Fakta
Torben Ørntoft er professor emeritus i klinisk biokemi og tidligere overlæge på Skejby Sygehus. Han er kendt for introduktion af molekylærgenetisk diagnostik af kræft, og internationalt især for betydningsfuld blærekræftforskning. Ørntoft lod sig pensionere før de fleste og har nu nedfældet sit syn på håndtering af forskning, vel at mærke »big science«.
Det er formentlig sandt, at en stor del af solid biomedicinsk forskning i dag kommer fra store forskningsgrupper – ikke mindst i USA, Kina, og større europæiske lande. Ørntofts bog handler da også om opbygning og videreførelse af store forskningsgrupper. Påfaldende mange ligesindede herhjemme har også forsket udenlands i store laboratorier og erhvervet »Been To America«-graden. Bogens kapiteloverskrifter afspejler managing-aspektet: »Applying for Funding«; »Hiring Staff«; »Organisational Structure«; »The Scientist as Leader«; »Scientific Supervision«; »The Research Leader’s Schedule« og den selvbiografiske »My Background«.
Bogens målgruppe er klar, men snæver: nuværende og kommende ledere af store forskningsgrupper i medicinsk og naturvidenskabelig forskning. Det fremgår mellem linjerne, at sådanne per definition skal have uomtvistelig legitimitet som fremstående forskere af internationalt format. Store forskningslaboratorier har den fordel at have de fleste teknologier indendørs. De er imidlertid krævende at lede og medfører, at lederens afstand til primære data og metoder ofte øges. Det er bl.a. de problemer, Ørntofts bog beskriver og foreslår løsninger på, uanset om forskningsgruppen er hierarkisk organiseret eller er en matrixstruktur. (I virkeligheden findes der også udmærkede mellemformer). I sidste instans spiller lederens personlighed vel en afgørende rolle: Lederen skal kunne skabe tillid, trivsel og helst et kreativt og muntert forskningsmiljø.
Bogen er skrevet på engelsk, som er lidt stift og »danglish« i de første kapitler, men glider lettere senere. Bogens fokus på »big science« er vel en begrænsning. I den forbindelse er det interessant, at »small science« kan være nok så effektiv. Det er også interessant i en tid med international ranking, at små europæiske lande som Schweiz, Holland, Danmark og (sommetider) Sverige med relativt mange mindre forskningsgrupper klarer sig bedst i forhold til indbyggertal. I Sverige beskrev lederen af en særlig kreativ gruppe for et par år siden, at det optimale antal akademikere i en forskergruppe svarer til, at man kan dele én pizza til frokost. Men nu fås pizzaer jo også i familiestørrelse!
Sammenfattende har Torben Ørntoft skrevet en interessant bog for forskere, egentlig også forskere i mindre grupper, hvor større projekters gennemførelse kræver konstruktivt samarbejde med eksterne forskere. For det er jo sandt, hvad Ørntoft skriver, at de fleste projekter i dag kræver flere kompetencer, end en enkelt forsker kan rumme.
