kapacitet i sengeafdelingen på grund af sygeplejerskemangel, og det er klart, at kapacitetsmangel rammer de elektive patienter. Men at lukke flere senge er den eneste måde, man kan sikre ressourcer til god behandling af de patienter, der er indlagt. Det øger så ventelisten – på nogle områder er vi oppe på ventetider på to-tre år – men der er ikke andet at gøre. Vi prioriterer patienterne hele tiden, så nogle af dem, der næsten ikke er syge, kommer til at vente rigtig længe«, siger Claus Munk Jensen og tilføjer, at tingene bider sig selv i halen, fordi ventelisteafviklingen har været begrænset af netop manglende sengepladser.

Dødfrustrerende

Men hvad så med patientsikkerheden midt i kapacitetsmanglen? I undersøgelsen fra Læge­foreningen erklærer 55% af lægerne, at de er enige eller meget enige i, at patient­sikkerheden er udfordret på deres sygehus. Kun 5% erklærer sig helt ubekymrede. Og ­tilsvarende siger 52%, at de er bekymret for patientsikkerheden på deres egen afdeling på grund af den travlhed, der præger hverdagen.

Ingen af de tre cheflæger på SUH Køge og Rigshospitalet er generelt bekymret for patientsikkerheden, men, for der er et men eller flere …

»Vi er meget opmærksomme på det. Vi har observeret, at der løbes hurtigere, og at der ikke i samme grad som før er tid til omsorg og samtale, men overordnet er det patientsikkert, hvad der foregår. I ekstreme situationer med stor overbelægning eller mange akutte syge prøver vi som nævnt at aflyse planlagt aktivitet for at skabe os den nødvendige ro og tid til patienterne«, fortæller Thomas Juul Sørensen, SUH Køge.

I Region Sjælland er SUH netop blevet ­pålagt en besparelse på 68 mio. kr. Thomas Juul Sørensen mener ikke, at »besparelsen er så stor, at den for alvor udfordrer hverken vores kapacitet eller patientsikkerhed«. Men:

»Det er klart, at en besparelse ikke giver hverken mere kapacitet eller mere patientsikkerhed, og den rammer særligt hårdt på SUH i år, da vi i øjeblikket ligger på en ret høj overproduktion i forhold til indeksåret 2019. Vi har f.eks. i 2022 haft næsten 10% højere aktivitet i afdelingen end i sidste målbare år, som var før COVID i 2019. Når man så samtidig laver mere og skal fjerne budgetmidler, så bliver det lidt udfordrende og giver ikke den store mening«, siger han.

På Rigshospitalet husker Claus Munk ­Jensen perioden med sygeplejerskemangel og højt sygefravær:

»Vi har haft UTH’er på grund af manglende personale og patienter, der fik forkert medicin, fordi personalet havde for travlt. Man skal selvfølgelig tage det meget seriøst, når personalet kommer og siger, at nu går den ikke længere, nu er det uansvarligt. Og det er jo noget, vi stadig gør: Hvis tingene ser ud til at blive for presset, må vi aflyse en operation, så vi ikke kommer ud i en situation, hvor det kan gå ud over patientsikkerheden. Det må vi acceptere som et vilkår – selvom det selvfølgelig er dødfrustrerende at skulle ringe til en patient, der har gået og ventet et eller to år«, siger Claus Munk Jensen.

Forbundne kar

Jens Hillingsø peger på den store personaleomsætning som en faktor, der har gjort af­delingerne mere sårbare.

»Alle afdelinger oplever et større turn over af sygeplejersker, så generelt er staben måske lidt mindre rutineret, og det betyder, at man svækkes en smule og særligt på ydertidspunkterne aften/nat og på søn- og helligdage. Det kan ikke undgå at svække robustheden. Jeg har ikke oplevet en decideret sikkerhedsforringelse, men jo, den kommer selvfølgelig, hvis man skriver patienter hjem, der burde have været indlagt, og måske der nogle gange tager nogle chancer«, siger han og peger på, at det er forsøgt kompenseret for med de 72 timers behandlingsansvar ­efter udskrivelse.

Og så vender han tilbage til det med sammenhængene. Vi kommer ikke langt, før vi tager højde for kompleksiteten, siger Jens Hillingsø.

»Det er jo forbundne kar. Så længe vi ikke evner at – så at sige – holde patienterne ude af hospitalerne, vil vi have kapacitetsud­fordringer. Vi kan diskutere herfra til dommedag, om det er de forkerte patienter, der kommer ind, men der står altså en sundhedsperson, der under de givne vilkår vurderer, at det sikreste vil være at indlægge. Samtidig har vi en meget skarp nulfejls­kultur, så hvis den pågældende vurderer, at det er det sikreste for patienten, er vi forpligtet til at sikre, at der er et aftræk i den anden ende. Men vi skal også øge kompetencerne der, hvor det bliver besluttet at indlægge, og sikre et bedre samarbejde mellem primærsektoren og hospitalssektoren og sørge for, at de rigtige ressourcer er til stede i primærsektoren. Så vidt jeg ved, er der flere tusinde senge i kommunalt regi, som ikke er underlagt de samme kvalitetskrav som hospitalssengene. Det er da et fokusområde, hvis man skal sikre sammenhængende kvalitet«, siger Jens Hillingsø.