Diagnostikken trækker i lægerne, der vælger det nye akutmedicinske speciale.
Udsigten til at blive ekspert i diagnostik.
Det drager unge læger, der siden 2018 har kunnet søge I-forløb i specialet akutmedicin.
Mari Østergaard, 28 år, var ellers fast besluttet på at blive speciallæge i psykiatri og skulle lige igennem sit sidste halve år af KBU’en, før hun ville gå videre med en I-stilling i psykiatri. Men det halve år foregik på Akutafdelingen i Viborg, og det blev skæbnesvangert.
»Planerne tog en anden drejning. Jeg tænkte: Det der kan noget!«.
Den umiddelbare tiltrækning handlede om det brede i specialet og det generelle og det, at det går hurtigt, fortæller Mari Østergaard.
»Og så skulle jeg ikke give afkald på noget af det, jeg som læge kan«.
Nu har Mari Østergaard taget sit I-forløb i akutmedicin, også i Viborg, og begyndte i september sin HU samme sted. Og kærligheden til specialet er ikke kølnet.
»Jeg beskæftiger mig både med intern medicin, ortopædkirurgi, kirurgi og snart også psykiatri. Det taler til generalisten i mig. Og at finde ud af, hvad patienten fejler, stille en diagnose, synes jeg er sjovt, det er et spændende detektivarbejde. Ikke mindst, når en patient fejler flere ting«.
Mari Østergaard er på en travl akutafdeling delvist bemandet med specialelægevikarer fra andre specialer. Der er fire fuldtidsansatte speciallæger, hvoraf de to er akutmedicinere. Og så er der to i HU- og fire i I-forløb. Der er også en fast stab af akutsygeplejersker.
»Jeg har altid en speciallæge bag mig i forhold til patienterne. Men der er travlt. De gør selvfølgelig deres bedste. Men nogle gange må man selv hive fat og bede om supervision og uddannelse. De kommer ikke af sig selv og gør det; det har de ikke tid til«.
Hvad tænker du om det?
»Jeg har ikke noget imod at have et ansvar for min uddannelse. Men alligevel kan jeg være bekymret for, om jeg nu har øje for, at jeg får lært det, jeg skal. Men jeg har selvfølgelig en hovedvejleder, og jeg har også kun været i gang i halvanden måned«.
Hvordan er stemningen?
»Jeg synes her er en pionerånd. Alle os under uddannelse kan se specialets potentiale, og det er spændende at være med til at definere, hvad en akutlæge skal kunne, hvad vi skal bruges til, og hvor grænsen går til andre specialer«.
Det spørgsmål møder Mari Østergaard ofte. Så tager hun diskussionen.
»Folk fra andre specialer spørger, hvad meningen er med det speciale. Så forklarer jeg, hvordan HU er bygget op. Så har jeg oplevet, at internmedicinere synes, at der ikke er intern medicin i den. Og ortopæderne synes ikke, der er nok ortopædkirurgi. Det er ligesom om, hvert speciale synes, at deres speciale ikke er repræsenteret nok. Men der skal man jo holde sig surveyfor øje, at det ikke er meningen, at akutmedicineren skal være lige så god til internmedicin som internmedicineren, for eksempel. Det er ikke pointen med det«.
Hvad forklarer du så, pointen er?
»Jeg forklarer, at akutmedicineren er en generalist på sygehuset. Det er der behov for, fordi specialerne begynder at blive så subspecialiserede, at der er brug for en, der har et blik for det hele. At akutmedicineren har øje på patienten og de forskellige symptomer. En kirurgisk patient med ondt i maven kan f.eks. også have et lavt kalium eller en urinvejsinfektion eller lungebetændelse. Akutmedicineren opdager det på én gang og iværksætter udredning og behandling med det samme.
Det kan de godt se, der kan være en pointe i«, siger hun.
Emil Ejersbo Iversen er 30 år og har i akutmedicin fundet det speciale, som skal være hans. Her kan han se sig selv.
»Man siger, at i akutmedicin oplever du de mest interessante 15 minutter i alle andre specialer. Og det synes jeg er rigtigt. Du får lov til alt det fede«.
Hans første oplevelser med akutområdet var præget af pionerånd og mangel på speciallæger. De foregik på Akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital Køge, først i en uklassificeret stilling og så, da specialet var en realitet, som I-læge.
»I de første år var det yngste mand i front. Det var en hård oplevelse. Men alligevel var det første gang, jeg oplevede, at vi håndterede tingene, som de var, vi så virkeligheden, som den er. Og der var en pionerånd omkring akutspecialet, og det blev en af mit livs største oplevelser at få lov til at arbejde med det speciale. Vi rykkede noget, og vi fik lov til at gøre en forskel«.
I dag arbejder Emil Ejersbo Iversen på King’s College, London, på en af byens største og travleste akutafdelinger, hvor han er Junior Clinical Fellow. Her, inden han vender næsen hjem for at tage et dansk HU-forløb i akutmedicin, oplever han sit speciale som voksent.
Mens vi i Danmark stadig diskuterer specialets berettigelse, dets indhold, og hvad akutmedicinerens funktion er, er det for længst lagt bag i England.
»Her har specialet eksisteret i 50 år, og det har virkelig lært mig noget. Det akutmedicinske mindset er en kultur, en tankegang, man flaskes op med, og jeg kan se, hvad der sker, når et speciale får sit akademiske værd.
Specialet er karakteriseret ved, at man tænker i symptombilleder frem for tilstande. Kommer der en patient ind med mavesmerter, bliver smerterne tænkt som et symptombillede snarere end en kirurgisk tilstand. For det er det ikke nødvendigvis, det kan være et hjerteanfald eller en medicinsk tilstand.
Jeg oplever, hvordan man mere arbejder ud fra sandsynligheder end guidelines og den slags. Jeg er virkelig inspireret af at se, hvordan overlægerne håndterer de differentialdiagnoser, der kan være for en tilstand. Som udgangspunkt arbejder de ud fra patientens oplysninger. Objektive undersøgelser og blodprøver kan så bevirke, at sandsynligheden for de enkelte differentialdiagnoser ændrer sig. Det fascinerende er, at de håndterer det hele i hovedet, de har alle differentialdiagnoser listet op. Så efterhånden som de får flere oplysninger, så kan en diagnose pludselig blive meget mere sandsynlig, og de andre diagnosers sandsynligheder falder tilsammen tilsvarende«.
Emil Ejersbo Iversen ved endnu ikke, hvornår han vender hjem til Danmark. Men det bliver for at begynde i HU-forløb i akutmedicinsk, så meget er sikkert.
Kunne noget få dig til at søge væk fra specialet?
»Det kunne være, hvis jeg endte med kun at være visitator. Jeg skal kunne tage ansvar for patienten for at være læge. Hvis jeg bare skal føre flow, er jeg ikke læge«.
Læs også:
Akutmedicinsk speciale er samspilsramt, men unge læger er begejstrede
