Skip to main content

»Det kommer til at tage en generation«

Hvis christiansborgpolitikerne tror, at de med tiårsplanen nu kan sætte flueben ved psykiatrien, tager de grueligt fejl. Det kommer til at tage årtier og en række af psykiatriplaner at rette op på årtiers svigt, lød det på Lægeforeningens morgenmøde om psykiatrien.

Der er så mange ting i gang, så mange bolde i luften og så mange opgaver forude, at det er ekstra påkrævet at fastholde den fulde politiske fokus på psykiatrien i mange år fremover, lød det fra panelet på Lægeforeningens morgenmøde. Foto: Claus Boesen

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk – Foto: Claus Boesen

27. apr. 2026
7 min.

Der er en tiårsplan. Der er finansiering af den. Der er en række initiativer i gang og flere på vej. Det er et emne, danskerne sundhedspolitisk prioriterer rigtig, rigtig højt. Og der er politisk velvilje. Men fortidens undladelsessynder betyder, at der stadig hviler »en skygge« over tiltroen til, at vilkårene i psykiatrien bliver bedre inden for de kommende år.

Sådan konstaterede formand Camilla Rathcke, da hun mandag indledte et morgenmøde i Lægeforeningen om den aktuelle status i psykiatrien – og ikke mindst om, hvad der skal til, for at de gode intentioner i tiårsplanen for alvor får ben at gå på.

På mødet præsenterede Camilla Rathcke nogle af hovedresultaterne af to nye undersøgelser fra Lægeforeningen: »Danskernes Sundhedspolitiske Barometer«, der måler på danskernes holdninger til en række sundhedspolitiske emner, og den seneste udgave af en tilbagevendende medlemsundersøgelse blandt læger i psykiatrien.

Og så fremlagde hun Lægeforeningens otte bud på, hvor man skal tage fat for at opretholde det momentum, som vedtagelsen og søsætningen af psykiatriplanen gav. Det kalder på vedtagelsen af en Psykiatriplan 2.0, mener Lægeforeningen, og en erkendelse af, at det ligesom på kræftområdet kommer til at kræve flere successive planer at nå i mål, som det fremgår af seneste udgave af Ugeskrift for Læger.

Og selv om man godt kan vride en forsigtig optimisme ud af nogle tal i undersøgelserne, så svarer 21% i barometerundersøgelsen, at de tror, at forholdene i psykiatrien om fem år vil være dårligere eller meget dårligere end nu. 31% tror på forbedringer, mens 39% tror, at forholdene hverken vil være værre eller bedre.

Camilla Rathcke sagde, at hun godt kan forstå, hvis danskerne endnu har svært ved at få øje på en for alvor positiv udvikling – og i forhold til den udbredte skepsis også blandt lægerne fremhævede hun, at mange af dem oplever, at det, der reelt sker ude i regionerne, er i modstrid med de nationalt opstillede politiske intentioner.

»Den oplevelse gør det rigtig svært at tro på grundlæggende forandringer«, konstaterede hun.

Fasthold pres på politikerne

I den efterfølgende paneldebat var første spørgsmål netop, hvad debattørernes egne grader af optimisme var – og i hvor høj grad de kunne genkende det billede, som de to undersøgelser tegner.

På scenen var Dorte Linde-Bech, næstforperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Christian Legind, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri, og Camilla Rathcke.

»Det mest skræmmende for mig var at se, hvor bastant lægerne i undersøgelsen giver udtryk for, at de ser for mange patienter for sent«Christian Legind, forperson, Dansk Psykiatrisk Selskab

Dorte Linde-Bech, der til daglig arbejder i og med de nye lettilgængelige tilbud i kommunerne, erklærede sig forsigtig optimist – men understregede, at der også er mange udeståender og bekymringer, der ikke er taget hånd om. Og selv om hun var lidt overrasket over den udbredte pessimisme blandt danskerne i barometerundersøgelsen, forstår hun den godt med f.eks. de ventetider, man oplever som patient eller pårørende.

For Christian Legind tegnede undersøgelserne et genkendeligt billede – men det tager også tid at implementere så mange og store ændringer. Og så skal man huske på, at der samtidig er kommet nye opgaver til, sagde han og nævnte som eksempel arbejdet med patienter med dobbeltdiagnoser.

»Men det mest skræmmende for mig var at se, hvor bastant lægerne i undersøgelsen giver udtryk for, at de ser for mange patienter for sent«, sagde han.

Der er, sagde han, optimisme at spore blandt medlemmerne i hans eget videnskabelige selskab – men fremskridtene sker spredt, og derfor har psykiaterne også en »ujævn oplevelse af dem i hverdagen«.

Jane Alrø Sørensen fra Bedre Psykiatri understregede, at blandt hendes medlemmer har »desperationen aldrig været større«, og at hun godt kan forstå, hvis man f.eks. som forældre til et barn med psykisk sygdom har svært ved ikke at være pessimistisk. Og det er en farlig udvikling, sagde hun:

»Det er farligt og bekymrende, hvis en manglende tro på bedre forhold får os til at stoppe med at stille krav til politikerne«, sagde hun.

Camilla Rathcke tog den tråd op:

»Der er nogle christiansborgpolitikere, der måske føler, at der med vedtagelsen af psykiatriplanen nu er sat flueben ved den opgave«, sagde hun – og understregede, at vi lige nu befinder os i et vakuum mellem vedtagelsen og realiseringen af planen.

Paradoks og manglende sammenhæng

Hun konstaterede, at den noget defaitistiske stemning blandt lægerne i psykiatrien har været gennemgående i rækken af medlemsundersøgelser, og at hun kan være »bekymret for, at personalet giver op«.

Her pegede Dorte Linde-Bech på en ikke uvæsentlig detalje:

»Vi har det paradoks, at vi i børne- og ungdomspsykiatrien behandler og hjælper flere end nogensinde før med færre ressourcer end nogensinde før«, sagde hun – og understregede, at der er behov for, at f.eks. indsatserne over for skolevægring bliver et bedre samfundsanliggende og ikke kun et spørgsmål om adgang til psykiatrisk behandling.

»Lad os holde op med at kalde det en tiårsplan. Vi kommer til løbende at revidere indsatserne, og ethvert regeringsskifte – også det aktuelle – er en anledning til at gøre status«Camilla Rathcke, formand, Lægeforeningen

Camilla Rathcke tilføjede, at man i danskernes manglende tro på forbedringer netop ikke kan indlæse manglende tillid til lægerne og deres indsats. Men som patient og pårørende kan man ikke mindst på det børne- og ungdomspsykiatriske område opleve manglende sammenhæng efter et behandlingsforløb i psykiatrien.

Hvordan bliver der f.eks. fulgt i kommunerne, når et barn har været igennem et forløb for sin skolevægring? Og så er hele den store mistrivselsdagsorden svær at håndtere for forældrene og for befolkningen generelt, sagde hun.

Politisk maraton

Og så er der det med fremtidsudsigterne. Her var panelet enigt om, at det kommer til at tage længere tid, end man kunne ønske sig, at nå målsætningerne i den nuværende psykiatriplan.

Vi oplever, sagde Jane Alrø Sørensen, »en demografisk eksplosion«, og derfor skal man samtidig håndtere et voksende pres på kapaciteten med flere patienter og en stigende forventning om at udvikle kvalitet og evidens. Og det kommer, konstaterede hun, efter »årtiers udsultning« af psykiatrien, og mens der »stadig er famlende politikere« på området.

»Det er farligt og bekymrende, hvis en manglende tro på bedre forhold får os til at stoppe med at stille krav til politikerne«Jane Alrø Sørensen, generalsekretær, Bedre Psykiatri

»Det er ikke tilfredsstillende, men vi er nødt til at erkende, at det kommer til at tage en generation – 30 år – før der er rettet op på vilkårene. Det er et vanvittigt stort system, vi er i gang med at ændre«, sagde hun.

Men hvordan, lød et spørgsmål fra salen, får man politikerne til at indse, at »det her ikke er et sprint, men et maraton« – og hvad gør vi, hvis tiårsplanen trækker skævt?

»Lad os holde op med at kalde det en tiårsplan. Vi kommer til løbende at revidere indsatserne, og ethvert regeringsskifte – også det aktuelle – er en anledning til at gøre status«, sagde Camilla Rathcke.

Dorte Linde-Bech pegede på, at det er afgørende, at de nye sundhedsråd kan løfte opgaverne, og Christian Legind understregede, at det med så mange bolde i luften er vigtigt at undgå implementeringsfatigue.

Camilla Rathcke lovede, at Lægeforeningen vil »arbejde benhårdt« for netop at give sundhedsrådene de nødvendige redskaber til at sikre indsatsen for psykiatrien, og at det i forhold til de lettilgængelige tilbud ikke er nok bare at afsætte en kvart milliard – det er, sagde hun, »ikke nok med en dør med skilt«.

Jane Alrø Sørensen fremhævede, at psykiatrien netop har en chance i lyset af sundhedsreformen:

»Reformen kan være psykiatriens mulighed for at rykke, for hvis vi i dag skulle opfinde psykiatrien forfra, ville vi nok løse mange ting tættere på borgerne. Vi har en mulighed for at få en mere nærværende psykiatri«.

Ligesom andre i panelet understregede hun, at psykiatriindsatsen i primærsektoren skal løftes, for »ellers kan vi ikke løfte psykiatrien samlet set«, sagde hun.

I sidste ende skal der, som Dorte Linde-Bech udtrykte håb om, gælde et no wrong door-princip for hele psykiatrien.

Og det og den generelle fremdrift og udvikling må alle interessenter i psykiatrien så holde den kommende regering op på – og den næste, og den næste … konstaterede Camilla Rathcke til slut.