Skip to main content

»Det støder mig fundamentalt i min lægeetik at tage livet af folk«

Anette Hygum er ledende overlæge for Palliativt Team på Vejle Sygehus, formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin og medlem af Det Etiske Råd. Anette Hygum er imod aktiv dødshjælp og udtaler sig i denne artikel på egne vegne.

Ledende overlæge Anette Hygum er imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark. Foto: Jesper Balleby

Fortalt til Bodil Jessen, boj@dadl.dk

13. okt. 2023
3 min.

Jeg har tænkt meget over vores lægerolle. Når vi starter på medicinstudiet, fokuserer vi oftest på, at vi skal helbrede. Efterhånden bliver vi mere og mere opmærksomme på, at vi også skal lindre og trøste. Men vi skal ikke tage livet fra folk. Og det støder mig fundamentalt i min lægeetik at tage livet af folk.

Min holdning til aktiv dødshjælp har været klar fra begyndelsen i Det Etiske Råd. Men jeg har fået ondt i maven, når vi er blevet præsenteret for enkeltstående historier om mennesker, der er så ulykkelige, at de ikke kan se anden udvej end at dø. Det har berørt alle i rådet helt kropsligt, uanset syn på aktiv dødshjælp.

I spørgsmålet om aktiv dødshjælp kredser debatten om to forskellige grupper. Der er de terminale patienter, som jeg kender til fra mit arbejde, og som vi bør være i stand til at lindre. Den anden gruppe er er langt mindre, men vanskeligere. Det kan være mennesker, som – f.eks. på grund af udbredte lammelser, der binder dem til en kørestol – synes, at de har et ulykkeligt liv og ikke kan se anden udvej end at dø. Spørgsmålet er, om vi skal lave lovgivning for de få, som vil få store konsekvenser for hele vores samfund? For os i Det Etiske Råd har det især fyldt, hvilke konsekvenser det vil få for andre mennesker i samme situation, og flere af de pågældende har fortalt, at de vil komme til at føle et pres, hvis aktiv dødshjælp bliver gjort lovlig. Meget handler om gisninger og frygt og ikke så meget om evidens. Men sådan er det ofte med etiske problemstillinger, og de mennesker, der er i samme situation, må være de nærmeste til at vide, hvordan det vil være. 

»Jeg har fået ondt i maven, når vi er blevet præsenteret for enkeltstående historier om mennesker, der er så ulykkelige, at de ikke kan se anden udvej end at dø« Anette Hygum, overlæge

Retten til selv at bestemme fylder og bliver mere og mere evident i sundhedsvæsenet. Vi er vant til selv at bestemme mange ting i livet, og vi vil også selv bestemme, hvornår døden skal være. Hvornår nok er nok.

Men jeg synes, at vi mangler den dimension, at vi i dag har mange muligheder for at få indflydelse på vores sidste tid. Det kan være behandlingstestamente og afvisning af livsforlængende behandling, respiratorbehandling eller kemoterapi. Og hvis der er tale om ældre og skrøbelige borgere, kan det også være, at de ønsker at blive lindret i deres hjem frem for at blive indlagt og behandlet for en lungebetændelse.

Det er lidt paradoksalt, at vi nu taler så meget om den kontrollerede død, om aktiv dødshjælp. Men vi taler ikke ret meget om døden som et vilkår i livet. Det er et kæmpestort opmærksomhedspunkt for os klinikere, der skal initiere samtalerne med patienter og pårørende, og vi skal være opmærksomme på, at det lægearbejde tager mindst lige så meget tid som at igangsætte en ny behandling.

Når jeg i dag hører om ulykkelige terminale forløb, tænker jeg ofte, at vi burde have gjort det bedre. For vi kan tilbyde ordentlig palliation. Men det kræver, at den palliative indsats bliver opprioriteret, og i dag findes de største udfordringer i den trængte primærsektor. I øjeblikket bliver vores ugekurser i palliation for hjemmesygeplejersker aflyst på stribe, fordi de ikke er nok på arbejde til at kunne sende medarbejdere på kursus. Det er så frustrerende, og det kan medvirke til, at så mange danskere går ind for aktiv dødshjælp.