I spørgsmålet om aktiv dødshjælp kredser debatten om to forskellige grupper. Der er de terminale patienter, som jeg kender til fra mit arbejde, og som vi bør være i stand til at lindre. Den anden gruppe er er langt mindre, men vanskeligere. Det kan være mennesker, som – f.eks. på grund af udbredte lammelser, der binder dem til en kørestol – synes, at de har et ulykkeligt liv og ikke kan se anden udvej end at dø. Spørgsmålet er, om vi skal lave lovgivning for de få, som vil få store konsekvenser for hele vores samfund? For os i Det Etiske Råd har det især fyldt, hvilke konsekvenser det vil få for andre mennesker i samme situation, og flere af de pågældende har fortalt, at de vil komme til at føle et pres, hvis aktiv dødshjælp bliver gjort lovlig. Meget handler om gisninger og frygt og ikke så meget om evidens. Men sådan er det ofte med etiske problemstillinger, og de mennesker, der er i samme situation, må være de nærmeste til at vide, hvordan det vil være.